Prisuddeling hædrer årets bæredygtighedsaccelerator på Building Green
Building Green og InnoBYG retter med den nystiftede pris Det Bæredygtige Element spotlyset mod de bedste bæredygtige idéer i byggeriet. Prisen uddeles på årets Building Green d. 29.-30. oktober i København.
Med et næsten udfyldt program og 80 pct. af udstillerstandene afsat er Building Green ved at være klar til at byde byggeriets aktører inden for til årets bæredygtige begivenhed d. 29.-30. oktober i Forum i København. Deltagerne kan i år ikke mindst se frem til at overvære overrækkelsen af den nystiftede pris Det Bæredygtige Element, som Building Green har indført sammen med innovationsnetværket for bæredygtigt byggeri, InnoBYG. Formålet med prisen er at sætte fokus på de elementer i byggeriet, der i særlig grad gør en forskel for at fremme bæredygtighed.
Sætter fokus på højaktuelt emne
- Byggeriet er ikke forvænt med at fejre sig selv med priser og hylde de gode eksempler, sådan som man ofte gør i andre brancher. Dette gør i sig selv Det Bæredygtige Element til et unikt initiativ, udtaler direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeris Virksomhedsudviklingssekretariat og uddyber:
- Prisen er med til at eksponere de gode idéer, frontløberne og dem, der gør en forskel ved at sætte fokus på et højaktuelt emne og skabe opmærksomhed omkring, hvordan vi bedst muligt kan realisere visionerne om bæredygtighed.
Anerkendelse af ildsjælene
Det Bæredygtige Element kan uddeles til f.eks. en idé, et byggeprojekt, en ildsjæl, et produkt, et byggesjak, en bog, eller noget helt syvende, som inspirerer til eller gør noget ekstraordinært, hvad angår bæredygtighed, forklarer senior project manager Mette Grydehøj Post fra Building Green:
- Vi har valgt ordet element, fordi det relaterer sig til byggeriet, men også for at signalere helhedstanken bag bæredygtighed. Det handler ikke kun om bedre byggematerialer og konkrete projekter, men om en hel måde at tænke og agere på, hvori der indgår mange forskellige elementer. Hun suppleres af netværksleder Kasper Lynge Jensen fra InnoBYG:
- Hidtil har der i byggeriet manglet en anerkendelse af de mange bæredygtige tiltag og initiativer, som foregår overalt og på alle niveauer hver eneste dag. Prisen skal derfor både ses som et anerkendende nik til dem, der går forrest, men også som en inspiration til andre om at fortsætte med at udvikle de bæredygtige idéer, uanset om det sker i form af nye produkter, arbejdsmetoder, ændrede vaner på byggepladsen mv., udtaler han.
Vinder kåres af fagjury
Offentliggørelsen af vinderen af Det Bæredygtige Element og prisoverrækkelsen finder sted på årets Building Green-messe. Nomineringen af kandidater leveres bl.a. af InnoBYGs styregruppe, som repræsenterer byggebranchen bredt, mens en udvalgt fagjury står for kåringen af den endelige vinder.
Fagjuryens medlemmer er, ud over Kasper Lynge Jensen, partner Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects, direktør Peter Foldager fra Velux, Ph.D. i urban kompleksitet og formand for tænketanken URBAN Niels Bjørn, forsker Harpa Birgisdóttir fra SBi samt Københavns stadsarkitekt Tina Saaby.