Daka tilbage i plus – og godt i gang med 2025
Efter et udfordrende 2023 viser årsrapporten for 2024, at Daka igen har økonomisk fremdrift. Med et samlet overskud og sundere drift står virksomheden stærkere – og de første måneder af 2025 bekræfter tendensen: Daka er i positiv bevægelse.
Foto: Daka
Året 2024 blev et vendepunkt for Daka. Med et mindre, men positivt samlet resultat og forbedret drift er fundamentet styrket. Bag fremgangen står målrettet effektivisering og et skærpet fokus på kunderne i alle forretningsområder.
De første fire måneder af 2025 bekræfter udviklingen. Med fremgang i hele forretningen ser Daka positivt på resten af året.
Lokale investeringer
I 2024 blev et nyt tømme- og vaskeanlæg åbnet i Køge som en del af ReFood-aktiviteterne. Det reducerer både transport og CO₂-aftryk – og styrker Dakas tilstedeværelse på Sjælland.
Samtidig skrider planerne for et nyt biogasanlæg i Hedensted frem. Projektet, der gennemføres i samarbejde med Leverandørforeningen Hedensted Bioenergi og ADA Green Energy (Danish Agro og AURA), har lokale landmænd med som både leverandører og medejere. Hedensted Kommune er i gang med at vurdere projektets miljøpåvirkning.
Udfordrende markeder kræver fælles styrke
2024 var præget af usikkerhed og lave priser på Dakas færdigvarer som protein, gødning og biodiesel. Det har skærpet behovet for en stærk og koordineret markedsindsats – noget, Dakas kommercielle afdeling nu arbejder målrettet med i tæt samarbejde med SARIA-koncernen.
“Vi står stærkere, fordi vi samarbejder – også på tværs i Europa og ude på eksportmarkederne. Det er afgørende for at sikre afsætning og værdi af de animalske biprodukter, vi håndterer,” siger Jesper Verner Pedersen, kommerciel direktør i Daka.
Dansk biodiesel på vej mod fransk flybrændstof
I 2024 blev Daka ecoMotion A/S en central aktør i et nyt projekt i Frankrig, hvor der bygges en fabrik til produktion af bæredygtigt flybrændstof (SAF). Dakas danske biodiesel bliver her en vigtig råvare i samarbejde med SARIA og Total Energies Raffinage Chimie. Anlægget forventes klar til drift i begyndelsen af 2026.
Fokus på mennesker og fremtidssikring
Udviklingen hos Daka handler ikke kun om marked og teknologi – men også om mennesker og relationer.
“Daka skal være et godt sted at arbejde. Og vi skal være en virksomhed, man kan regne med – uanset om man er kunde, samarbejdspartner eller medarbejder,” siger Jesper Verner Pedersen.
Fremgangen i 2024 er i høj grad drevet af en stærk indsats fra medarbejderne – på tværs af funktioner og lokationer. Den indsats fortsætter med fuld styrke i 2025, hvor organisationen arbejder målrettet videre med at effektivisere, udvikle og styrke kundesamarbejdet.
“Vi skylder medarbejderne stor ros for den dedikation og det engagement, der har båret os gennem 2024. Det er den energi og vilje, vi bygger videre på i det nye år,” afslutter Jesper Verner Pedersen.