Esbjerg Kommune og Syd Energi indleder klima-samarbejde
Et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Energi Syd skal sikre, at kommunens CO2-udslip bliver reduceret med 30 procent inden for ti år.
En samarbejdsaftale mellem Esbjerg Kommune og Syd Energi blev i dag skrevet under på borgmesterkontoret på Esbjerg Rådhus. Samarbejdet skal nedsætte CO2-udslippet i Esbjerg Kommune med 30 procent inden for ti år.
Det er et ambitiøst mål vi har sat os, men jeg er helt tryg ved det med denne aftale, siger borgmester Johnny Søtrup.
I dag sender Esbjerg Kommune 1,16 millioner tons CO2 ud i atmosfæren. Det vil sige 10,4 tons per indbygger. I december vedtog byrådet derfor en Klima - og bæredygtighedsstrategi, der skal få kommunen til at reducere udledningen af CO2 med 30 procent inden 2020. Det svarer årligt til mindst 3 ton mindre CO2-udledning per indbygger.
Vi ser meget frem til at begynde klimapartnerskabet med Esbjerg Kommune. Vi er overbeviste om, at vi sammen kan skabe resultater der vil give genlyd udenfor kommunegrænsen, siger Niels Duedahl, som er administrerende direktør i SE.
For at nå målsætningen skal Esbjerg Kommune og Syd Energi specielt fokusere på at skabe energieffektivisering, klimastyring og et mere effektivt produktionsapparat, forståelse for bedre klima-adfærd og reduktioner i CO2-udledningen med nye teknologiske løsninger.
-SRR