Nye regler for miljømarkedsføring træder snart i kraft
Den 27. september træder nye regler for miljømarkedsføring i kraft. Det betyder bl.a. skærpede krav til generelle miljøanprisninger og nye krav til bæredygtighedsmærker. Virksomheder, der har produkter eller serviceydelser certificeret med Svanemærket eller EU Ecolabel, står fortsat stærkt og opnår med certificeringen klare fordele i forhold til kommunikation og markedsføring.
Foto: Svanemærket
Den 27. september 2026 træder EU's direktiv om styrkelse af forbrugeren i den grønne omstilling i kraft i Danmark som nye ændringer til markedsføringsloven. De nye regler skærper bl.a. kravene til generelle miljøudsagn, klimaanprisninger og brugen af bæredygtighedsmærker.
”Det er rigtig godt, at reglerne nu skærpes. Det er med til at beskytte forbrugerne mod vildledning og gøre det lettere for dem at træffe valg, der rent faktisk bidrager til den grønne omstilling. Samtidig vil reglerne også beskytte virksomheder, der gør en reel indsats for miljøet, mod skæv konkurrence”, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Slut med bæredygtighedsmærker uden anerkendt tredjepartscertificering
En af de væsentligste ændringer er, at bæredygtighedsmærker, der ikke er baseret på en anerkendt tredjepartscertificering eller er etableret af en offentlig myndighed, fremover bliver forbudt.
Svanemærket og EU Ecolabel er de officielle miljømærker i henholdsvis Norden og EU og bygger begge på uafhængig tredjepartscertificering. Begge mærker stiller skrappe, produktspecifikke krav ud fra et livscyklusperspektiv og lever dermed op til de nye krav til mærkningsordninger, herunder kravet om uafhængig kontrol.
Skærpede krav til generelle miljøanprisninger
Også brugen af generelle miljøanprisninger skærpes. Udsagn som fx ”grønnere” og ”mere miljøvenlig” må ikke anvendes, medmindre virksomheden kan påvise anerkendte, fremragende miljøpræstationer, som er relevante for anprisningen. Det betyder, at man skal have enten et officielt miljømærke eller leve op til højeste klasser inden for udvalgt EU-lovgivning.
”Med et officielt anerkendt miljømærke som Svanemærket og EU Ecolabel kan man trygt fortsat kommunikere om produktet eller serviceydelsens reducerede miljøpåvirkning. De skærpede regler giver på den måde virksomheder, der har produkter certificeret med et officielt anerkendt miljømærke, klare fordele i forhold til kommunikation og markedsføring, fordi der er dokumentation for, at der er reel miljø- og klimaeffekt bag de grønne ord”, siger Rina Ronja Kari.
Svanemærket og EU Ecolabel står stærkt
For virksomheder med produkter certificeret med Svanemærket og EU Ecolabel giver de skærpede markedsføringsregler således helt konkrete muligheder i forhold til kommunikation og markedsføring, ligesom det også er tilfældet med Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring.
Bl.a. må produkter, der er certificeret med en officiel mærkningsordning, hvor kriterierne er udviklet på basis af en livscyklusvurdering, normalt – og uden yderligere dokumentation – markedsføres med generelle miljøudsagn som fx:
- ”mindre miljøbelastende”
- ”mere miljørigtigt”
- ”mere skånsomt for miljøet”
- ”bedre for miljøet”
Nye anbefalinger fra Forbrugerombudsmanden om grøn markedsføring
Forbrugerombudsmanden har offentliggjort nye anbefalinger til miljømarkedsføring i forbindelse med nye regler i markedsføringsloven, der træder i kraft den 27. september 2026.
Andre ændringer i reglerne
De nye markedsføringsregler indeholder også andre ændringer, som virksomheder skal være opmærksomme på.
Der indføres bl.a. skrappe og detaljerede krav til dokumentation og kontrol, hvis man ønsker at lave en anprisning om fremtidige miljøgevinster og planer.
Samtidig bliver det forbudt at hævde, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner, hvis udsagnet bygger på klimakompensation.
Fire konkrete ændringer i markedsføringsloven fra 27. september 2026
De nye regler betyder bl.a., at følgende bliver tilføjet til listen over markedsføring, der altid betragtes som vildledende og derfor er forbudt:
- Bæredygtighedsmærker uden anerkendt grundlag: Man må ikke anvende bæredygtighedsmærker, som ikke er baseret på en tredjepartscertificering eller etableret af en offentlig myndighed.
- Generelle miljøudsagn uden tilstrækkeligt grundlag: Generiske udsagn som fx "grønnere" og "mere miljøvenlig" må ikke bruges uden påviste anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for udsagnet.Det betyder, at man skal have enten et officielt miljømærke eller leve op til højeste klasser i anden EU-lovgivning.
- Miljøfordele må ikke gøres bredere, end de er: Man må ikke fremhæve en miljøfordel ved hele produktet eller virksomheden, hvis fordelen kun gælder en bestemt del.
- Klimakompensation er ikke nok: Man må ikke hævde, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv påvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner, hvis udsagnet er baseret på klimakompensation.
