Hyldest til madmodige spejdere, da aftensmaden blev vegetarisk
Over 30.000 spejdere har netop været samlet til Spejdernes Lejr. Her har Dagrofa Foodservice været hovedleverandør bag et nyt menukoncept i forbindelse med, at aftensmåltiderne for første gang var vegetariske. Til formålet udviklede Dagrofa Foodservice et særligt diplom for MadMod og en tilhørende pin, som gruppeledere uddelte til spejdere, der var særligt nysgerrige ved måltiderne.
Foto: PR
Spejdernes Lejr er Nordens største spejderlejr, der netop har været afholdt i Hedeland Naturpark med over 30.000 deltagere fra ind- og udland. Dagrofa Foodservice var hovedleverandør af fødevarer til lejren, hvor maden hver dag blev tilberedt over åben ild.
I år var aftensmåltiderne for første gang 100% vegetariske, hvilket var nyt for deltagerne, og for nogle krævede ændringen en tilvænning. Den udfordring tog Dagrofa Foodservice gastronomiske udviklingschef, Marlene B. Lindegaard og brand manager Rasmus Woelke på sig, da de stod bag udviklingen af et nyt diplom og en pin, der hyldede MadMod:
"Spejdere holder af at samle på mærker og løse udfordringer i fællesskab. Det har vi tænkt ind i diplomet og pinnen, der hylder MadMod, som gruppelederne kunne give til de spejdere, der skaber en positiv stemning omkring måltiderne. Diplomet gives nemlig til dem, der er med til at skabe en tryg og hyggelig stemning ved bordet – og som tør kaste sig over de grønne retter,” siger Marlene B. Lindegaard.
Der er produceret 1.800 MadMod-pinne, så hver af lejrens grupper kunne uddele to undervejs. Det var den enkelte gruppeleder, der vurderede, hvem der havde udmærket sig til at få anerkendelsen.
”Vores tanke med diplomet var at fastholde spejdernes nysgerrighed på madens smage, og at de fortsætter med at være forbilleder for andre, der har brug for en ven ved måltidet," siger Marlene B. Lindegaard, gastronomisk udviklingschef i Dagrofa Foodservice.
Vegetariske retter blev et nyt kapitel
Det er første gang, at Spejdernes Lejr tilbyder, at alle aftensmåltider er vegetariske. Det er ifølge Anni Tolstrup-Christensen, udvalgchef og ansvarlig for lejrens aktiviteter, et stort tiltag fra lejrledelsens side:
"Lejren satte sig et ambitiøst mål om, at alle aftensmåltider skulle være vegetariske. Der vil altid være nogen, der er rigtig positive, og nogen som synes, det er sværere – så med MadMod-diplomet og pinnen kan vi løfte de spejdere, der går forrest, og på den måde skabe nogle positive cirkler omkring det at spise grønt,” siger Anni Tolstrup-Christensen og fortsætter:
”Vi håber, at spejderne har fået smagt sig igennem en masse grønne retter, de ikke kendte til i forvejen, og at de tager de gode oplevelser med hjem."
Det ambitiøse mål bakkes også op af Dagrofa Foodservice, der ser samarbejdet som et vigtigt skridt i den rigtige retning:
”Vi er stolte af, at Spejdernes Lejr valgte os som foodservice-partner i år. Det er et stort skridt, at lejren gør måltiderne mere ansvarlige ved at sætte vegetarisk mad på programmet. Hvis vi kan give spejderne en god oplevelse med den grønne menu tidligt, hjælper vi med at udvikle madscenen på længere sigt,” siger Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice.
Fakta:
- Spejdernes Lejr er Nordens største spejderlejr, der blev afholdt i Hedeland Naturpark fra d. 18.-26. juli 2026 med over 30.000 deltagere fra ind- og udland.
- Dagrofa Foodservice er hovedleverandør af fødevarer til lejren.
- 2026 er det første år, hvor aftensmåltiderne på lejren er 100% vegetariske.
- Der blev produceret 1.800 MadMods-diplomer og pinne, som gruppeledere kunne uddele til spejdere, der viser MadMod ved måltiderne.
- Dagrofa Foodservice er en af Danmarks største totalleverandører til foodservicesektoren og en del af Dagrofa-koncernen.
Foto: Christian Kjær Jørgensen
Foto: Pernille B. Tvedt
