Ansvarlig leverandørstyring?
I virksomheders iver efter at sikre etikken i leverandørkæden risikerer de at udelukke de mindre leverandører. Dermed går bæredygtigheden fløjten. Et nyt, dansk initativ vil have ansvaret for etikken tilbage, hvor det hører hjemme; i leverandørlandene selv. Det bakkes op af udviklingsministeren, og målet er, at vestlige virksomheder allerede om fem år risikofrit kan købe varer fra udvalgte udviklingslande.
Fra flere sider melder eksperter nu, at de mange codes of conduct har en slagside, som ingen havde ønsket eller forudset. Adjunkt Søren Jeppesen fra CBS er specialist i CSR i udviklingslande. Han siger:
"Der er en stigende tendens til, at vestlige virksomheder går efter at have få leverandører, fordi det gør arbejdet med at aftale og monitorere code of conducts mere enkelt for virksomhederne selv. Så virksomhederne ønsker hellere én stor leverandør end 20 små."
Forskerne på CBS kender til konkrete eksempler på, at små leverandører er blevet valgt fra, bl.a. i tøj- og tekstilindustrien i det sydlige Afrika og fra syning af fodbolde i Pakistan, Indien og Kina. Og Søren Jeppesen peger på, at tendensen formentlig bliver forstærket af den globale krise, som medfører, at alle muligheder for besparelser undersøges - herunder nedbringelse af udgifterne til codes.
Problemstillingen er relativt nyopdaget, så der foreligger endnu ingen konkrete undersøgelser. Men Søren Jeppesen finder udviklingen problematisk på flere områder.
For det første har vi en hel del bistand, dansk som international, der forsøger at opgradere små virksomheder, blandt andet på arbejdsforhold og miljø, men som på denne måde bliver 'undermineret' af markedsudviklingen. For det andet bliver mulighederne for at udvikle de lokale erhvervssektorer i en række udviklingslande lande svækket, hvis SMV'erne presses ud af de internationale leverandørkæder, mener han.
Også Dansk Erhverv er bekendt med problemstillingen om, at de små og mellemstore leverandører bliver klemt ud. Chefkonsulent Lotte Engbæk Larsen siger:
Ansvarlighedsdagsordenen kan konkret betyde, at virksomheder vælger at skære antallet af leverandørerne ned, hvilket oftest betyder, at SMV'er bliver fortrængt. Det er problematisk i et udviklingsperspektiv, idet netop SMV'er i 3. verdenslande er de mest effektive til at sikre vækst og fremgang i landene.
Dialog frem for krav
I andre tilfælde bliver de små og mellemstore leverandører sorteret fra, fordi de ikke kan leve op til de mange forskellige etiske krav fra de vestlige virksomheder. Derfor sker det, at brancher og organisationer går sammen om at formulere en fælles code of conduct, som dermed stiller leverandørerne overfor færre krav. Dette ses eksempelvis i tekstilindustrien i Europa og i elektronikindustrien. Leverandøren skal kun forholde sig til ét sæt regler, og aftagerne kan dele de ofte høje omkostninger, der er ved at udvikle, monitorere og auditere egne codes.
Herhjemme anbefaler Dansk Initiativ for Etisk Handel, DIEH, da også deres medlemmer at gå i dialog med leverandørerne, snarere end at stille ensidige krav. Sekretariatsleder Hanne Gürtler siger:
Hidtil er kontakten mellem kunder og leverandører om etiske krav kun foregået ved, at virksomhederne har stillet krav og udført kontroller. Men mange har oplevet, at det ikke har haft den ønskede effekt på arbejds- og miljøforholdene. Nu ser vi oftere, at virksomhederne går i dialog og samarbejder med deres leverandører og lokale interessenter for at sikre den nødvendige lokale viden og kapacitet til at forstå og implementere de krav, der bliver stillet. Vi begynder også at se, at leverandørerne vender tilbage med vigtig feedback, f.eks. om hvad den danske virksomhed selv kan ændre omkring sin indkøbspraksis.
Men danske virksomheder kan ikke løfte problemet alene, understreger CSR-konsulent i DI, Christine Jøker Nissen:
Eftersom de danske virksomheder kun udgør en lille brik i den samlede, internationale handel, er det nødvendigt i højere grad at få danske, internationale og ikke mindst lokale myndigheder i leverandørlandene på banen.
Ansvarsforflygtigelse
Sune Skadegaard Thorsen, medstifter af virksomheden Global CSR, har i 20 år arbejdet med internationalt erhverv, CSR og menneskerettigheder. Efter hans opfattelse er arbejdet med at sikre menneskerettigheder, miljøbeskyttelse og anti-korruption i leverandørlandene i virkeligheden vendt på hovedet.
