Cloud computing er miljøvenligt
Lær at bruge de nye it-muligheder og hold virtuelle møder. Nye it-programmer fra IBM og Microsoft giver forbedrede tilbud til samarbejdspartnere, som fysisk opholder sig forskellige steder.
Microsoft har netop lanceret Office 365 og IBM er på vej med en ny version af Lotus Live. De nye programmer giver bedre mulighed for virtuelle møder og for, at flere kan skrive i det samme dokument på én gang. Forudsætningen er, at virksomhederne benytter sig af cloud computing - eksterne servere.
Cloud computing er grøn it, fordi de kan reducere virksomhedernes rejseomkostninger og dermed skære ned på CO2. I starten blev cloud-løsningerne især brugt af økonomifunktionen, men de nyudviklede værktøjer bliver brugt langt bredere og vil også påvirke virksomhedernes måde at organisere det daglige arbejde.
Anders Sabra, der er salgsleder for cloud-computing hos IBM siger, at kunderne i stigende grad efterspørger 24 timers support. De vil kort og godt arbejde hvor og når, de har lyst.
"Virksomhederne arbejder i højere grad i projekter på tværs af lande og tidszoner. Det er både tidsbesparende og økonomisk besparende at benytte sig af cloud computing, og virksomhedernes interesse er også vokset voldsomt de senere to år", siger Anders Sabra.
Jesper Grønbæk, der er cloud-ansvarlig hos Microsoft Danmark, ser også store miljøperspektiver i cloud computing. Han vurderer, at mindre virksomheder kan spare helt op til 70 procent på deres CO2, hvis de benytter sig af cloud computing i stedet for selv at have servere stående.
- UB
