Verdens første brintdrevne gaffeltrucks skal stå sin prøve
H2 Logic afprøver verdens første brintdrevne forureningsfri gaffeltrucks. Afprøvningsprojektet er Europas største og koster 50 millioner kroner.
I samarbejde med en række europæiske partnere afprøver H2 Logic nu verdens første komplet brintdrevne forureningsfri gaffeltrucks. Afprøvningsprojektet har et budget på 50 millioner kroner og er dermed Europas største hidtil.
Projektet er sat i værk for at reducere CO2-udslippet indenfor transport af varer. Én intensivt anvendt gaffeltruck kan nemlig udlede lige så meget CO2 som otte biler årligt. Øget bæredygtighed på dette område kan således give et betydelig bidrag til de politiske målsætninger om reduktion af CO2 udledningen fra transport.
Afprøvningen af den nye brintdrevne gaffeltruck skal skabe grundlag for en efterfølgende markedsintroduktion. En sådan kan ske allerede fra 2013, hvis politikerne skaber de rigtige rammebetingelser for eksempel som i USA, hvor der gives 30 procent støtte til indkøb af brændselscelle produkter, lyder det fra H2 Logic.
-SRR