Temadag om bæredygtighed i Esbjerg
Den 3. december afholdes temadag på Aalborg Universitet i Esbjerg med praktiske demonstrationer og åben paneldebat.
Syddanske virksomheder og Aalborg Universitet i Esbjerg prøver nu i fællesskab at gøre diskussionen om fremtidens bæredygtige energisystemer mere håndgribelig for almindelige borgere ved at afholde temadag på universitetet i Esbjerg. Aktiviteterne starter fra morgenstunden, når 600 elever fra otte folkeskoleklasser og 14 gymnasieklasser fra Esbjerg og Varde Kommuner kommer på besøg på universitetet for at lære mere om energi og klima. Den del af arrangementet er blevet til i samarbejde med Esbjerg Kommunale Skolevæsen, som i ugerne op til det store klimatopmøde i København har sikret folkeskoleklasser adgang til relevante virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Fra klokken 14-17 er universitetsbygningerne på Niels Bohrs Vej 8 i Esbjerg åbne for alle interesserede, og nye gæster vil få mulighed for at se nogle af de samme udstillinger og demonstrationer som skoleklasserne. Dermed kan de blandt meget andet få svar på, om man kan lave energi ved at skvulpe med bølger i badekarret, om biler og mobiltelefoner kan holdes i gang ved hjælp af græs og gylle, og om vindenergi kan udnyttes uden at bruge en vindmølle. Dagen afsluttes med en paneldebat fra kl. 15.30, hvor eksperter og erhvervsrepræsentanter giver deres bud på, hvordan fremtidens bæredygtige energisystemer vil påvirke borgerne. Prodekan Torben Rosenørn, som er leder af Aalborg Universitet Esbjerg, siger:
Diskussionen om bæredygtighed i energisektoren foregår ofte på et meget abstrakt plan. Vi vil gerne trække den ned på et niveau, hvor alle kan forstå, hvad det handler om, og hvad fremtidsperspektiverne er for den enkelte.
-JR