Den store klimaudfordring
Transporten står overfor alvorlige udfordringer med det stadigt stigende CO2-udslip. Og løsningerne ligger bestemt ikke lige for. Den helt store udfordring bliver at få de kortsigtede og langsigtede løsnings-modeller til at hænge sammen på en hensigtsmæssig måde. Det mener Institutdirektør for DTU Transport Niels Buus Kristensen. Han var indbudt til Transporterhvervets Klimakonference for at kridte banen op til videre diskussion.
Institutdirektør for DTU Transport Niels Buus Kristensen, som også er medlem af regeringens Klima-kommission, var indbudt til Transporterhvervets Klimakonference for at klargøre overfor deltagerne, hvor store udfordringer sektoren reelt står overfor i de næste mange årtier. Han lagde ud med at slå fast, at der ikke findes nemme løsningsmodeller, som ligger lige til højrebenet på dette område. Og at transportbehovet er driveren for den misere vi står i. Man siger populært, at bønder, transport og bolig er de tre helt store syndere, hvad angår CO2-udledninger. Transportsektoren er den eneste sektor, hvor udslippet er steget, så det nu udgør 31 % af den samlede udledning. Og uanset hvad vi nu vælger at gøre, så har det allerede fået konsekvenser i en lang årrække frem. Det kan vi ikke komme udenom.
Og det helt store dilemma bliver ifølge Niels Buus Kristensen, hvordan vi binder de kortsigtede løsninger sammen med de langsigtede på en hensigtsmæssig måde. Der er nemlig ingen tvivl om, at både en plan A, en plan B og en Plan C er nødvendig, hvis vi for alvor vil gøre noget ved klimaets hastige forandringer.
Etiske overvejelser
Den globale opvarmning er et faktum. Havniveauet er steget. Temperaturerne er steget. Og de globale menneskeskabte udslip af CO2 bidrager til denne opvarmning. Det er facts. Og det stilles der ikke længere spørgsmålstegn ved. Det betyder stigninger i vandstand og smeltning af poler. Og dermed betragtelige ændringer i levevilkår for mange mange mennesker kloden rundt.
Her er det ifølge Niels Buus Kristensen væsentligt at hæfte sig ved den globale fordeling af udslippet. Det er ikke nok, at vi i Vesten vil gøre noget ved problemet. Det batter ikke noget, hvis ikke lande som Indien og Kina også kommer med. Heri ligger der nogle ikke uvæsentlige etiske overvejelser: Der er med andre ord brug for en langsigtet international løsning. Et princip for en global fordeling kan være, at vi skal have ret til det samme CO2 udslip pr. borger i verden. Det er der, hvor den lander på et tidspunkt under alle omstændigheder, forudser Niels Buus Kristensen. Det har naturligvis konsekvenser for os, hvis det princip skal føres ud i livet. Vi står i vesten i dag for 2/3 dele af udslippet. Det vil sige, at ulandenes udslip skulle stige med 60 % for at komme op på vores nuværende niveau. Hvis vi fortsætter Business as usual kommer vi fra 2000-2050 til at opleve en stigning i udslippet på 125 %!
Energiforbrug og CO2-intensitet
På kort sigt kan vi gennemføre marginale ændringer, men det er ikke muligt at lave de langsigtede ultimative løsninger med de konventionelle teknologier. Hvad kan vi så gøre? Ifølge Niels Buus Kristensen er der overordnet to veje til at gøre noget ved CO2-udslippet: Vi kan gøre noget ved energiforbruget og vi kan sænke CO2-intensiteten.
Energiforbruget kan påvirkes ved at reducere transportomfanget og gøre transporten mere energieffektiv. Transportomfanget kan reduceres ved at gøre noget ved efterspørgslen - prisen (afgifter), lokalisering, logistik samt transportudbud.
Energieffektiviteten kan øges ved at køre brændstoføkonomisk, i valg af transportform, teknologiske løsninger og bedre kapacitetsudnyttelse.
