Kursus
Kommunikation af samfundsansvar
Du lærer at bruge indsigter fra din virksomheds arbejde med samfundsansvar – fx ESG-indsatser – til strategisk kommunikation. Dine undervisere, Line Schmeltz og Anna Karina Kjeldsen, sørger for, at du efter kurset kan kommunikere aktivt til omverdenen om din virksomheds arbejde med samfundsansvar.
Foto: istock
Derfor skal du tage kurset
Tør vi overhovedet sige noget? (Vi får jo alligevel bare kritik for ikke at være i mål?)
Sådan har mange virksomheder det, når det kommer til at kommunikere om deres ansvarlige indsatser i form af ESG-arbejde, grøn omstilling, diversitet osv.
Men her er den gode nyhed: Der er masser af gode historier i din virksomheds arbejde med samfundsansvar, som du kan bruge i din strategiske kommunikation.
Arbejdet er nemlig et stærkt udgangspunkt for at kommunikere din virksomheds værdier og jeres arbejde med emner som miljø, klima, social ansvarlighed og bæredygtig ledelse.
Det er emner, der samtidig er vigtige for både kunder, brugere, samarbejdspartnere og medarbejdere – og som kan stille jer stærkere som virksomhed.
Det kan dog være svært for dig som kommunikatør at omsætte din virksomheds ofte fagligt specialiserede, komplekse og detaljerede arbejde med ansvarlighed til attraktive kommunikationsprodukter, som dine modtagere kan afkode og få gavn af.
Det lærer du på det her kursus.
Du får værktøjerne til at kortlægge, hvilke ansvarlighedsemner du kan kaste dig over, så du bedst muligt kan omdanne tørre tal, nørdede udregninger og strategiske målsætninger til velvalgte kommunikationsbudskaber, der resonerer hos målgruppen – og dermed styrker din virksomheds brand og omdømme.
Det lærer du
På kurset får du indsigt i, hvordan du som kommunikatør kan omsætte det samfundsansvar, som din virksomhed arbejder med, til attraktive budskaber og stærk kommunikation. Kort sagt lærer du at finde det kommunikative potentiale i ansvarlighedsarbejdet.
Derudover lærer du at:
- kortlægge de ansvarlighedsområder, du med fordel kan kaste dig over
- se, forstå og håndtere faldgruberne ift. greenwashing, skepsis og lovgivning
- belyse vigtigheden af at kommunikere jeres ansvarlighedsindsats over for chef og kollegaer
- afklare, hvordan din virksomhed strategisk kan placere sig i forhold til konkurrenter, der også arbejder med ansvarlighedskommunikation
Kurset er således ikke et kursus i at udvikle nye ansvarlige tiltag eller udarbejde en ESG-rapport – men i, hvordan du kan bruge din virksomheds eksisterende arbejde med samfundsansvar i din strategiske kommunikation.
Kurset er for dig
Du er sandsynligvis ansat i en bæredygtigheds- eller kommunikationsafdeling i en større virksomhed, der arbejder med samfundsansvar, ESG eller lignende.
Du kan også være ansat i en mindre virksomhed, som har store samarbejdspartnere og kunder (der er pålagt at arbejde med ESG-rapportering).
Under alle omstændigheder har du en formidlingsrolle og kan se værdien i det arbejde med samfundsansvar, som du kan bruge til at skabe relevant kommunikation.
Hvad er samfundsansvar?
Samfundsansvar handler kort sagt om alle de måder, hvorpå en organisation eller virksomhed kan tage ansvar for det samfund, den er en del af.
På kurset tager vi udgangspunkt i ESG-rammen, som kan bruges som struktur for arbejdet med samfundsansvar. ESG står for Environmental, Social og Governance og er et begreb, der bruges til at vurdere og rapportere virksomheders indsats inden for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige områder.
Environmental
Fokuserer på, hvordan en virksomhed påvirker miljøet. Det kan omfatte klimaforandringer, luft- og vandforurening, energiforbrug, affaldshåndtering og tiltag, der reducerer negative miljøpåvirkninger.
Social
Handler om virksomhedens indvirkning på samfundet og de mennesker, den berører – fx medarbejdere, kunder, leverandører og lokalsamfund. Det kan omfatte arbejdsforhold, mangfoldighed og inklusion, arbejdssikkerhed, menneskerettigheder og bidrag til samfundet.
Governance
Omhandler virksomhedens ledelsesstruktur, politikker, bestyrelsesprocesser, gennemsigtighed, etiske retningslinjer, korruptionsbekæmpelse og, hvordan virksomheden opretholder ansvarlighed over for sine interessenter.
Sådan foregår undervisningen
Vi starter med en introduktion til, hvad det vil sige at arbejde med samfundsansvar. Herefter går vi i dybden med henholdsvis E (environmental), S (social) og G (governance), og hvordan arbejdet med de enkelte områder kan løftes over i den strategiske kommunikation.
Inden for alle felterne arbejder vi med emnerne gennem diskussion af den nyeste forskning, viden fra branchen og praksiseksempler – koblet med dine egne erfaringer som medarbejder og kommunikatør.
Vi sørger for, at du får en forståelse for potentialet i din virksomheds samfundsansvar, og hvordan du bedst udnytter det i din strategiske kommunikation.
Eksamen
Kurset afsluttes med aflevering af en skriftlig eksamensopgave, som bedømmes efter 7-trinsskalaen med intern censur.
Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.
Du skal regne med en udgift på op til 1.000 kr. til faglitteratur.
| Kursusstart: | 8. april 2026 |
| Dato og sted: | 8. april 2026 - DMJX, København 9. april 2026 - DMJX, København 27. maj 2026 - DMJX, København 28. maj 2026 - DMJX, København |
| Eksamen: | 25. juni 2026 - Opgave aflevering |
| Undervisere: | Line Schmeltz & Anna Karina Kjeldsen |
| Kursustype: | Diplom |
| ECTS point: | 5 |
| Kursusnummer: | 2604236130 |
| Pris: | DKK 16.050,- Momsfritaget |
Niveau
Kurset er kompetencegivende på diplomniveau. Overblik over niveauerne i det danske uddannelsessystem
Omfang
Kurset har et omfang på 5 ECTS. Læs mere om ECTS
Adgangskrav
For at blive optaget på kurset skal du mindst have
- en relevant videregående uddannelse mindst på niveau med en erhvervsakademiuddannelse, en akademiuddannelse eller en bacheloruddannelse
- minimum 2 års relevant erhvervserfaring. Det betyder, at journalistik, kommunikation eller formidling har været en central del af dit arbejde i minimum 2 år efter endt uddannelse.
Opfylder du ikke adgangskravene? Sådan søger du om realkompetencevurdering
