Derfor bruger mange danske virksomheder VSME-standarden til at rapportere på ESG
Lovgivningen fyldte meget. I 2026 fylder forretningen mere.
Foto: SustainX
For små og mellemstore virksomheder er ESG-rapportering i 2026 ikke længere drevet af lovgivning. Det samme gælder for en lang række store danske virksomheder.
Med omnibuspakken forventes det, at virksomheder med under 1.000 ansatte fritages for CSRD-rapportering. For mange danske virksomheder betyder det, at det direkte regulatoriske pres forsvinder. De omfattende rapporteringskrav, som har præget debatten de seneste år, er med ét væk.
Alligevel stopper ESG-arbejdet ikke.
Tværtimod fortsætter langt de fleste virksomheder med at indsamle og rapportere på ESG-data som klimaaftryk, ressourceforbrug og arbejdsforhold.
Spørgsmålet er derfor ikke, om danske virksomheder arbejder med ESG i 2026, men hvad der driver dem, og hvordan de griber det an.
Enkelte virksomheder vælger at bremse op. Når lovkravet forsvinder, vælger de at prioritere deres ressourcer anderledes.
De andre fortsætter. Ikke fordi lovgivning dikterer det, men fordi det har forretningsværdi, og at rapporteringskravene nu kommer andetsteds fra.
Overordnet kan disse virksomheder opdeles i to grupper.
De proaktive
Den første gruppe arbejder proaktivt med ESG.
For dem er ESG ikke et rapporteringsprojekt, men en integreret del af forretningsstrategien.
De har identificeret en klar sammenhæng mellem ESG-indsatsen og virksomhedens konkurrenceevne - hvad enten det handler om differentiering i markedet, risikostyring, effektivisering eller positionering over for kunder og samarbejdspartnere.
ESG-data bliver brugt aktivt i hverdagen. Som beslutningsgrundlag. Som dialogværktøj. Som en måde at fremtidssikre forretningen på, både her og nu og på længere sigt.
De reaktive
Den anden gruppe har en mere reaktiv tilgang.
Selvom CSRD-kravet forsvinder, oplever de fortsat – og i stigende grad – at blive mødt med konkrete forespørgsler om ESG-data fra kunder, banker og investorer. Her handler ESG i mindre grad om strategi, men i højere grad om adgang.
Adgang til kunder, der stiller krav til deres leverandører.
Adgang til kapital, hvor ESG indgår som en del af kreditvurderinger og risikomodeller.
Disse tendenser er allerede tydelige i dag og forventes at blive endnu mere udbredte i 2026. Manglende ESG-data kan derfor få konsekvenser. Det kan betyde, at virksomheden fravælges i et udbud, eller mødes med en højere risikovurdering hos banken.
For de reaktive virksomheder handler ESG ikke om at være de bedste i klassen, men om at kunne svare, når der bliver spurgt - og at have orden i penalhuset.
VSME som fælles referencepunkt
Fælles for både proaktive og reaktive virksomheder er behovet for et fælles, forståeligt og proportionelt grundlag for ESG-data.
Her har VSME-standarden etableret sig som det naturlige referencepunkt for SMV’er i EU.
VSME står for Voluntary Sustainability Reporting Standard for non-listed Small and Medium-sized Enterprises og er udviklet med ét klart formål: at standardisere ESG-rapportering for SMV’er uden at gøre arbejdet unødigt komplekst.
Standarden består af 20 oplysningskrav og omkring 60 datapunkter fordelt på to moduler.
Basismodulet dækker de mest grundlæggende og efterspurgte informationer, mens det udvidede modul går et spadestik dybere og imødekommer typisk krav fra investorer og finansielle aktører.
Sammenlignet med ESRS-standarderne, der rummer mere end 1.000 datapunkter, er forskellen tydelig. Hvor ESRS er målrettet store, børsnoterede virksomheder med betydelige rapporteringsressourcer, tager VSME-standarden udgangspunkt i virkeligheden hos en SMV.
Med VSME bliver det muligt at indsamle og strukturere de ESG-data, der faktisk bruges i dialogen med kunder, banker og investorer. Uden at arbejdet bliver en tung administrativ øvelse med lange årlige revisionsforløb.
For nogle virksomheder bliver VSME et minimumsværktøj, der sikrer adgang til markedet og kapital. For andre bliver det et strategisk fundament, hvor ESG-data aktivt understøtter salg, indkøb og omkostningsreduktioner.
Fælles for begge er erkendelsen af, at ESG i 2026 ikke handler om rapportering for rapporteringens skyld, men om at stå stærkt i dialogen med virksomhedens vigtigste interessenter.
Og netop her giver VSME mening for de fleste danske SMV’er.
Har du spørgsmål til ESG-rapportering med afsæt i VSME-standarden? Så er du velkommen til at kontakte mig på mao@sustainx.dk eller læse mere på vores hjemmeside.
