Grøn strøm fra den rådne banan: Der skal være mere inddragelse
Det er manglen på inddragelse ikke udbygningen af sol- og vindenergi i sig selv, der skaber modstand lokalområderne. Forskere peger på behovet for bedre borgerinddragelse og mere retfærdige modeller.
Mens nogle egne af Danmark nærmer sig energimæssig selvforsyning, producerer andre stort set intet fra vedvarende kilder. I Lemvig produceres der grøn strøm svarende til 400 procent af områdets eget elforbrug. På Lolland er tallet 357 procent. Til sammenligning er produktionen i Gentofte nul procent, og i Odsherred blot 5 procent.
Den geografiske skævvridning i Danmarks grønne energiproduktion er massiv. Det er særligt regioner i den såkaldte ”rådne banan”, fra Vestjylland over sydhavsøerne, der lægger jord til solcelleanlæg og vindmølleparker.
Det springende punkt er ifølge forskerne dog ofte ikke om møllerne og cellerne skal være der. Det vigtigste er, at mange steder oplever borgerne, at beslutningerne træffes hen over hovedet på dem.
”Når borgerne endelig langt senere kom til et borgermøde, oplevede de, at det hele var lagt fast. Så følte de, at de blev holdt for nar. Når der ikke er noget forhandlingsrum, så er det en skininddragelse”, forklarer Julia Kirch Kirkegaard, professor ved DTU Management, til Politiken.
Eksperter: Handler mere om proces end projekt
Modstanden mod grønne energiprojekter skyldes ifølge forskerne ikke nødvendigvis modvilje mod selve projektet og teknologien bag. Det handler i høj grad om medindflydelse, retfærdighed og proces.
”Det er som regel ikke produktet, men processen, der er problemet. Hvis borgere får otte uger til at tage stilling til et enormt komplekst projekt, så går de selvfølgelig i panik. Så vil de ikke være med, og de vil bruge tiden til at få det stoppet”, siger Kristian Borch, lektor ved Aalborg Universitet, til Politiken.
Han peger på, at det ofte er projekter uden lokalt medejerskab og uden reel dialog, der ender med modstand og konflikt. Når udviklere er eksterne, og økonomiske gevinster ikke forbliver i lokalområdet, opstår oplevelsen af uretfærdighed.
Samtidig advarer forskerne mod at reducere borgerprotester til det såkaldte ”ikke i min baghave”-argument. Ifølge Julia Kirch Kirkegaard er det en forsimplet forklaring, der ignorerer reelle bekymringer og lokal viden om natur, landskab og lokalsamfundets behov.
En model, der forsøger at imødekomme de udfordringer, findes i Thisted Kommune. Her vægter man lokal medejerskab og retfærdig fordeling af udbytte højt, og vurderer projekter på baggrund af den lokale opbakning. Det sker blandt andet gennem tidlig borgerinddragelse, gennemsigtige principper og åben dialog.
Ifølge forskerne kan fremtidens grønne udbygning ikke lykkes uden tillid, samarbejde og respekt for de lokalsamfund, der lægger arealer til.
- lhs
