Minister utilfreds med dansk CO2-udvikling
Det stigende CO2-udslip fra den danske energisektor i 2018 er ”ikke tilfredsstillende”, lyder det fra klimaminister Lars Christian Lilleholt i Information. ”Decideret pinlig”, lyder skudsmålet fra Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel.
Fynsværket bruger stadig kul, men de seneste planer går på, at det skal være slut i 2025, fem år før regeringens målsætning for Danmark som helhed. Foto: Fjernvarme Fyn/Peter Kiaerbye.
CO2-udslippet fra energiproduktionen i Danmark steg med 1,3 procent i 2018, primært som følge af et voksende forbrug af kul på de tilbageværende kraftvarmeværker herhjemme, der stadig anvender det fossile brændsel, der ellers er ved at blive udfaset.
Energistyrelsens foreløbige tal (Ecxel-fil, direkte download) placerer de korrigerede drivhusgasemissioner på 51,9 mio. ton i 2018, hvilket er noget højere end de 46,4 mio. ton, regeringen i sin basisfremskrivning havde regnet med.
Lars Chr. Lilleholt er ikke tilfreds med det øgede CO2-udslip fra den danske energisektor i 2018, men peger på, at den grønne omstilling ”… ikke skal vurderes ved at se på et enkelt år, men ud fra den overordnede politiske kurs, der er sat”. Foto: Energi-, forsynings- og klimaministeriet.
I Information kalder energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) udviklingen ”ikke tilfredsstillende”, og videre giver han udtryk for, at han vil fremrykke planen for, hvornår kullene skal være fortid i det danske energimix.
”Kullene kan ikke udfases hurtigt nok. Vi har sat en slutdato i 2030, men jeg ser det meget gerne før. Det arbejder jeg benhårdt for at finde en løsning på”, siger Lars Christian Lilleholt til Information, uden dog at sætte et årstal på det skærpede mål.
Derudover peger han på, at ”der vil være udsving fra år til år, når vi i stigende grad baserer energipolitikken på naturlige ressourcer som vind og sol”, som han siger og fortsætter:
”Den grønne omstilling kan ikke vurderes ved at se på et enkelt år. Den skal vurderes ud fra den overordnede politiske kurs, der er sat. Man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder mod klimaneutralitet i 2050”, siger Lars Christian Lilleholt til Information.
”Det brænder virkelig på”
Den forklaring køber Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel, imidlertid ikke. Han mener derimod, at den danske klimaindsats ”gået fra at være uambitiøs til at være decideret pinlig”.
”Det står jo sort på hvidt. Og når opgaven er at lave en markant omstilling, så er man jo dumpet, når man kommer tilbage med så ringe resultater. Det går faktisk tilbage på Lars Løkkes vagt”, siger Jens Joel til Information.
Nogenlunde samme toner lyder fra klimarådgiver John Nordbo fra organisationen CARE, der overfor avisen kalder de nye tal for ”et wake up call af dimensioner” til det politiske Danmark.
”Det brænder virkelig på. Vi er alvorligt på vej i den forkerte retning. Og det handler ikke bare om, hvad der skal gøres i 2030, 2045 eller 2050. Vi kan ikke som land lade os lulle i søvn af, at vi i nogle år har gjort en indsats, hvor det er lykkedes at reducere udslippet”, siger John Nordbo til Information.
Ifølge CARE’s beregninger skal CO2-reduktionstempoet syvdobles efter 2030, hvis det merudslip, som regeringens nuværende kurs vil medføre i 2020’erne, skal indhentes.
DTU: Partierne er på vej, men vigtige spørgsmål venter
Men hvor gode er regeringens og Folketingets andre partiers klimastrategier egentlig i det store billede? Det spørgsmål har DTU sat sig for at besvare, og derfor har universitet designet en beregningsmodel, som man har brugt til at give ’regeringens og seks partiers energi- og klimapolitiske målsætninger et realitetstjek’, som det hedder.
Mere specifikt har forskere fra DTU Management udviklet en teknisk/økonomisk model, som kan beregne, hvordan energisystemer og teknologier spiller sammen i forhold til at nå et bestemt mål for CO2-udledning, med de berømte 1,5 grader fra Parisaftalen som det naturlige fikspunkt.
Gennem sin energimodel har DTU vurderet de forskellige partier og regeringens klimaudspil og skitseret dem i forhold til hinanden og 1,5-graders målsætningen fra Parisaftalen. Frozen policy repræsenterer et scenarie, hvor der ikke bliver taget yderligere initiativer og beslutninger på området end de hidtidige efter 2030, jf. regeringens basisfremskrivning. Regeringen ligger i øvrigt i en klump sammen med Socialdemokratiet og Radikale. Grafik: DTU.
En af hovedkonklusionerne er, skriver DTU, at de seks partier og regeringen ikke ligger så langt fra hinanden frem til 2030, som man måske skulle tro, og at mange af dem generelt er ’godt på vej’. Men der er nogle spørgsmål, som partierne skal tage stilling til, for at Danmark kan nå klimamålene i Parisaftalen.
”Nogle af de udfordringer, politikerne skal tage stilling til ifølge modellen, er, om vi kan tillade os at importere biomasse i stor stil i fremtiden, hvordan vi sikrer plads til udbygning af sol og vind, hvor hurtigt vi kan få fossile brændsler ud af den tunge transport, og hvordan vi sikrer den nødvendige systemintegration, så ressourcerne udnyttes bedst muligt”, siger Kenneth Karlsson, der er gruppeleder på DTU Management og en af hovedkræfterne bag modellen.
På den baggrund peger DTU på, at det især er lovgivning og politiske beslutningsprocesser, der kan give udfordringer i forhold til at nå 1,5 graders-målet. Derfor opfordrer Kenneth Karlsson alle politikere til at anvende modellen og løbende give deres politiske målsætninger et realitetstjek.
”Det er komplekst at sætte realistiske klimamål, fordi der er så mange ting, der påvirker hinanden. Vi hjælper derfor gerne med at regne på specifikke scenarier, hvis politikere, NGO’er eller journalister har brug for hjælp til det. Skal vi regne et politisk partis energipolitik efter, vil det ikke tage mere end en halv dags tid”, forklarer han.
Læs også: Klimarådet: Problematisk at regeringen sænker tempoet i den grønne omstilling
Om modellen understreger DTU desuden, at de resultater, den præsenterer, ikke er en statisk størrelse, men at de udvikler sig som følge af opdateringer i antagelser, viden og fortolkning af de politiske virkemidler. ’Derfor kan det også ændre sig, hvilket parti, der ser mest klimavenligt ud. Jo mere konkrete handlingsplaner partierne har for deres klimapolitik, desto mere nøjagtigt kan modellen beregne scenarierne’ lyder det.
