Folkemøde: Hvordan får vi opfyldt målene fra Parisaftalen om klima?

Man kan vel godt kalde det fremskridt. Når en paneldebat om klimaudfordringen starter med den præmis, at udfordringen er der, og at målet om at komme under to graders global opvarmning er et rigtigt og nødvendigt mål. Og præmissen slet ikke er til diskussion. 

Det var situationen til et arrangement i pensionsselskabet PFA'd telt torsdag d. 16. juni 2016. Et stærkt panel skulle diskutere, hvordan COP21, altså Parisaftalen fra december 2015, påvirker måden samfundet investerer på.

Men bare fordi alle er enige om præmissen, gør det ikke emnet nemt at diskutere vejen frem mod målet. 

Hvor længe skal vi bruge fossile brændstoffer?
Tag nu bare spørgsmålet om, hvor længe verden kommer til at være afhængig af fossile brændstoffer, hvor mange af verdens reserver vi skal hive op af undergrunden og hvad der kommer til at afgøre de spørgsmål?

Klima- og Energiminister Lars Christian Lilleholt forklarede i den forbindelse, at han både troede og håbede, at vi skulle hive masser af fossile brændstoffer op af Nordsøen i mange år endnu, og at hvis der var skifergas, så skulle det også op - hvis man kunne gøre det på en miljømæssigt forsvarlig måde. 

Danmark kan godt gøre sig selv uafhængig af fossile brændstoffer inden for en overskuelig årrække, men udviklingslandene vil gøre brug af både olie, kul og gas i lang tid endnu, sagde han. Så det vigtige er, at Danmark hjælper med at gøre resten af verdens brug ansvarlig - og det er der virkelig gode eksportmuligheder i, som Danmark skal brug mange kræfter på at forfølge.  

Men der er jo en grænse

Klimarådets formand og forsker Peter Birch Sørensen indvendte dog her, at nu skulle man jo huske, at al forskning viser, at hvis vi skal holde opvarmningen under de magiske to grader, så skal to tredjedele af de kendte reserver af fossile brændstoffer blive i undergrunden. 

Lars Jensen fra Ansvarlig Fremtid, som arbejder for at dirigere investeringer væk fra klimaskadelige aktiviteter, tilføjede, at man også skulle huske, at Parisaftalens mål er "net zero emissions by mid-century", og at hvis det skal lykkes så skal alle i verden af olie, kul og gas. Han anerkendte, at det er en gigantisk opgave, men det er det, der er opgaven. 

Skal man så investere i sort?

Som Ansvarlig Fremtid ser det, er det en god idé at få en masse dansk eksport ud af klimaspørgsmålet, men at det ikke fjerner behovet for at holde op med at opdyrke nye olie- og gasfelter og at holde op med at investere i virksomheder, der gør det. Fordi de virksomheder ikke skal være her i fremtiden. Og at deres aktiekurser ikke stiger længere, og derfor ikke engang er gode investeringer. 

PFA's direktør Anders Damgaard fortalte, at de i PFA Pension arbejder ud fra den forudsætning, at verden vil have brug for fossile brændstoffer lang tid endnu. Det betyder, at selskabet - som i øvrigt arbejder ihærdigt med at foretage ansvarlige investeringer og kontinuerligt diskuterer, hvad kriterierne for det skal være - ikke vil kaste alle æggene i kurven med grønt. Fordi den slags investeringer stadig ikke leverer det afkast, som det er PFA's opgave at optimere i forhold til deres kunders opsparing. 

Han pegede også på, at man i øvrigt skal være forsigtig med at afskrive olieselskaberne og erklære dem døende, for de har en god forretningsmodel - hvis bare man ser bort fra miljøeffekterne. 

Det skal være dyrere at skade miljø og klima

Men kan man det - se bort fra miljøeffekterne? Med det spørgsmål nærmer vi os et af de andre store spørgsmål, som stadig er til debat: Hvordan gør man prisen på grøn energi så konkurrencedygtig, at den styrer investeringer og forbrug? 

Peter Birch Sørensen konstaterede her, at det egentlig ikke er et spørgsmål om at finde en løsning, men om at have politisk mod til at gennemføre den. At den entydigt mest effektive regulering af markedskræfterne på energiområdet er, at gøre prisen for udledning af CO2 høj, men at det er hverken danske, europæiske eller resten af verdens politikere klar til. Og at det er en skam, for det gør omstillingen dyrere og langsommere. 

Siemens direktør for det danske selskab, Jukka Pertola, supplerede den pointe med at prisen for vind- og solenergi jo også sagtens kunne være billig nok til udviklingslandene - hvis bare vi taler om den rigtige pris, den hvor miljøeffekterne var regnet med ind i prisen. 

Hvem tror vi på?

Moderator, Anja Bo bad panelet om at overveje, at når nu det er vores allesammens overlevelse, der er på spil, er det så ikke lidt mærkeligt at holde fast i de gamle modeller for at bedømme om investeringer er gode eller ej? Går det så ikke for langsomt? 

Det var der ikke nogen, som svarede direkte på. Men det kunne føre tanken hen på den danske ledelses-guru Steen Hildebrandt som, når han skal forklare, hvor verden står, og hvor den skal hen for at redde sig selv, peger på, at hvis man tror på videnskaben, så... Ja så er man nødt til at få det hele til at gå hurtigere end det gør nu. 

Til sidst spurgte moderator så publikum om, hvem, de troede, ville være bedst til og havde størst ansvar for at drive udviklingen i den retning, verdens regeringer havde aftalt - investorerne eller politikerne? Investorerne havde måske to ud af de 50 tilhørere på sin side. Politikerne fik måske 10 hænder til at ryge i vejret.