Men vil vi have fat i de løsninger, der virkelig batter noget på længere sigt, skal vi have sænket CO2-intensiteten og have fat i nogle nye teknologier. Det kan som bekendt være biobrændstof, brint, el, CO2-lagring og LPG (naturgas). Det vil sige, at vi skal have gang i:
Teknologiske forbedringer
Biobrændstoffer
Afgifter
Carbon Capture and Storage (på mellemlang sigt)
Kunsten er ifølge Niels Buus Kristensen at få de kort- og langsigtede strategier til at spille sammen.
Et problem: Transport er billig!
Problemet med disse langsigtede løsninger, er at de er meget kostbare. Det er vilkårene, hvis man ønsker at gøre noget på transportområdet. Afgifterne er i forvejen høje og man kan næsten ikke klemme mere der. De billige tilpasninger, som ligger ligefor, er derfor allerede i anvendelse.
Problemet er ifølge Niels Buus Kristensen, at transport faktisk er billig:
Transportprisen udgør en meget lille del af de internationalt fragtede varers værdi.
Den effektive og billige godstransport er et centralt element i globaliseringen.
Persontransport er vigtig for et effektivt arbejdsmarked og moderne livsstil. Værdien af rejsetiden er den største del af trafikanternes reelle omkostninger. Jo rigere vi bliver jo mere er vi villige til at betale for at beholde den personlige transport. Og derfor stiger transporten den er billig i forhold til værdien af tid.
Det samme mønster gør sig gældende for søtransport og godstransport. Jeg har hørt, at det koster mellem 25-50 kr. at fragte et tv fra Kina. Se det i forhold til den fulde pris for tvet! Og det er jo klart, at drivkraften er den økonomiske vækst. Hvad gør vi så?
Korte, mellemlange og langsigtede løsninger
På mellemlang sigt skal vi, ifølge Niels Buus Kristensen, satse på el og CCS og strøm fra vedvarende energi (vindmøller) og på kort sigt på:
Øget forskning og udvikling. Det SKAL sættes i gang nu, hvis vi skal have de teknologiske løsninger på mellemlang og lang sigt.
Økonomiske virkemidler inklusiv afgiftsdifferentiering
Øget brændstofeffektivitet via kendte teknologier
Brændstoffer fra vedvarende energi (biobrændstoffer?)
Men det lange seje træk hedder: teknologiske landevindinger, afgifter, brint og el. Der er rigeligt at gå i gang med, for udfordringerne er massive. Således siger John Nordbo fra WWF, som også er indbudt til konferencen, at hvis vi skal nå det strategiske mål om, at den gennemsnitlige temperaturstigning må være på højst 2 grader (og der har vi allerede nået en 0,7 procents stigning
) over det førindustrielle niveau, så skal vi mere end halvere det nuværende udslip inden 2050. Og så er der stadig kun en 50 procents chance for, at det lykkes
Alle frugter skal høstes
De helt store syndere, når det gælder CO2-udslip pr. indbygger er USA, Rusland og Danmark. I den forbindelse påpeger John Nordbo, at selvom vi siger, at det er vigtigt at få Kina og Indien med, så skal vi ikke glemme, at de ikke er i nærheden af vores mængde udslip pr. indbygger. Hvis vi bare alle lå på deres niveau, så ville vi slet ikke have noget problem med klimaforandringer. Der findes, ifølge Nordbo, heldigvis også gode eksempler: Tyskland og Japan har knækket kurven. Det er sket med afgifter.
Martin Lidegaard gæster også konferencen. Han er formand for den nystiftede grønne tænketank Concito. Også han kommenterer på de forstemmende udsigter. Men det gode er, ifølge Martin Lidegaard, at der nu ikke længere er diskussion om, hvorvidt klimaforandringerne også er menneskeskabte og hvor store konsekvenser, det egentlig har. Vi ser nu på klimaforandringerne som et fact. Og vi indser, at der skal sættes ind over hele linjen. Der skal kigges på løsninger indenfor både persontransport og gods. Og der skal kigges på både investeringer og reguleringer. Lidegaard formulerer det således: Det er ikke længere et spørgsmål om at høste de lavthængende frugter. Alle frugter skal høstes. Concitos transportgruppe barsler snart med en værktøjskasse, som både vil indeholde forslag til økonomiske virkemidler og nye teknologiske løsninger.
www.miljohorisont.dk/transport