100 klimatruede steder udstilles på Kongens Nytorv
Lørdag den 26. september åbner fotoudstillingen 100 steder at huske før de forsvinder på Kongens Nytorv.
Der skal ikke mere til end en spadseretur på Kongens Nytorv for dem, der vil se 100 af verdens smukkeste steder. Problemet er, at det måske bliver den eneste måde at opleve dem på i fremtiden. På lørdag den 26. september åbner Kronprins Frederik fotoudstillingen 100 steder at huske før de forsvinder, der viser de steder, som dramatisk vil ændre sig eller helt forsvinde, når klimaforandringerne for alvor sætter ind. Selvom billederne er smukke, gemmer de samtidig historier om milliarder af jordens fattige mennesker, der allerede nu er truet af et stadigt mere ekstremt vejr. Derfor er CARE Danmark, som gennem sit internationale netværk er en af verdens største humanitære organisationer, hovedpartner på udstillingen.
Pointen er, at vi alle vil mærke klimaforandringerne. Men i denne del af verden kan vi sikre os mod våde kældre og udsatte kyststrækninger. I verdens fattigste lande er der ingen forsikring. Der bliver naturkatastrofer nærmest per automatik til humanitære katastrofer med sult, sygdomme og død til følge, forklarer Niels Tofte, generalsekretær i CARE Danmark.
Han skynder sig at understrege, at der dog ikke er tale om en dommedagsudstilling, der skal få os alle sammen til at føle skyld. Formålet er at inspirere og opmuntre publikum på udstillingen til at engagere sig i klimasagen. 100 steder at huske før de forsvinder kan opleves gratis på Kongens Nytorv fra 26. september og året ud.
-JR