Første storby i verden: København er selvforsynende med lokal biogas fra toiletskyl og madaffald
København skriver et nyt kapitel i den grønne omstilling, som den første storby i verden til at realisere en omfattende cirkulær energiløsning baseret på affald fra borgerne. HOFOR åbnede et nyt produktionsanlæg til at håndtere denne biogas den 30. september.
Den lokalt producerede biogas benyttes bl.a. af restauranter i København.. Foto: Københavns Kommune
Hver gang en københavner trækker ud i toilettet og fylder en grøn biopose med madaffald, giver de et lille bidrag til den grønne omstilling. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, anvender nemlig biogas fra slammet i vores spildevand og madaffald til at producere bygas, som bruges både i virksomheder, til gaskomfuret i hjemmet og på restauranter.
Den unikke produktionsløsning er den første af sin art i verden og sker takket været mere end 15 års ambitiøst og dedikeret arbejde, som nu når målstregen: Bygassen til hovedstadens gaskunder produceres nu af lokalt produceret biogas. Tidligere var fossil naturgas fra Rusland og Europa hovedingrediensen i bygassen.
Det unikke ved HOFORs løsning er, at der er udviklet et integreret energikoncept, der gør det muligt at omdanne lokale ressourcer som spildevand og organisk køkkenaffald til biogas og anvende den direkte i bygasnettet til at forsyne en hel hovedstad. Resultatet er en lokal og cirkulær energiløsning, hvor byens egne restressourcer bliver til biobaseret energi for byens borgere og virksomheder. Fra toilet og biospand til gaskomfur går der cirka en måned, før affaldet er omdannet til ny energi.
Udviklingen af energiløsningen er sket i samarbejde med BIOFOS. Størstedelen af den biogas, som HOFOR nu opgraderer og blander til bygas, kommer fra byens tre store renseanlæg, hvor BIOFOS udvinder biogassen i store rådnetanke. Resten kommer fra et biogasanlæg i Solrød, som behandler det sorterede madaffald fra Københavns Kommune.
Mere end 200.000 københavnere modtager bygas fra HOFOR. Forsyningsselskabet leverer bygas i København, til Frederiksberg og i mindre områder i Tårnby, Hvidovre og Rødovre. Bygassen bliver særligt brugt af virksomheder, fx industri med højtemperaturprocesser, damp- og fællesvaskerier, storkøkkener og restauranter. Cirka 85% af bygassen sælges til erhvervskunder, mens resten anvendes af private kunder, der primært bruger gassen til madlavning på gaskomfurer.
Foto: Københavns Kommune
Københavns forsyningssikkerhed bliver styrket
Resultatet af det store arbejde kulminerede med HOFOR's indvielse et nyt produktionsanlæg for behandling af biogas i Valby den 30. september:
”Med åbningen af byens nye biogasanlæg kan vi nu forsyne vores flere end 200.000 kunder med bygas baseret på lokal biogas fra københavnernes eget skidt og skrald. Det hele begyndte med Københavns Kommunes vision om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Den ambition satte arbejdet med at transformere bygasforsyningen i gang, og resultatet ser vi i dag, hvor vi nu bliver selvforsynende. Det skyldes en vaskeægte pionerindsats,” siger Susanne Juhl, der er bestyrelsesformand i HOFOR og BIOFOS.
”Samtidig reducerer vi afhængigheden af fossil gas og styrker både dansk forsyningssikkerhed og robustheden i energisystemet,” tilføjer hun.
Indsatsen med at udnytte spildevandet og madaffaldet i gassystemet bidrager desuden til at gøre en samfundskritisk forsyning i København CO2-neutral:
”Jeg er virkelig glad for, at København nu er selvforsynende med biogas, der stammer fra københavnernes eget affald. Det er cirkulær økonomi helt tæt på hverdagen og et godt eksempel på, hvordan vi i København ikke bare taler om den grønne omstilling, vi handler også på den. Som selvforsynende bliver vi samtidig mindre afhængige af, hvad der sker langt væk fra København. Det styrker byens forsyningssikkerhed, og det er vigtigt i den tid, vi lever i,” siger Sisse Marie Welling, Københavns Overborgmester.
