HOFOR: "Bæredygtighed er en del af vores samfundsmandat"

Som offentligt ejet forsyningsselskab har HOFOR både ansvar for stabil levering til over en million kunder og for klima, miljø og mennesker i værdikæden. Det fortæller sektionsleder Peter Harpsøe Engel i denne artikel.

Foto: Hofor

HOFOR er det største multiforsyningsselskab i Danmark og leverer vand, varme, bygas, fjernkøling og håndterer spildevand for mere end en million kunder i hovedstadsområdet.

Men da selskabet er ejet af de otte kommuner, det betjener, står de over for nogle andre krav end private forsyningsselskaber, forklarer sektionsleder for Ledelsessystem & CSR, Peter Harpsøe Engel. 

"Vores vigtigste opgave er at levere stabil og sikker forsyning, men det skal ske på en måde, hvor vi også tager ansvar for klima, miljø, natur og mennesker. Derfor ser vi bæredygtighed som en del af vores samfundsmandat – og ikke som noget, der ligger ved siden af kerneforretningen," siger han og tilføjer: ”Og så er vi udbudspligtige og kan dermed ikke vælge vores leverandører direkte”.

Holistisk tilgang til bæredygtighed

Omdrejningspunktet i HOFORs arbejde med bæredygtighed er den nuværende koncernstrategi, der særligt har fokus på effektiv ressourceudnyttelse og CO2-neutralitet.

Men bæredygtighed fylder på flere niveauer i selskabet, forklarer Peter Harpsøe Engel.

"Vi skal have styr på påvirkninger, risici og muligheder i vores egne aktiviteter og stille relevante krav længere ude i værdikæderne – især der, hvor der kan være risiko for påvirkning af arbejdstagere, lokalsamfund, natur eller miljø," siger han og tilføjer:

"I den forstand hænger social og miljømæssig bæredygtighed tæt sammen, og arbejdet skal også kunne dokumenteres i lyset af blandt andet CSRD og EU-taksonomiens minimumsgarantier."

Social ansvarlighed i værdikæden

På grund af lovgivningen fra EU fylder især arbejdet med due diligence og ansvar i værdikæderne på sektionslederens bord.

Han tilføjer dog, at arbejdet med ansvar i værdikæderne ikke er opstået udelukkende på grund af lovgivningskrav.

"Vi har i en årrække bl.a. systematisk fulgt op på, om medarbejderne, der arbejder for vores leverandører i Danmark, har de løn- og ansættelsesforhold, de er berettiget til. Det gør vi gennem kontroller især på de mange bygge- og anlægsprojekter, som HOFOR driver."

Samtidig er en ESG-strategi under opbygning, hvor mål, indsatser og datapunkter inden for både sociale og miljømæssige mål er ved at blive defineret.

Krav og proportionalitet i udbud

Et afgørende arbejdsområde er standardisering af arbejdet med bæredygtighed i udbud og sikring af vidensdeling. Her balancerer selskabet forholdet mellem at skulle levere sikker og stabil forsyning og samtidig være ambitiøse på klimaområdet.

Her kan meget specifikke krav, for eksempel om dokumentation for fuld sporbarhed i værdikæden, gøre et tilbud væsentligt dyrere eller indsnævre antallet af potentielle tilbudsgivere for meget.

"I sådanne tilfælde vil kravet skulle vurderes konkret i forhold til pris, marked, budget og forsyningssikkerhed, og det kan i sidste ende betyde, at kravet må justeres, hvis proportionaliteten ikke hænger sammen," siger Peter Harpsøe Engel.

Han slår dog fast, at bæredygtighedskravene som hovedregel kommer igennem i udbuddene.

Går dialogens vej

Èn ting er udbud. Noget andet er det reelle samarbejde med leverandøren, når de først er valgt. Her går HOFOR som regel dialogens vej, hvis krav ikke bliver overholdt. 

En stor del af HOFORs indsats består derfor af opfølgning på, om kravene i de indgåede aftaler bliver efterlevet.

"Et eksempel er vores arbejde med ansvarligt indkøb af biomasse. Her kigger vi ikke kun på certificeringer og dokumentation, men følger også op gennem kontroller, audits og løbende dialog med vores leverandører," siger han.

Her bliver alt fra arbejdstagerrettigheder og lokalsamfund til biodiversitet og natur løbende vurderet.

Ensretning af forventninger til branchen

Som en del af arbejdet med bæredygtighed er HOFOR for nyligt blevet en del af Etisk Handel Danmarks energialliance, der samler virksomheder og organisationer, som deler viden og erfaring, og som på sigt vil skabe fælles værktøjer, projekter og aktiviteter, der kan rykke energisektoren.

Her ser Peter Harpsøe Engel især frem til at dele erfaringer med selskaber, der står med de samme udfordringer og dilemmaer.

"Flere af udfordringerne kan vi ikke løse alene – det gælder både leverandørkrav, sporbarhed, due diligence, klima- og miljøspørgsmål og forventninger til ansvarlige værdikæder. Hvis vi kan få en mere fælles tilgang, kan det både styrke vores eget arbejde og bidrage til mere ensartede forventninger i markedet. Det kan også gøre det lettere for leverandørerne at forstå, hvad branchen forventer, og hvor udviklingen bevæger sig hen," siger han.

01.09.2026Etisk Handel Danmark

Sponseret

HOFOR: "Bæredygtighed er en del af vores samfundsmandat"

18.08.2026Etisk Handel Danmark

Sponseret

Hvem er Danmarks mest ansvarlige offentlige indkøber?

17.08.2026Etisk Handel Danmark

Sponseret

Nyt digitalt kort skal bygge bro mellem civilsamfundets viden og virksomheders ansvar

13.08.2026Etisk Handel Danmark

Sponseret

Virksomheder skal navigere i et EU med nye prioriteter

08.07.2026Etisk Handel Danmark

Sponseret

EU forbyder produkter fremstillet med tvangsarbejde fra 2027 - sådan forbereder du dig

03.06.2026Etisk Handel Danmark

Sponseret

Tre råd til at komme i gang med biodiversitet i værdikæderne