Danmark som fødselshjælper
Månedens miljøminister er ked af, at vi i Danmark ikke må diskutere kernekraft. Og så savner han en bedre strategisk koordinering og større investeringslyst fra statens side.
Sekretariatschef Svend Lykkemark Christensen, OK
Hvis jeg var miljøminister, ville jeg starte med at holde ferie. Jobbet kræver, og fortjener, en voldsom indsats ikke mindst når vi tænker frem imod den opgave, der kulminerer med klimatopmødet sidst på året 2009 men jeg ville bruge ferien til at tænke nøje over, hvori Danmarks miljø- og klimaindsats skal bestå. Selvfølgelig skal Danmark have orden i eget hus på miljøfronten, men vi kommer ikke udenom, at uanset hvad vi gør af miljøgavnlige tiltag i Danmark, vil de dels have en effekt på de globale klimaudfordringer der knap kan måles, dels vil de udgøre et så beskedent marked set med globale producenters øjne, at det ikke giver mening at forestille sig at f.eks. internationale motorfabrikanter vil udvikle løsninger specielt til et dansk marked. Danmarks indsats i sig selv er og bliver symbolsk, men kunne vi være fødselshjælpere på nogle internationale CO2-begrænsningsaftaler, ville det potentielt have stor betydning. Dette må være mit ministeriums højeste prioritet det kommende halvandet år.
Arealer til vindmøller
Til gengæld er jeg også overbevist om, at vi i Danmark har nogle teknologiske styrkepositioner, der er unikke, som har eksportpotentiale, og som derved kan udbredes i et omfang, der får en reel effekt. Vi kender alle historien om vindmøllerne, der efter de økonomiske vismænds vurdering ikke længere behøver understøttende starthjælp. Teknologien kan efter deres mening i dag konkurrere med alternativerne, og det den branche formentlig mest har brug for, er egnede arealer til opstilling af test-/demonstrationsmøller. Kan vi ved at stille disse arealer til rådighed hjælpe en stor eksport af nyere og mere konkurrencedygtige møller på vej, vil dette også være et værdifuldt dansk miljøbidrag.
Større investeringslyst søges
Mon ikke det nu er tid til, at vi fra centralt hold begynder at fokusere på, hvad de næste eksporterbare teknologier vil blive og implementere nogle programmer, der kan hjælpe dem effektivt på vej? Der findes allerede flere sådanne, men man kunne drømme om en strategisk koordinering og måske lidt større investeringslyst fra statens side.
Rent konkurrencestrategisk bør det være på områder, hvor vi allerede i dag har særligt stærke kompetencer. Jeg tror, vi har et sådant område inden for systemer til energieffektiv anvendelse af biomasse og ikke mindst husholdningsaffald lige fra indsamling til produktion og levering af el og fjernvarme/-køling. Vi kan således bl.a. præsentere et særdeles rationelt alternativ til de affaldsdynger, der dels hober sig op i det meste af verden, dels udleder betydelige mængder drivhusgasser.
Affald/biomasse i elproduktionen er formentlig også den fornuftigste og enkleste måde at få vedvarende energi ind i transportsektoren i første fase simpelthen at elektrificere en større del af jernbanenettet, på lidt længere sigt også som energi til opladning af plug-in hybridbiler. Efter min mening et realistisk bud på et supplement inden for privat transport på 5 10 års sigt. Plug-in hybridbilen må have to motorer og den rene elbils batterier er stadig temmelig dyre, så derfor vil en afgiftslempelse på hybridbilerne og en fortsættelse at afgiftsfritagelsen på batteribilerne, således at totalprisen bliver sammenlignelig med den normale familiebil, nok være nødvendig og sund miljøfornuft.
Hvorfor ikke kernekraft?
I forhold til el-produktionen, kan det beklages, at det i Danmark, som vel næsten det eneste industriland i verden, ikke er stuerent at diskutere udbygning med kernekraft. Eftertiden vil formentlig vurdere det som en af det 20. århundredes største miljøfejltagelser, at vi ikke fik kernekraft i Danmark. Det findes der dog måder at komme delvist omkring ved, faktisk har vi i rigtig mange år anvendt kernekraft men værket skal ligge i Sverige/Tyskland/Finland har vi tænkt, hvis det må være mig tilladt at omskrive en engang meget kendt sang af Niels Hausgaard.
