Lidl Danmark bæredygtighedsrapport 2015/2016
Lidl har med sine 110 danske butikker og over 10.000 butikker på verdensplan en stor geografisk spredning, som betyder, at vi kan glæde mange mennesker med vores dagligvarer. I vores daglige arbejde med handel tager vi et ansvar for mennesker, samfund og miljøet.
For os handler bæredygtighed om at kunne leve op til vores løfte om kvalitet hver eneste dag. Vi fokuserer derfor på, hvor vores aktiviteter påvirker vores omgivelser inden for vores fem fokusområder; produkter, medarbejdere, miljø, samfund og forretningspartnere.
I Lidl Danmark er vi glade for det fokus på en bæredygtig fremtid, som FN’s 17 Verdensmål bidrager til. Vi betragter Verdensmålene som et værktøj, der kan skabe en positiv bæredygtig udvikling; som globale borgere står vi stærkere, når vi alle på tværs af sektorer målrettet arbejder for en bæredygtig fremtid.
I Lidl har vores engagerede medarbejdere i adskillige år udviklet og igangsat forskellige samfundsansvarlige initiativer, som alle har til formål at skabe værdi for vores interessenter og samtidig sikre vores license-to-operate som dagligvarehandel. Denne rapport beskriver aktiviteter for Lidl’s forretningsår 2015 og 2016 samt vores fremtidige arbejde med Corporate Social Responsibility. Med rapporten ønsker vi at formidle vores rejse som ansvarlig dagligvarekæde og skabe større sammenhæng og overblik over vores samfundsansvarlige aktiviteter, resultater og målsætninger til glæde for vores mange interessenter.