Det stinker af kattepis

I 1964 rullede de sidste badegæster håndklædet sammen og forlod stranden ud for Kærgaard Klitplantage, men først i 1973 stoppede deponeringen af giftigt affald fra Grindstedværket. Siden har området ligget øde hen. Badeforbud har sammen med stanken holdt de fleste væk.

I dag, mere and 50 år efter giftlossepladsens ”etablering” i 1956, er Arkil Miljøteknik i gang med oprensningen af de to ældste depoter.

Forud er gået en lang række forundersøgelser, som skulle identificere forureningens art og kompleksitet. Og det viste sig at være værre end først antaget, ingen havde nemlig regnet med at finde kviksølv. COWI stod for undersøgelserne, mens Grontmij Carl Bro er rådgiver på oprensningens udførelse.

Uhørte mængder af klorerede opløsningsmidler
Opgaven med oprensning af den værste forurening – grube 1 og 2 – blev udbudt i licitation i 2007. efter at Region Syd havde indgået en aftale med Miljøministeriet om finansiering. Aftalen indebærer en ligelig fordeling af udgifterne mellem de to parter.

Opgavens omfang sættes i perspektiv af projektleder og geolog Jørgen Fjeldsø Christensen fra jordforureningsafdelingen i Region Syddanmark.

"Det er en helt usædvanlig opgave det her. I de godt 20 år, jeg har arbejdet med jordforurening, har vi ikke været i nærheden af en oprydning i den her størrelsesorden. Vi fjerner op mod 210 tons klorerede opløsningsmidler fra området. Til sammenligning er vi i gang med en oprensning ved et gammelt renseri i Odense, hvor vi fjerner et halvt ton klorerede opløsningsmidler," siger han.

Han forklarer, at man med den igangsatte rensning af de to depoter fjerner op mod halvdelen af den samlede mængde af klorerede opløsningsmidler i området.

”Oprydningen vil fjerne meget af den kattepis-lignende lugt, der er i området. Der vil dog fortsat være advarselskilte om kontakt med sand og vand på stranden, da forholdene her først vil blive forbedret på lang sigt".

Han pointerer desuden, at oprydningen af de to første depoter giver en værdifuld erfaring, som kan bruges, hvis der bliver taget politisk beslutning om at fjerne forureningen i de resterende fire depoter.

Kviksølvet var en overraskelse
”Vi fik opgaven den 1. november, men vi fortsatte forhandlingerne helt frem til den 20. november, fordi det efter vores første tilbud havde vist sig, at gruberne også indeholdt kviksølv,” siger Steffen Larsen, Arkil Miljøteknologi. Han fortæller, at kviksølv ikke kunne måles i grundvand og havvand, fordi det var bundet i jorden og derfor først blev fundet ved graveprøver.

Der er afsat i alt 50 millioner kroner til oprensningen, og de første ca. 20 millioner bliver brugt på den første del af opgaven. Ifølge Steffen Larsen handler det om opgravning af de øverste 2-3 meter jord og ifyldning af ny jord. De områder, der skal renses på denne måde, er hver især på 600-800 kvm. I alt skal der fjernes 5000 tons forurenet sand og slam.

”Bygherren ønsker selvfølgelig den størst mulige effekt for pengene, og de mener, at man med den løsning fjerner den værste del af problemet. Så skal det senere vurderes, om det er tilstrækkeligt. Hvis det er nødvendigt at rense dybere kan det ske ved såkaldt in situ-rensning med damp og kemisk oxydation. Det tager længere tid, men det er ret effektivt,” siger han og nævner, at COWI i forbindelse med sine forundersøgelser har peget på tre eller fire metoder. Denne opgave indgår dog ikke i den nuværende licitation.

”Håbet er, at effekten er så god, at badeforbudet kan ophæves inden for overskuelig tid, men resultaterne kender vi først senere,” siger han.

De fire øvrige gruber ligger længere fra Vadehavet, og ifølge Steffen Larsen regner man ikke med, at forureningen her er så slem som i de to ældste. ”Men man kan selvfølgelig blive klogere,” tilføjer han.

Sand og slam skal genanvendes
Jorden skal graves op, køres væk og sendes til rensning i henholdsvis Holland og Tyskland. Det øverste lag er sand, som sendes til Holland, hvor det gennemgår en termisk rensning, det vil sige, at det varmes op til ca. 1000 grader, herefter kan det bruges til digebyggeri.

”Vi har lige sendt en skibsladning sand til virksomheden ATM i Holland, senere sender vi det mere giftige slam til SITA GmbH i Ruhr, som kan rense det så godt, at det kan genanvendes. Hvis ikke det kan genanvendes må vi slet ikke sende det ud af landet,” siger han.

Det betyder, at det mest giftige slam skal renses på kommunekemi. De kunne imidlertid ikke stå for hele rensningsopgaven.

”Hvis de skulle have klaret hele opgaven, ville det tage tre år, fordi der er grænser for, hvor meget de må lede ud af deres skorstene,” forklarer Steffen Larsen.

Store sikkerhedsforanstaltninger
”Det stinker helt ubeskriveligt. Stanken minder om lugten af kattepis, bare meget kraftigere,” siger Steffen Larsen, som fortæller, at folk der boede tre til fire kilometer væk ringede og klagede, da opgravningen begyndte.

Under hele oprensningen kører Arkil Miljøteknik da også på aller-, allerhøjeste sikkerhedsniveau, som Steffen Larsen udtrykker det..

”Alle gravemaskiner er forsynet med frisk luft, og de folk, der skal gå på grunden er forsynet med slanger der er forbundet til luftbeholdere, så de ikke skal indånde giften.” siger han, men understreger, at det ikke er et stort problem, for det er folk, der er vant til at beskytte sig. De arbejder udelukkende med forurenet vand og jord.

Transporten af sand og jord fra plantagen på lastbiler foregår på samme høje sikkerhedsniveau. Det tilstræbes at emballere læssene så tæt, at der ikke forekommer spild eller lugtgener i forbindelse med transporterne.

”Vi har folk, der kun beskæftiger sig med rengøring af biler og presenninger, før de kører ud af området, og de er lukket så tæt, at der ikke kan falde den mindste smule sand ud på vejen. Når vi læsser sand fra lastbilerne ned i skibe, er der udbredt en membran, som skal sikre, at der ikke spildes noget på havnen,” siger han.
Han regner med at arbejdet er afsluttet i maj/juni.