Konfliktmineraler og dilemmaer

Når der opstår menneskerettighedskrænkelser i leverandørkæden, fremstilles virksomhedens handlerum ofte som et valg mellem forretning og værdier. Som et valg mellem at være ansvarlig eller unansvarlig. Men det er langt mere kompliceret; og forsimplingen kan bidrage til at forværre krænkelserne. Det er for alvor blevet tydeligt i kølvandet på den amerikanske lovgivning om konfliktmineraler, der har sat en række virksomheder i en vanskelig situation.

I juni 2010 vedtog den amerikanske kongress et lovforslag, Dodd-Frank Reform Act, som påbyder børsnoterede virksomheder i USA at redegøre for, om de anvender mineraler fra Den Demokratiske Republik Congo (DRC), og i bekræftende fald at redegøre for deres tiltag – due diligence – for at hindre, at de derigennem bidrager til den langstrakte borgerkrig ved indirekte at finansiere krigsparterne.

Loven kom som reaktion på vidnesbyrd om, at krigsparterne ikke alene brugte indtægter fra salg af fx. tin, tantal og wolfram, men at adgang til og kontrol med miner i sig selv var blevet et mål i konflikten. Mineralerne indgår i stort set al form for moderne eletronik – ikke kun mobiltelefoner – og det er ikke kun forbrugselektronik-producenterne, som – i bogstavligste forstand – er i skudlinien, men også medicoudstyrs-producenter, rederier, bil- og flyproducenter og mange andre virksomheder.

Loven har sat mange virksomheder i en vanskelig situation. På den ene side har et stigende antal virksomheder oplevet at blive stærkt kritiseret for at købe mineraler i DRC, og de har som konsekvens heraf valgt at boykotte mineraler fra DRC. På den anden side kommer der nu vidnesbyrd frem i New York Times og på Christian Science Monitor - nytimes.com og scmonitor.com - om, at denne ’de facto’ boykot har bidraget til at forværre situationen. Det er der to grunde til. For det første har ’boykotten’ betydet et indkomsttab for mange congolesere, der har skabt sig en mindre subsistensforretning ud af småminedrift. For det andet har blandt andet kinesiske og andre mindre menneskerettighedsfølsomme virksomheder udfyldt noget af tomrummet. Konsekvensen er nu, at en række af de virksomheder, som kritiseredes for at være i DRC, nu kritiseres for ikke at være der – og at de, som skulle nyde godt af loven, kun i begrænset omfang høster fordelene.

Det er fristende at ræsonnere, at det ville være bedre uden the Dodd-Frank Reform Act. Det er en forkert dragning. Loven har allerede vist sig at være et effektivt redskab til at kaste mere lys over de komplekse forhold i DRC og øge mulighederne for at tilvejebringe holdbare, langsigtede løsninger. Der er for eksempel nu langt mere gennemsigtighed i de grumsede leverandørkæder, hvilket i sig selv skaber mulighed for bedre sporbarhed og direkte samarbejde mellem udvindingsselskaber og fx. elektronikproducenter.

Langsigtede, holdbare løsninger kræver imidlertid også samarbejde mellem en række forskellige interessenter, herunder virksomheder, lokale og internationale civilsamfundsorganisationer samt lokale og udenlandske regeringer. Det kræver en anerkendelse af problemets komplekse karakter og mod fra alle parter til at se langsigtet og at tage risici. Garantier er ikke mulige i et land, som har været i borgerkrig i mere end 20 år. Det betyder også, at boykot af mineraler fra DRC er en forkert beslutning, da der gennem ’god due diligence’ er muligheder for at mindske risikoen for at støtte krigsparterne. Dilemmaet løses ikke ved at ignorere det eller ved at kaste mudder på ’de andre’, men ved at stå midt i det.