Podcast: Velux og fremtidens indeklima
Når du hører navnet ”Velux” er din første tanke formentlig: ”De laver vinduer”. Og det er rigtigt. Men faktisk spiller Velux en meget større rolle, med deres initiativer og forskning inden for indeklima, sundhed og bæredygtighed. Hør hvordan her
Vidste du, at vi tilbringer 90% af vores tid indendørs? Det stiller krav til et sundt indeklima. Men det stiller også krav til arkitekter, ingeniører – og vinduer. Og det ved Lone Feifer, Director for Sustainable Buildings i VELUX Group, en masse om.
Lone Feifer er uddannet arkitekt, og har arbejdet 21 år i Velux. I denne udgave af podcasten Bæredygtig Business fortæller hun om, hvordan Velux var fremme i skoene, da de allerede i 2010 talte om CO2 neutrale huse. Du kan også høre om, hvad det egentlig vil sige, at man har et sundt hjem og hvor stor betydning, vinduer og udluftning har i den forbindelse. For eksempel er det mere forurenende at stege bacon uden at lufte ud, end det er at gå ned af en stærkt trafikeret gade i København.
Vi taler også om historien og hvordan huse og vinduer har ændret sig fra før til nu. I 70’erne skulle man spare så meget energi som muligt, så boligen var nemmere at varme op. Det betød mindre vinduer med tykkere glas – og mørke ”huleagtige” boliger. Men det syntes Velux og Lone Feifer ikke var det rigtige at gøre. Så de byggede huse med masser af dagslys og frisk luft.
Velux har i øvrigt lanceret et kompas med syv temaer, hvor ”sundt byggeri” er et af temaerne og bæredygtighed er et andet tema. Formålet er blandt andet at vise, hvad et sundt indeklima betyder for vores velvære som mennesker, når vi tilbringer så meget tid indendørs, som vi gør. “The Healthy Homes Barometer” som det hedder, er en årlig rapport baseret på research, som tager pulsen på Europas bygninger. Kompasset viser blandt andet, at et sundere indeklima på skoler, giver eleverne 15% bedre indlæringsevne.
Bliv klogere på indeklima, sundhed og velvære og hør hvordan Facility Management-afdelinger kan få en afgørende rolle at spille for fremtidens sunde bygninger.