Reduktioner uden retning? Derfor er klimatransitionsplanen et vigtigt styringsværktøj.
Investorer, banker og lovgivere kræver nu, at virksomheder har troværdige klimatransitionsplaner, der kortlægger, hvordan virksomhederne konkret vil nå deres klimamål.
Foto: SustainX
Klima- og naturrisici ligger i toppen af de globale risikovurderinger, viser World Economic Forum’s Global Risks Report 2025.
Banker og investeringsfonde reagerer ved at indarbejde disse risici i deres beslutningsgrundlag og efterspørger i stigende grad virksomheder med troværdige klimatransitionsplaner.
De vil vide, hvordan I reducerer jeres CO2-emissioner, hvordan I arbejder med klimarisici, samt hvilke implikationer klimarisici har for jeres strategi og forretningsmodel.
Virksomheder, der kan dokumentere reduktionsmål og en realistisk vej dertil, står stærkere i konkurrencen om kapital.
Den Europæiske Centralbank (ECB) slår fast, at klimarisici er finansielle risici.
Klimaforandringerne mærkes allerede i dag direkte på virksomheders balance sheets. Og dén udvikling bliver kun accelereret i takt med at konsekvenserne af klimaforandringerne tager til i styrke.
Fra 2026 indføres en klimafaktor i ECB’s sikkerhedsvurdering, hvilket betyder, at virksomhedsobligationer og andre aktiver fremover vurderes ud fra branchemæssig risiko, omstillingsplan, løbetid og klimaeksponering.
En troværdig og detaljeret klimatransitionsplan er nøglen til at få adgang til finansiering, bedre lånevilkår og større investortillid.
Flere virksomheder arbejder med transitionsplaner
Kravene fra investorerne har fået flere virksomheder til at arbejde med deres transitionsplan.
EFRAG offentliggjorde i juli 2025 deres State of Play 2025 Report, som analyserer de første bæredygtighedserklæringer under CSRD. Rapporten viser, at over halvdelen af de rapporterende virksomheder allerede har en klimatransitionsplan. I Danmark er andelen hele 69 %.
Samtidig fremhæves det, at mange transitionsplaner fortsat mangler detaljer og standardisering, hvilket efterlader væsentlige forbedringsmuligheder i det fremadrettede arbejde.
Den gode nyhed er dog, at de fleste allerede er godt i gang.
Transitionsplanen er et lovkrav, hvis du vil kommunikere klimamål
Kravet om en klimatransitionsplan kommer ikke blot fra investorer. Også lovgivningen kræver, at virksomheder kan dokumentere de konkrete skridt i deres grønne omstilling af forretningen.
Fra næste år træder EU’s direktiv Empowering Consumers for the Green Transition (ECGT) i kraft. Direktivet kræver, at virksomheder, der kommunikerer om fremtidige drivhusgasreduktioner, skal kunne henvise til en dokumenteret og offentligt tilgængelig klimatransitionsplan.
En målsætning er altså ikke længere nok, virksomhederne skal vise, hvordan de når målet, hvis de vil undgå anklager om greenwashing og styrke tilliden til forbrugerne, som i dag er mere og mere skeptiske overfor virksomheders grønne udsagn.
CSRD kræver ligeledes, at virksomheder rapporterer om deres transitionsplan, eller hvornår de planlægger at etablere en, hvis ikke de har udarbejdet en. Også i CSDDD, i hvert fald i sin nuværende form, er en transitionsplan et af kravene.
Omnibusforhandlinger kan dog fortsat påvirke CSRD og CSDDD, modsat ECGT-direktivet, som ikke er en del af omnibusforhandlingerne, og som allerede er adopteret i dansk lov under markedsføringsloven.
ECGT træder i kraft i september næste år, mens omnibuspakken fortsat er under forhandling.
Transitionsplanen er jeres strategiske kompas
Den gode transitionsplan kan bruges til mere end compliance.
Ifølge Industriens Fonds rapport om grøn konkurrencekraft (2023) vil virksomheder, der tidligt omstiller sig til lavemissionsløsninger og integrerer grøn omstilling i deres kerneforretning, opnå en markant konkurrencefordel.
Rapporten fremhæver, at grøn omstilling er et konkurrenceparameter. De virksomheder, som arbejder mest med grønne tiltag oplever, at deres arbejde ikke blot gavner naturen, men også virksomhedens konkurrenceevne.
En stærk transitionsplan kobler ESG-strategien direkte til forretningen og tydeliggør både strategiske muligheder og potentiale for vækst og resiliens. Den viser de konkrete skridt mod en net-zero fremtid og identificerer nye forretningsmuligheder på vejen.
Det er i den strategiske kobling til forretningen, at klimatransitionsplanen bliver mere end dokumentation. Den bliver et styringsværktøj, som sikrer jeres virksomhed en plads i fremtidens lavemissionsmarked præget af klimarisici.
Dem der arbejder aktivt med klimarisici, og forstår, hvordan de påvirker forretningen både i dag og i morgen, står stærkest i markedet.
Så hvad med jer? Vil I nøjes med at opstille mål, eller tage konkrete skridt med en klimatransitionsplan, som gør jer i stand til at gå fra ambition til handling?
På torsdag afholder vi et webinar netop om klimatransitionsplanen.
Du kan tilmelde dig via linket her.