Staten taber tocifret milliardbeløb på Nordsøaftale
Aftalen om Nordsøbeskatningen, som den danske stat indgik med DUC-selskaberne Shell, Chevron og A.P. Møller i 2003, koster hvert år staten op mod 10 milliarder kroner i manglende indtægter.
Siden Nordsøaftalen blev indgået i 2003 af den daværende danske regering, er prisen per tønde olie steget markant. Derfor er det DUC-selskaberne, herunder blandt andet A.P. Møller-Mærsk, der får glæde af den økonomiske gevinst, og den danske stat, der står tilbage som den store taber. Det konkluderer den grønne tænketank CONCITO i analysen Finansiering af grøn omstilling via Nordsøbeskatningen:
Olieprisen var på tidspunktet for aftalens indgåelse omkring 20 $ pr. tønde, og er siden steget til over 100 $. En helt central forudsætning bag aftalen er således bristet, og det koster i dag staten et tocifret milliardbeløb årligt. Med den nuværende oliepris er DUC-selskabernes forrentning 5-6 gange markedsrenten, og det må siges at være udtryk for massiv overbetaling, forklarer Frans Clemmesen, som er cheføkonom i CONCITO.
Øget kulbrintebeskatning kan finansiere grøn omstilling
CONCITO peger på kulbrinteskattesatsen som et vigtigt middel til at sikre staten en passende andel af indtægterne ved de høje oliepriser. En del af merprovenuet fra en stramning af kulbrintebeskatningen bør nemlig ifølge CONCITO anvendes til at finansiere den grønne omstilling af den danske energisektor:
Hvis vi skal nå FNs målsætning om højst to graders global temperaturstigning, må vi ifølge Det Miljøøkonomiske Råd kun afbrænde omkring halvdelen af de kendte forekomster fossile brændsler. Givet Danmark alligevel vælger at udvinde alle ressourcerne i Nordsøen, bør man derfor overveje at bruge en del af provenuet fra salget af disse ressourcer til finansieringen af en grøn omstilling af den danske energisektor, siger Frans Clemmesen.
Nuværende klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) udtalte i går til flere danske medier, at Nordsøaftalen skal til serviceeftersyn, og at et eftersyn kan føre til, at forhandlingerne bliver genåbnet.
- OWG