Invitation: Bliv klar til 2014 CSR-rapporteringen
FSR- danske revisorers CSR-udvalg inviterer til en formiddag med fokus på redegørelse for samfundsansvar for 2014. Vi stiller skarpt på erfaringer og god praksis med særligt fokus på menneskerettigheder, samt kønsdiversitet i de øverste ledelseslag.
FSR- danske revisorers CSR-udvalg inviterer CFOer, regnskabs- og rapporteringsansvarlige og revisorer til en formiddag med fokus på CSR-rapporteringen for 2014. De 1100 største virksomheder er forpligtet jf. årsregnskabslovens §§99a og 99b til at redegøre for virksomhedens samfundsansvar og kønsdiversitet i bestyrelsen og ledelse. På mødet stiller vi skarpt på erfaringer og god praksis med særligt fokus på menneskerettigheder, samt kønsdiversitet i de øverste ledelseslag:
· Marie Voldby, kontorchef i Erhvervsstyrelsen fortæller ud fra styrelsens seneste undersøgelser om virksomhedernes redegørelser, hvor det står godt til, hvor der er plads til forbedringer og hvad der kendetegner god praksis.
· Martin Ørbæk Nielsen, CFO i Andersen & Martini og Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD deler ud af deres virksomheders erfaringer med redegørelserne, samt hvordan de takler muligheder og udfordringer ved lovgivningen.
· Birgitte Mogensen, formand for CSR-udvalget i FSR - danske revisorer giver en smagsprøve på hvad det er danske topledere gerne ser CSR-rapporteringen skal indeholde for at den giver ledelsesmæssig værdi.
· Du får mulighed for at komme til orde, når vi i løbet af formiddagen sætter tid af til diskussion og erfaringsudveksling vedr. god praksis og jeres evt. behov for vejledning inden for rapportering om samfundsansvar fra f.eks. Erhvervsstyrelsen eller FSR - danske revisorer.
Mødet faciliteres af Jens Pultz Pedersen, director og ansvarlig for non-financial assurance i PwC. Mødet finder sted torsdag den 20. november, 2014, fra kl. 9-12 i Revisorernes Hus.