Rent elproduktionsmæssigt kompletterer de nordiske lande hinanden næsten ideelt. Fossil energi/biomasse/vind i Danmark, vandkraft og på sigt vind i Norge og kernekraft i Sverige og Finland. Der er store miljømæssige gevinster ved at optimere dette som ét samlet system både selve produktionen og den nødvendige elinfrastruktur landene imellem (og for så vidt også til resten af Europa). Hertil kræves en koordinerende funktion på nordisk eller nordeuropæisk plan, der optimerer og styrer el infrastruktur og konkurrence, på samme måde som Energinet.dk gør det for Danmark alene.
Opsparing af oliepenge
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Som miljøminister kan man i disse tider glæde sig en lille smule over de høje oliepriser. Mon ikke markedsmekanismerne så småt begynder at spille ind således, at de svindende oliereserver leder til højere priser og gradvise adfærdsændringer og udvikling af alternativer, som vi normalt forventer det i en markedsøkonomi? Rent samfundsøkonomisk kan vi så også glæde os over olieindvindingen fra Nordsøen, der udover at holde hånden under vores velfærdssamfund også giver os en god forsyningssikkerhed. Måske skulle regeringen genoverveje tanken om at opspare nogle af de mange penge olie- og gasindvindingen kaster af sig?
Som miljøminister kunne jeg ønske, at nogle af de opsparede midler gik til forskning, udvikling, demonstration og markedsmodning af alternative energiløsninger. Hvis vi tænker på den strategisk vigtige forsyningssikkerhed, så ville jeg måske foretrække, at midlerne anvendtes strategisk til at øge indvindingen fra Nordsøen. Dette dels via nye fund, dels ved teknologisk udvikling der øger indvindingsgraden af eksisterende felter. En forøgelse heraf med blot nogle få procent vil have stor samfundsøkonomisk betydning og udgør vel i virkeligheden også en eksporterbar kompetence.
I denne sammenhæng ville jeg også revurdere beslutningen om at pålægge nordsøproduktionen CO2-afgifter. De fleste felter er i dag ovre deres bedste alder og produktionen for nedadgående. Det betyder, at der skal bruges mere og mere energi, og resulterende CO2, for at hente det sorte guld op. Samtidig ser det ikke ud til, at prisen på CO2-kvoter er faldende. Resultatet bliver, at produktionen tidligere bliver urentabel, og Danmarks oliereserver reduceres reelt herved. Jeg er ret sikker på, at det ikke er i landets politisk strategiske interesse.
I øvrigt undrer det mig, at vi i Danmark har betydelige kompetencer indenfor off shore olieindustri på relativt lave vanddybder og vindmølleelproduktion til havs, men der er ikke sammentænkt løsninger, hvor vindmøller placeres tæt på olieplatformene, evt. flydende. Platformene har et betydeligt og konstant behov for el, som i dag produceres af gasturbiner på platformen. Vindmøllerne kunne i givet fald levere en del af den nødvendige energi. Dette ville så betyde, at gasforbruget på platformene ville falde tilsvarende en gasmængde der i stedet kunne pumpes til land og evt. lagres. Dette system har flere fordele, bl.a. bliver det således muligt indirekte at lagre den svingende vindenergi. Her var måske det første demonstrationsprojekt, som den tidligere omtalte oliefond kunne understøtte?
Lagring i undergrunden
På lidt længere sigt tror jeg også at kompetencer omkring undergrundens lag m.m. kan gøre CO2-lagring i undergrunden til et spændende alternativ. Enten som rent opbevaringssted af CO2 fra energiproduktionen og/eller som middel til at øge indvindingen ved at pumpe CO2 ned i oliefelterne. Hvis, hvad en hel del kunne tyde på, dette skulle vise sig som en teknik der overlever demonstrationsfasen de kommende år, ville det være overordentligt interessant også at tilknytte den de biomassefyrede værker. Herved ville man få en energiproduktion, der ikke blot er CO2-neutral, men som ligefrem reducerer luftens indhold af CO2. Dette kan der dog, som aftalerne omkring de nationale CO2-regnestykker ser ud i dag, ikke tages højde for her ligger efter min mening endnu en opgave for miljøministeren, god ferie og god arbejdslyst.