Forventninger til havmøller drosles ned

Tekst: Peter Jürgensen
Foto: Vindmølleindustrien

Udbygningen af havvindmøller forløber meget langsommere, end Vindmølleindustrien håbede på for blot få år siden. Forventningerne til havvinds bidrag frem mod 2020, hvor 20 procent af EU’s energiforbrug efter planen skal være dækket af vedvarende energi, er derfor blevet neddroslet. For tre-fire år siden skønnede industriens egen brancheorganisation således, at der i 2020 ville blive opstillet 60.000 MW havmøller i europæisk farvand. I dag er forventningen nedjusteret til 20.000-40.000 MW.

Ifølge chefkonsulent Jakob Lau Holst fra Vindmølleindustrien skyldes den langsomme udvikling et sammenfald af flere omstændigheder.

”Den træge myndighedsbehandling i andre lande end Danmark vedrørende planlægning af nye mølleparker, miljøgodkendelser samt ikke mindst net-godkendelser betyder, at investorerne har ventet. Samtidig er priserne på vindmøller og tilhørende energianlæg steget. Det betyder, at det er blevet vanskeligere at få projekterne i søen,” forklarer Jakob Lau Holst, som alligevel sporer en stor optimisme blandt rådgivere, installationsvirksomheder, udviklere og fabrikanter.

”Selv om forventningerne til resultatet i 2020 er sænket, skal der i løbet af de kommende 12 år trods alt sættes op til 40 gange så mange møller op i europæisk farvand, som der i alt er blevet opstillet indtil dato. Branchen vokser derfor stærkt. Samtidig er nye producenter gradvis ved at komme ind på offshore-markedet. Eksempelvis forventer en oprindeligt dansk virksomhed, Nordex, således i 2009 at opføre en havvindmøllepark i tysk farvand. De to virksomheder Vestas og Siemens Wind Power, som begge opererer fra Damark, er imidlertid fortsat dominerende hvad angår havvindmøller, og de vil givetvis bevare deres stærke position mange år frem i tiden - og vil derfor også være med til at drive det frem,” vurderer Vindmølleindustriens chefkonsulent.

Stort behov for infrastruktur
”Branchen kan levere møllerne, men det kniber med den fysiske planlægning samt med udbygningen af nettet, lige som de teknologiske og logistiske udfordringer er store.

”Det er endnu forholdsvis nyt at bygge havvindmøller. Hver vindmøllepark på havet skal levere mellem 150 og 250 MW, hvilket kræver en meget omfattende infrastruktur. Presset er nu så stort, at f.eks. installationsfartøjer meget snart kan forventes at blive en mangelvare.”

Jakob Lau Holst savner derfor en mere strømlinet myndighedsbehandling, fordi noget sådant er en forudsætning for, at der på længere sigt vil blive investeret mere i fødekæden til at producere havvindmøller.

”Den dag markedet kan se det langsigtede marked, så vil vi investere i den nødvendige infrastruktur. Hvis vi skal nå de 40.000 MW i 2020, kan vi ikke nøjes med at sætte 500 MW op om året, som er planen for de kommende to-tre år. Tallet skal snarere være mellem 3.000 og 5.000 MW pr. år, og frem til 2020 er både industrien selv og den nødvendige infrastruktur nødt til at vokse, hvis målet skal nås. Der er jo en vis tidsforskydning. For tiden vokser industrien med 30 procent om året, hvilket i sig selv er en meget stor udfordring, men om 10 år skal vi være fem-seks gange større end i dag,” siger Jakob Lau Holst.

Mit bud er derfor, at der trods en kraftig vækst allerede i dag, vil gå omkring fem år, før industrien for alvor er gearet til en stor ekspansion på de nordeuropæiske have. Jo før vi kommer op i gear, des mere kan vi levere i 2020.”

Udlandet ved at overhale Danmark
Danmark er indtil videre det land, som har opstillet flest havvindmøller, (ca. 420 MW) og Horns Rev 2 og - med forsinkelse - Rødsand 2 er undervejs. Men både Storbritannien og Sverige er med henholdsvis 360 MW og 110 MW stærkt på vej til at overhale os.

”Det er helt sikkert, at Storbritannien vil overhale os de kommende år”, mener Jakob Lau Holst. ”Selvom de danske havvindmølleparker fortsat vil udgøre en meget betydelig del af den danske forsyning, så vil de i fremtiden blive en mindre brik i forhold til den samlede europæiske energiforsyning frem til 2020. Og det er fint nok, for det er jo danske virksomheder, som stiller møllerne op i f.eks. England.

I den forbindelse bliver det helt afgørende, hvem der skal varetage nettilslutningen.

Her i landet er det kun Energistyrelsen, der som en central offentlig myndighed forhandler med Energinet.dk om tilslutning til nettet. I Tyskland har projektudvikleren været nødt til selv at løbe fra Herodes til Pilatus for at forhandle med såvel energimyndighederne, netselskaber og kommunerne vedrørende al form for planlægning, hvilket har været en meget stor byrde. Det var et problem. Derfor har Tyskland nu planer om at indføre den mere centralt styrede og dermed ukomplicerede danske model”, siger Jakob Lau Holst.

Fælles system kan testes på havet
Også afregningspriserne for strøm fra havvindmøller har indflydelse på, hvordan markedet udvikler sig. Investeringerne rykker derhen, hvor mulighederne for fortjeneste er størst. I øjeblikket modtager en britisk havmøllepark omkring det dobbelte af en dansk. Også danske virksomheder som f.eks. DONG Energy foretrækker derfor at investere på den anden side af Nordsøen. Dansk Energi argumenterer for fælleseuropæisk afregning via et certifikatsystem for vedvarende energi, men det forslag køber Vindmølleindustrien ikke umiddelbart.

”På lang sigt er vi enige i, at afregningen skal være markedsorienteret, så alle, der byder, handler med el og oprindelsescertifikater. I praksis kan det ikke lade sig gøre endnu, for der er meget stor forskel på et avanceret marked som det danske, der er præget af store investorer, og det tyske, der har mange små-investorer. Anderledes er det igen med de andre lande, hvor VE-andelen er under én procent”, påpeger Jakob Lau Holst.

Vindmølleindustrien mener imidlertid, at netop offshore rummer muligheder for at teste idéerne om et fælleseuropæisk system. For eksempel med ”udbud” som i Danmark – eller i form af en åben-dør-model og finansiering via VE-beviser eller en helt tredje model”, som Jacob Lau Holst formulerer det.