Illusionen om net-zero

I løbet af de sidste fem år er virksomheders klimaambitioner steget markant.

Tusindvis af virksomheder har forpligtet sig til net-zero mål, tilpasset Science Based Targets initiative (SBTi), og har gjort klimamål til kernen i deres strategi.

Det har været et opmuntrende og nødvendigt skift - et, der fortjener anerkendelse. Mange af os har bifaldet udviklingen som et længe ventet signal om, at erhvervslivet tager ansvar.

Men under overfladen af de ambitiøse klimamålsætninger gemmer der sig en ubehagelig sandhed.

Selv de førende virksomheder på området, som har fulgt “best-practice” og har handlet i god tro, opdager nu, at deres mål alligevel ikke holder. Ikke fordi de er stoppet med at prøve, men fordi de værktøjer og antagelser, der understøtter disse mål, aldrig var bygget til den kompleksitet, de nu står overfor.

I marts 2024 fjernede Science Based Targets initiative (SBTi) 239 virksomheder, inklusiv globale giganter som Microsoft, Nestlé og Unilever, fra deres liste over virksomheder med evidensbaserede klimamål. Og fra maj 2025 er mere end 750 virksomheder blevet fjernet fra listen.

Det er et signal om, at systemet kæmper. Ikke fordi virksomhederne ikke prøver, men fordi metoderne til at spore fremskridt er fejlbehæftede, og målene ofte var bygget på usikre fundamenter.

Hvad er det, som går galt?

Kernen i problemet er, hvordan mange virksomheder, især når de estimerer Scope 3 emissioner, beregner deres klimaaftryk.

Den foretrukne metode i årevis har været et monetært baseret regnskab, som bruger modeller som Exiobase til at estimere emissioner baseret på, hvor meget en virksomhed bruger på varer og tjenester.

Disse modeller anvender inflationskorrigerede data og afspejler ændringer i den økonomiske aktivitet over tid. De bygger på sektorgennemsnit, hvilket kan føre til afvigelser – ofte i form af over- eller underestimering – sammenlignet med leverandørspecifikke eller procesbaserede data.

I praksis kan denne forskel være betydelig. Baseret på vores erfaring hos SustainX, afslører sammenligninger mellem monetært baserede og aktivitetsbaserede emissionsfaktorer ofte forskelle på op til 30%, afhængigt af sektor og datakvalitet.

Når virksomheder vokser eller investerer mere, især i perioder med inflation, kan deres rapporterede emissioner stige, selvom deres forsyningskæder bliver mere bæredygtige.

Dette er dog kun én del af problemet. Et andet problem er, at mange virksomheder har sat intensitetsbaserede mål, der måler emissioner i forhold til økonomisk output.

Desværre kan sådanne mål skabe en illusion af fremskridt: hvis en virksomhed hæver priserne uden at ændre sine indkøbspraksis, forbedres emissionsintensiteten, men de reelle emissioner forbliver uændrede.

Kort sagt: tallene kan dermed se bedre ud, mens den negative påvirkning på planeten forbliver den samme.

Selv velmenende virksomheder sidder fast i et system, hvor økonomisk vækst, fejlbehæftede baselines og regnskabssmuthuller kombineres for at få fremskridt til at se reelle ud — også når de ikke er det.

Et realitetstjek af danske C25-virksomheder

Vi ser det ikke kun i udlandet, men også herhjemme i Danmark.

En nylig undersøgelse fra Dagbladet Børsen viste, at flere af Danmarks største børsnoterede virksomheder kæmper for at nå deres klimamål. Ikke fordi de har opgivet dem, men fordi ny data, strengere rapporteringsregler og dybere indsigt i forsyningskæder pludselig har afsløret meget højere emissioner end tidligere beregnet.

Mange af disse virksomheder står nu over for en hård sandhed: de mål, de satte i 2020, baseret på begrænset Scope 3 synlighed eller tidlige estimater, er ikke længere holdbare. De er nødt til at gå tilbage, genopbygge deres baselines og genindsende reduktionsplaner.

Men det er ikke bare et teknisk problem. Det er også virksomheders troværdighed, som er på spil.

Hvorfor lydløse genberegninger underminerer tilliden

Nogle virksomheder reagerer på dette ved at justere eller slette mål i det skjulte.

Det er forståeligt, men uhensigtsmæssigt. Omdømmerisikoen er nemlig væsentlig større ved at tie end ved offentligt at kommunikere ens genberegninger og fejlestimerede klimamål.

Coca-Cola lærte det på den hårde måde, da de blev fanget i lydløst at fjerne deres 2030 forpligtelse om genanvendelige emballage fra deres hjemmeside. Tilbageslaget handlede ikke kun om målet, det handlede i lige så høj grad om manglen på gennemsigtighed.

Hvis målstolperne er flyttet, skal du sige det, og forklare hvorfor. Ud fra vores erfaring kan interessenter acceptere, at planer udvikler sig. Hvad de ikke accepterer, er at blive holdt i mørket.

Sådan forbliver du troværdig ved revurderinger af klimamål

Du behøver ikke perfekt data for at handle med integritet. Her er fem retningslinjer til, hvordan du reviderer dine klimamål — og samtidig fastholder troværdigheden:

1. Lav fremskrivninger: Mange mål fejler, fordi virksomhederne ikke fuldt ud forstod, hvad der skulle til for at nå dem, før de fastsatte dem. En stærkere tilgang er at fremskrive forventede emissioner baseret på forretningsvækst, og derefter kortlægge det mod kendte reduktionsmuligheder og deres potentiale. Dette skaber mere troværdige og opnåelige planer - før der laves offentlige forpligtelser.
2. Vær radikalt gennemsigtig: Kommunikér ærligt om, hvad der har ændret sig — og hvorfor.
3. Uddan jeres interessenter: Forklar fejlene i monetært baseret regnskab. Redegør for, hvordan intensitetsmål fungerer, og vær åben om målenes begrænsninger.
4. Juster løbende: Virkeligheden kan ændre sig. Det betyder også, at I løbende skal genbesøge jeres mål og justere dem ud fra seneste data og de mest realistiske antagelser.
5. Brug milepæle, ikke kun slutmål: Sæt årlige eller mellemliggende mål for at vise reelle fremskridt eller tilbageskridt, selvom langsigtede resultater ændrer sig.

Afrunding

Det har aldrig været meningen, eller muligt for den sags skyld, at net-zero skulle følge en lige linje hele vejen til nul. Men et sted undervejs begyndte vi at lade som om, det var.

I den seneste tid har vi set, hvor bøvlet rejsen mod net-zero er. Fremskridt handler ikke kun om mål, men i ligeså høj grad om evnen til at forblive transparent og kritisk overfor sine egne beregninger på vejen mod klimaneutralitet.

De virksomheder, der vil lykkes i den næste fase af sin reduktionsstrategi, vil ikke være dem, der aldrig justerer. Det vil være dem, der justerer med integritet, forklarer deres beslutninger og løbende tilpasser sig virkeligheden og nyeste data.

For troværdighed handler ikke om at være fejlfri. Det handler om at forblive ærlig, når tingene bliver svære.