Danske rapporter er lidt bedre end gennemsnittet

The Alliance for Corporate Transparency udgav i februar måned en analyse af bæredygtighedsrapporterne fra 1.000 store europæiske virksomheder. Heraf er 34 danske (se listen til højre) og 134 fra ”Nordic region”, som i denne sammenhæng tæller Danmark, Sverige og Finland.

Rapportens generelle konklusion er, at der ikke er væsentlige forskelle mellem de forskellige regioner, med få undtagelser. Virksomheder fra Østeuropa ligger et godt stykke efter alle andre, og i de nordiske lande har virksomhederne tendens til at præsentere mere specifik information end de øvrige lande.

CSR.dk har dykket lidt ned i tallene, så vi kan se, hvor de danske virksomheder i undersøgelsen gør det bemærkelsesværdigt bedre, værre eller bare anderledes end gennemsnittet.

Hvorfor er vi mon vilde med FN?
Der er nogle områder, hvor danske virksomheder bare vælger anderledes, uden at man kan sige, at det er godt eller dårligt. F.eks. at der er langt flere, som synes, det er bedre at publicere en separat rapport end at lægge information om bæredygtighed i årsrapporten. Eller at bruge FN’s Global Compacts 10 kriterier og de 17 verdensmål som ramme for sin rapportering, mens gennemsnittet er væsentligt mere begejstrede for GRI (Global Reporting Initiative).

Man kan spekulere i, om danskernes manglende begejstring for GRI-standarden og tilsvarende større begejstring for at referere til Global Compacts 10 principper handler om, at sidstnævnte efterlader ganske vide rammer for, hvad man vælger at rapportere på, mens GRI kan opleves som en noget mere struktureret og knap så fleksibel rapporteringsramme.

Verdensmålene er det ikke så mærkeligt, at de danske virksomheder benytter i større grad – kun overgået af de svenske virksomheder undersøgelsen. Kendskabet til Verdensmål er generelt højt i begge lande, og i Danmark har både politikere, regering og de store erhvervsorganisationer helt fra 2015 skubbet godt på for at få dem ud i virksomhederne, med beskeden om at dette var den største markedsmulighed, de nogensinde havde set.

Danske virksomheder overgår også alle andre i brugen af FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv som reference i rapporteringen. Danmark er det eneste land i undersøgelsen, hvor over 20 procent af virksomhederne har henvist til det værktøj. Til gengæld er der 12 lande, hvor nul virksomheder referer til retningslinjerne, når de rapporterer. Det bedste bud på den forskel er, at der i Danmark findes nogle anerkendte og ihærdige eksperter i menneskerettigheder, som har bragt retningslinjerne ud i virksomhederne. Niveauet er stadig lavt, men alligevel…

Overraskende gode til menneskerettigheder
Ser man på hele analysen af rapportering på menneskerettigheder, så opdager man, at de danske virksomheder fremstår med relativt stort overskud og indsigt. De præsterer bedre på identifikation af væsentligste risici, forklaring af hvor de har den største potentielle impact, på stakeholder engagement, indsats for at reducere impact og etableringen af klagemuligheder.

Det er i nogen grad i modstrid med den måde, arbejdet med menneskerettigheder typisk er italesat i det danske CSR-miljø. Så det er en positiv nyhed.

Lidt malurt skal der dog i bægeret. For selv om de danske virksomheder er bedre end de andre i undersøgelsen, er det generelle niveau ikke imponerende. Så det urgamle spørgsmål dukker op igen: Er man god, hvis man er bedre end de andre? Eller kræver det noget mere end det?