Generationsskifte i Merkur Andelskasse - Danmarks største bæredygtige pengeinstitut
Efter 38 år ved roret overlader medstifter og administrerende direktør i Merkur Andelskasse Lars Pehrson styringen til nuværende direktør Charlotte Skovgaard fra 1. september, men glæder sig til ny rolle i det bæredygtige pengeinstitut.
Charlotte Skovgaard og Lars Pehrson, Fotograf: Stine Heilmann .
Når halvårsregnskabet er aflagt i slutningen af august i år, afleverer Danmarks længst siddende bankdirektør Lars Pehrson, 61, efter eget ønske også samtidig ledelsesansvaret til nuværende direktør i Merkur Charlotte Skovgaard, 48.
Merkurs bestyrelsesformand Henrik Tølløse siger om generationsskiftet:
’Lars Pehrson er nærmest blevet synonym med Merkur og han bliver svær at erstatte. Men Charlotte Skovgaard er håndplukket til opgaven til at tage over, fordi hun har alt det, der kræves af en topleder i finansverden i dag. Med hendes stærke forretningsforståelse, overblik og smittende energi, er hun den helt rigtige til at stå i spidsen for vores fortsatte arbejde med at styrke Merkurs forretning og værdier.’’
Merkur Andelskasse skiller sig ud i bankverden med det særlige værdigrundlag, hvor forretningsmodellen er baseret på bæredygtig udvikling og social ansvarlighed. Det giver et helt særligt potentiale i dag, hvor bæredygtighed for alvor er kommet på dagsorden, lyder det fra den nye administrerende direktør:
’Merkur er unik, og værdigrundlaget har givet Merkur en meget høj troværdighed blandt kunder og investorer. Merkur har jo arbejdet for sine værdier, også meget længe før, det blev moderne. Merkur står derfor som et fyrtårn i den finansielle sektor, når det gælder bæredygtighed og social ansvarlighed - og det skal vi blive ved med. Men vi skal også blive meget bedre til at sige det højt -og til at få værdierne ud at leve, så vi kan være mere for endnu flere. Det arbejde glæder jeg mig til at tage fat på’, siger Charlotte Skovgaard, der fortæller, at hendes første opgave bliver at skabe en endnu stærkere andelskasse, hvor værdierne bliver omsat til nye værditilbud, produkter og bedre kundeoplevelser. Et arbejde hun allerede har taget hul på i sin egenskab af direktør igennem knapt 8 måneder.
Den nye direktion består, udover af Charlotte Skovgaard også af direktør Alex Andersen, der får ansvaret for Merkurs kredit- og økonomifunktioner. Lars Pehrson, der var med til at grundlægge Merkur i 1982 og har været administrerende direktør lige siden, slipper ikke sit livsværk helt, for han fortsætter som rådgiver for Merkurs direktion:
’Det at drive bank har ændret sig meget, siden jeg var med til at grundlægge Merkur, og i dag fylder opgaven med at sikre og dokumentere alle myndighedskrav og retningslinjer rigtigt meget. Mine interesser ligger et andet sted - nemlig der, hvor penge kan gøre en forskel for bæredygtighed og social ansvarlighed. Det er det arbejde, jeg nu får muligheden for at koncentrere mig 100% om’, udtaler Lars Pehrson, der fremadrettet skal fungere som udvikler og sparringpartner for organisationen og direktionen, og samtidig stå for en del af Merkurs udadrettede aktiviteter.
Bestyrelsesformanden i Merkur Henrik Tølløse understreger, at det helt og holdent er Lars Pehrsons eget ønske at forlade posten som Merkurs frontfigur for at hellige sig værdi- og ambassadørarbejdet. Generationsskiftet sker formelt 1. september i år.
Charlotte Skovgaard, 48 år
Direktør i Merkur Andelskasse med ansvar for kundevendte funktioner, It, Administration, Service og HR, nov. 2019 - nu
Projektdirektør i Arbejdernes Landsbank, 2018-19
Bankdirektør i Coop Bank – og en af hovedarkitekterne bag etablering af banken, 2013-2017
Management konsulent i KPMG med særlig fokus på den finansielle sektor, 2007-2012
16 år i Danske Bank
Uddannelse
HD i Informatik og Økonomistyring, 1996
Traditionel Bankuddannelse 1995
Privat
Samboende med Michael Weesgaard, selvstændig og trommeslager.
Fritiden bruges bl.a. i et meget lille og primitivt sommerhus på Fejø
Lars Pehrson, 61 år
Administrerende direktør, medstifter, Merkur Andelskasse, 1982 - nu
Nuværende øvrige poster:
Administrator - Merkur Fonden
Direktør - Merkur Udviklingslån A/S
Bestyrelsesposter
Bestyrelsesmedlem, Kooperationen
Bestyrelsesmedlem, FEBEA - European Federation of Ethical and Alternative Banks
Organisationer
Global Alliance for Banking on Values (GABV)
FEBEA, European Federation of Ethical and Alternative Banks
Tidligere poster
Vice President - INAISE, 1989 – 2012, Paris’
Bestyrelsesmedlem – Danmarks Grønne Investeringsfond, 2015-2018
Hæder & priser
Merkur Nordisk Råds miljøpris, 2010
Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet, 2013
Uddannelse
Uddannet klassisk fløjtenist fra Musikkonservatoriet i Aalborg, 1984
Privat
Gift og har tre voksne sønner.