Stor interesse for at hjælpe socialt udsatte
Danske virksomheder bruger gerne resurser på at hjælpe socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet, viser ny opgørelse fra Lederne.
Interessen for at arbejde med socialt udsatte er stor blandt danske virksomheder. Siden projektet Fra Udsat Til Ansat gik i gang i 2007, har cirka 5.500 ledere og andre repræsentanter for danske virksomheder deltaget i projektets gratis kurser, der giver konkrete redskaber til at tage imod og samarbejde med socialt udsatte på arbejdspladsen. Det viser en opgørelse fra Lederne. (Tidl. Ledernes Hovedorganisation)
Faktisk er interessen så stor, at det ikke er muligt at afholde alle de kurser, der efterspørges, fortæller Rikke Kallesøe Raecke, arbejdsmarkedskonsulent hos Lederne. Hun glæder sig over den interesse, der har været for at udvise social ansvarlighed.
Det er meget positivt, at ledere trods krisen fortsat påtager sig et socialt ansvar for ledige, der har behov for ekstra støtte. Ledere spiller en nøglerolle, når socialt udsatte skal indsluses i virksomheden, for det er lederen, som skal gå foran og være rollemodel og inspirator for de øvrige ansatte, siger Rikke Kallesøe Raecke.
Kurserne giver lederne konkrete redskaber til at håndtere blandt andet konflikter og svære samtaler. De får også information om, hvilke muligheder de har for at samarbejde med jobcentre, sociale myndigheder og frivillige organisationer.
Ifølge Rikke Kallesøe Raecke er det både ledere fra offentlige og private virksomheder, der deltager på kurserne. Og de kommer fra vidt forskellige brancher:
Selvfølgelig er der en stor del ledere fra produktionsvirksomheder, men vi har også haft kursister fra eksempelvis Østjyllands Politi, Post Danmark og forskellige sosu-skoler."
Tilbagemeldingerne fra de virksomheder, der har deltaget på kurserne, er, ifølge Rikke Kallesøe Raecke, meget positive.
Mange af dem melder tilbage, at de vil bruge de redskaber, de har fået på kurset. Pludselig synes de ikke længere, at det er så farligt at hjælpe socialt udsatte.
Fra Udsat Til Ansat er et treårigt projekt iværksat af Servicestyrelsen under Socialministeriet.
-LA