Landenes regeringer burde jo selv sørge for alt det. Det har de forpligtet sig til internationalt. Men fordi det netop ikke er i orden, går vi i køberlandene ind og stiller krav direkte til leverandørerne. Effekten af dette kan i yderste konsekvens være, at en given stat tænker: Jamen, det tager de der vestlige virksomheder sig jo af, så det behøver vi ikke at have med at gøre. Altså en ansvarsforflygtigelse.
Derfor har Global CSR i de seneste år arbejdet på et koncept, der skal hjælpe leverandørlandene med selv at tage ansvar for etikken.
Og udviklingsminister Ulla Tørnæs er enig i, at det er i den retning, vi skal bevæge os.
Det er primært landenes eget ansvar at skabe en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig erhvervsudvikling. Men vi har også et ansvar og en interesse i at bistå, der hvor det kniber med ansvarligheden. Det har vi fra dansk side gode forudsætninger for. Vi kan komme et godt stykke vej via udviklingssamarbejdet. Men der er både plads til og behov for at erhvervslivet også tager aktiv del i arbejdet med at sikre udviklingen af et bæredygtigt og ansvarligt erhvervsklima, bl.a. i Afrika," siger hun.
Risikofrie zoner
Overordnet går Global CSR's idé ud på at skabe risikofrie zoner, dvs. områder, hvor man som køber på forhånd ved, at et grundlæggende, internationalt anerkendt sæt etiske regler bliver overholdt. For virksomhederne vil det både betyde sikkerhed for en etisk forsvarlig indkøbsproces, hvor der er plads til både små og store leverandører, og mulighed for betydelige besparelser ved ikke at skulle udvikle, implementere og kontrollere en masse codes of conduct.
De risikofrie zoner skal etableres gennem partnerskaber mellem de internationale indkøbere, de lokale myndigheder, fagforeninger og udviklingsorganisationer. Visionen er, at landet selv skal holde øje med, om regler og konventioner bliver overholdt. I princippet et samfund, der ligner vores eget.
Global CSR forestiller sig, at guleroden for området eller hele landet er udsigten til at kunne tiltrække den hastigt voksende mængde af købere og investorer, der gerne vil handle og investere bæredygtigt.
Global CSR arbejder i øjeblikket på at få en håndfuld pilotprojekter i forskellige dele af verden op at stå. Udenrigsministeriet har vist interesse for projektet, og er med i dialogen om, hvilke lande det kunne være realistisk at igangsætte projekterne i. Global CSR selv arbejder på højtryk med at finde virksomheder, der vil gå ind i projektet. Foreløbig har virksomheder som Hewlett Packard, Coca Cola, Shell, ABB og også flere danske virksomheder vist interesse for projektet.
Pilotprojekter skal vise vejen
Tanken er, at pilotvirksomhederne skal finde og kontakte andre, større virksomheder, der køber ind fra samme land eller lokalområde. Det kan godt være fra en helt anden branche eller fra et andet land. Det væsentlige er, at denne håndfuld virksomheder har en betydelig indkøbstyngde, og i samlet trop kan gå til de lokale myndigheder for at få et samarbejde i gang om, at landet selv skal sikre etikken i forsyningskæden.
Argumentet er, at det vil tiltrække købere og investorer. Sammen identificerer parterne andre interessenter som fx fagforeninger, lederorganisationer og NGO'er. Det hele skal munde ud i en ansøgning til en relevant udviklingsorganisation om de midler, der selvsagt er nødvendige for at få denne såkaldte 'kapacitetsopbygning' til at ske.
Sune Skadegaard Thorsen er klar over, at en sådan ny generation af ansvarlig leverandørstyring er et forsøg, og at det tager tid at opbygge. Han gætter på, at pilotprojekterne kan føre til, at de første risikofrie zoner er klar om fem år. Samtidig understreger han, at det nye projekt ikke betyder, at vestlige virksomheder skal stoppe med deres nuværende CSR-arbejde og vente med hænderne i skødet på, at de første zoner er klar.
Især indsatser med dialog og interaktion bør endelig fortsætte. Sideløbende kan virksomhederne overveje, hvordan de kan målrette deres fremtidige CSR-arbejde, så det giver mening i en virkelighed, hvor leverandørlandet selv er hovedaktør i at sikre bæredygtig handel. For eksempel ved i stigende grad at klæde de lokale myndigheder på til at stå for uddannelse af leverandørerne, i stedet for at man som køber gør det, slutter han.
