I would run for Congress!

For de fleste er dette en intetsigende indgang til en artikel, der handler om, hvad jeg vil gøre, hvis jeg var klima- og energiminister i Danmark. Mange ville nok forvente en masse synspunkter på, hvad der skal laves om på i Danmark. Men hvis der virkelig skal gøres noget for det globale klima, så handler det om at få USA med på vognen. Uden USA kan det også synes meget svært, at få de tilsammen største og hurtigst voksende udledere af klimagasser med. Nemlig Kina og Indien. Uden disse to lande og andre som deltagere i en klimaaftale, ja så kan vi formentlig imødese en mere og mere sandsynlig klimakatastrofe.

Så derfor. Hvis jeg var klima- og energiminister, så ville jeg stille op til valg til den amerikanske Kongres.
Det er selvfølgelig ikke muligt, men det er bare for at sige, at det er i det politiske spil mellem den amerikanske præsident, Repræsentanternes Hus og Det Amerikanske Senat, at en af hovednøglerne til en global løsning på klimaproblemstillingen skal findes. Det skal jeg nok komme nærmere ind på nedenfor.

Det er ikke præsidentens beslutning
Men hvorfor lige netop den amerikanske Kongres? Hvorfor ikke præsident? Normalt har vi i Danmark voldsomt fokus på den amerikanske præsident, og vi har en tendens til at glemme, eller også ved vi det ikke, at det er helt centralt, at både Senatet og Repræsentanternes Hus i den amerikanske Kongres er enige, helt ned til sidste komma. Er de ikke det, så falder ethvert forslag.

Endvidere, så er det rent teknisk alene Senatet, der kan acceptere og godkende internationale aftaler, herunder også en international klimaaftale med amerikansk deltagelse. Det kan præsidenten ikke. En tredjedel af Senatet er på valg samtidig med det kommende præsidentvalg, og endvidere er alle i Repræsentanternes hus på valg.

Alt dette er lidt af en tidsmæssig udfordring, hvis vi skal gøres os håb om en international klimaaftale i København i 2009 med amerikansk deltagelse. Det skyldes ikke mindst, at USA står over for nogle afgørende indenrigspolitiske forhandlinger på klimaområdet. Her starter man nemlig (på føderalt niveau), der hvor vi selv og mange lande i Europa var for mange år siden. Derfor er det helt afgørende, at processen mellem det kommende nye Senat, Repræsentanternes Hus og den kommende nye præsident ikke kører alt for skævt fra starten.

Liberman-Warner-forslaget er favorit
Ethvert tiltag til en føderal lovgivning starter i et af Kongressens to kamre. Og netop nu er der indtil flere forslag på vej gennem Senatet, der handler om at begrænse det amerikanske udslip af klimagasser. Især et forslag "The Liberman-Warner Bill" er udpeget som det ledende forslag, og det vurderes i USA, at det vil komme til at lægge grunden til den klimapolitik, som McCain, Obama eller Clinton vil stå for efter præsidentvalget.

Liberman-Warner-forslaget er interessant set fra et europæisk perspektiv, da det hviler stærkt på et føderalt kvotehandelssystem, der skal omfatte elproduktion, transport og industri. Forslaget er, at disse sektorer, der står for nær ved 80 pct. af det amerikanske udslip af drivhusgasser, skal bidrage til, at det amerikanske udslip af klimagasser i forhold til niveauet i 1990 reduceres med 11 pct. i 2030 og 25 pct. 2050.

Det kunne synes voldsomt, ikke mindst når det tages i betragtning, at den seneste fremskrivning fra EIA (den amerikanske Energy Information Administration) skønner, at det amerikanske udslip af CO2 vil vokse med 16 pct. frem til 2030. Altså hvis ikke der indføres ny lovgivning.

Kun en begyndelse
Men set i forhold til hvor det globale udslip skal hen, hvis vi skal gøre os håb om at undgå de værste klimakatastrofer, så er dette kun en begyndelse. Liberman-forslaget indebærer faktisk "kun" en stabilisering af det amerikanske udslip i 2020 set i forhold til det amerikanske udslip i 1990.

Omvendt, så er amerikanerne midt i en national proces, der meget gerne skal ende med, at de samlet set beslutter sig for at lægge låg på deres udslip af klimagasser. Og jo hurtigere denne proces kan færdiggøres, jo større vurderer jeg chancen er for, at USA vil sige ja til at gå med i en international aftale ved den internationale klimakonference i København i 2009. Jo større er chancerne også for, at lande som Kina og Indien vil deltage. Men der er en lang række hvis'er og men'er.

Kyoto er død
Det er synspunktet i USA, at Kyoto er død. De vil have en anden form for aftale, hvor alle større økonomier påtager sig ens bindende internationale forpligtelser. Men spørgsmålet er, hvad ens bindende internationale forpligtelser er, og hvad der skal til for at overbevise lande som Kina og Indien. Måske skal der netop det til, at USA ved topmødet i København har eller er meget nær ved at tilendebringe sin nationale proces. Og så er vi igen tilbage ved spillet mellem Senatet, Repræsentanternes Hus og Præsidenten.

Endvidere arbejder USA på at oprette en "International Clean Technology Fund", der skal administreres af Verdensbanken, og som finansielt skal hjælpe udviklingslandene med at investere i renere teknologier. Det er en fond, som USA arbejder sammen med

UK og Japan om, og som er bragt ind i G8-regi. Fonden har ikke noget med Kyoto-mekanismen CDM at gøre. Faktisk vil USA bruge denne fond til at overtale lande som Kina og Indien til at påtage sig bindende forpligtelser. Om det er nok, det er uvist.

Uden om FN
Endelig kan det også nævnes, at USA i det hele taget satser meget på at køre en proces i et regi, hvor alene de største udledere sidder med ved det runde bord. Det vil sige en proces, der kører udenom FN-processen. Det kan både være en fordel og ulempe for Klimatopmødet i København i 2009.

Men uanset hvad, så vil alles øjne være rettet mod, hvad der sker internt i USA. Ikke mindst hvad der sker på føderalt niveau i Kongressen.

Så hvis klima- og energiministeren virkelig vil gøre noget for at komme i hus med en international klimaaftale i København i 2009 - Then she should run for Congress.