Grønne virksomheder har den bedste eksportevne
Danske virksomheder inden for energi- og klimateknologi-branchen har en markant stærkere eksportevne end gennemsnittet, viser ny dansk forskning.
Eksportevnen for grønne virksomheder har været opadgående de seneste ti år med i alt 10 procentpoints stigning, mens den gennemsnitlige eksportevne for danske virksomheder har ligget status quo. Danmark er således godt rustet til at konkurrere internationalt på de grønne markeder med en eksportevne for virksomheder inden for energi- og klimateknologi, der ligger over gennemsnittet for danske virksomheder. Sådan lyder de foreløbige resultater fra et samarbejde mellem forskere fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet og DI Energibranchen. Målet med samarbejdet er at fremme grøn vækst i Danmark. Forskerne formoder, at det især er de grønne virksomheders teknologi- og videnstunge produkter, der ligger til grund for den stærke eksportevne, som defineres som virksomhedens evne til at komme ind på internationale markeder. Forskningen viser blandt andet, at væksten i energiteknologieksporten var på 19 pct. fra 2007 til 2008. Til sammenligning havde den øvrige danske vareeksport en vækst på ca. 5 pct. Siden 1998 er energiteknologieksporten desuden mere end tredoblet. Derudover har energi- og miljøvirksomhederne en stor international tilstedeværelse og eksporterer gennemsnitligt til ti lande, hvorimod den gennemsnitlige danske eksportvirksomhed kun eksporterer til syv lande.
Branchedirektør Anders Stouge fra DI Energibranchen siger om forskningsresultaterne:
Vi ser de foreløbige resultater fra forskernes arbejde som meget vigtige for vores arbejde med at pege på politiske rammer, der gør det attraktivt for energi- og klimavirksomheder at lokalisere sig med produktion og udvikling i Danmark. Der er ingen tvivl om, at vi skal satse benhårdt på forskning, udvikling, demonstration og markedsmodning.
Anders Stouge oplyser desuden, at resultaterne indgår i DI Energibranchens strategidrøftelser om grøn vækst.
-JR