Et glas søvand og en dråbe klor

Af Kristina Øby Pedersen

Grundvand eksisterer på Grønland, men er vanskeligt at udnytte. Den grønlandske vandforsyning er derfor baseret på overfladevand som samles i såkaldte vandsøer. Det er dog en problematisk løsning, som kan føre til infektioner, fordi vandet indeholder bakterier og parasitter – mest markant om foråret.

”Hvert forår, når isen smelter, løber der urent vand ned i vandsøerne, og så er der et par uger, hvor der er flere sygdomstilfælde,” siger procesingeniør Peter Borch Nielsen, Krüger A/S.

”Mange grønlandske vandværker er bygget i 50’erne, og den eneste form for rensning, man bruger, er en grov filtrering og tilsætning af klor, uddyber han.” Den manglende rensning betyder, at vandet kan være brunligt og smagen ”kælderagtig”.

Der er dog allerede sket forbedringer nogle steder. Peter Borch Nielsen har således været involveret i to projekter henholdsvis på Thulebasen og i Aasiaat. I begge tilfælde har Krüger dels anvendt egne teknologier og dels teknologier udviklet af søsterselskaber. Han er netop vendt tilbage efter at have undervist på kurser for de medarbejdere (danskere og grønlændere), som står for driften af vandværkerne.

”Mange af dem er udsendte danskere, som typisk bliver der i få år. Så rejser de hjem, og vandværket mister kompetencer, så Grønlands Energiforsyning, Nukissiorfiit, er nødt til at afholde regelmæssige kurser,” siger han.

Mudderfarvede skjorter
Et af de første nye vandværker blev etableret på Thulebasen, hvor beboerne klagede over, at deres skjorter blev brunlige, når de vaskede dem. Her skete der i 2001 en stor oversvømmelse, som fyldte vandsøen med mudder.
I 2002 opførte man det nye 80 m3/time vandværk. Her blev der installeret en membran, som filtrerer vandet og mest af alt ligner et stort bundt kogt spaghetti.

Ifølge afdelingschef Søren Carsten Nielsen danner den en barriere mod mudderpartikler, bakterier og vira.
”Faktisk er et virus for lille til, at vores membran kan standse det, men et virus hæfter sig altid til noget andet, derfor virker det alligevel,” siger han. Han forklarer, at det hele sætter sig fast på ydersiden af membranen, og derefter kan man suge rent vand op gennem membranen der er udformet som en masse spaghetti-rør, der hænger ned i vandet.
Når vandet kommer op, bliver det UV-behandlet, og til sidst tilsættes klor. Rensningen koster alt i alt 4 kr. pr. kubikmeter vand inklusive afskrivning og udskiftning af membraner hver tiende år.

”Det er faktisk ikke nødvendigt at tilsætte klor, for vandet er rent, og smagen er som almindeligt drikkevand. De danske og grønlandske medarbejdere i Greenland Contractors, som driver basen, tapper også vandet, før der tilsættes klor. Når vi overhovedet tilsætter klor, er det kun fordi amerikanerne ikke mener, at vand er rent, hvis ikke det smager af klor,” siger Søren Nielsen.

Alt for mange vandrør
”Anlægget i Thule har nu kørt i fem år helt uden problemer,” siger Peter Borch Nielsen. ”Det eneste problem deroppe er, at rørnettet er alt for stort. Tidligere var der 5.000 soldater på basen, i dag er der 200, og derfor kan vandet komme til at stå for længe i vandrørene. For øjeblikket er vi sammen med Greenland Contractors i gang med at undersøge ledningsnettet og mulighederne for en flytning af vandværket. I dag ligger det ved vandsøen, men der er et stykke vej fra basen, og Greenland Contractors vil gerne have det flyttet tættere på basen, så de kan komme til det i al slags vejr.”
Selve arbejdet kommer dog ikke i gang før til foråret.

”Man kan kun arbejde deroppe mellem maj og september, resten af tiden er det mørkt og meget koldt,” siger Peter Borch Nielsen og tilføjer, at det i det hele taget er yderst besværligt at arbejde på specielt Thulebasen.
”Man må ikke glemme noget, for hvis man gør det, er det utrolig svært at få fat på. Derfor gennemfører vi altid en generalprøve på opstillingen i Danmark, før vi tager af sted.”

Helt nyt vandværk
Også i Aasiaat har Krüger stået for etableringen af et nyt 160 m3/time vandværk. Projektet er afsluttet i år, og teknologien adskiller sig på flere måder fra anlægget i Thule. Og det ligner slet ikke et dansk vandværk.
”I Aasiaat havde de et gammelt anlæg fra 50’erne, akkurat som de fleste steder på Grønland, og også her var den eneste rensning en simpel filtrering og tilsætning af klor. Og det er ikke nok til at undgå sygdomsfremkaldende mikroorganismer,” siger Peter Borch Nielsen.

Opgaven var for så vidt den samme som i Thule, nemlig at fjerne brunfarvning, virus og bakterier, og dermed også den kælderagtige smag.

På det nye anlæg tilsættes kemikalier som opsamler bakterier og misfarvning. Det hele opfanges i et særligt filter, som med mellemrum skal skylles. Det bruger vi ti procent af det rensede vand til. Derefter renser vi skyllevandet, og genbruger det, og tilbage er der en rest på én procent, som ledes ud i havet, for på Grønland findes ikke renseanlæg,” siger Peter Borch Nielsen. Efter denne rensning bliver vandet UV-behandlet, og til sidst tilsættes klor.

Mange flere opgaver venter
”Grønland vil gerne have moderniseret alle sine vandværker, ikke kun af hensyn til befolkningen, for udenlandske importører af grønlandske fødevarer stiller krav om en højere vandkvalitet. Vi arbejder gerne videre for det er spændende at udføre projekter i Grønland både fagligt og personligt for dem der er på projekterne” siger Søren Nielsen.

Kritik af dansk praksis
Søren Nielsen benytter lejligheden til at give udtryk for sin holdning til den danske praksis på drikkevandsområdet.
”Her i Danmark har vi godt drikkevand og er glade for, at vi er så dygtige til at rense vand, men det passer i virkeligheden ikke, for vi behandler stort set ikke vandet, selvom det i nogle tilfælde kunne være nødvendigt. 1000 boringer i Danmark er lukket, fordi de på den ene eller anden måde er forurenede. I fx Hjørring har de store problemer med forurenet grundvand, og de vil gerne have lov til at rense vandet, men det har de endnu ikke fået tilladelse til. Vi vil hellere drikke vand med pesticidrester end rense det,” bemærker han.

”Vi skal også være opmærksomme på, at drikkevand er en knap ressource i nogle områder af landet, og her kunne vi rense i stedet for at lukke boringer, siger han og peger på, at nye boringer desuden er en dyr løsning.

Søren Nielsen mener heller ikke, at vi i Danmark bør acceptere et stort kalkindhold i vandet. Han er ikke i tvivl om, at vi kunne opnå store energibesparelser, hvis vi valgte at fjerne kalken, som man gør det i dele af Sverige.

Også Peter Borch Nielsen er kritisk over for dansk praksis på området. Han påpeger især den manglende kontrol.
”Det søvand, som renses til brug på Novozymes i Nordvestsjælland er mikrobiologisk mere sikkert end det danske drikkevand,” slutter han.