Flere miljømærkede kontorartikler i ny SKI aftale
På den nye aftale om kontorartikler fra Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) er der nu endnu flere miljømærkede produkter at vælge imellem.
Foto: Foto: Miljømærkning Danmark
Det bliver fremover lettere for landets kommuner og regioner at vælge grønt, når de køber kontorartikler. Med en ny SKI-aftale følger nemlig en endnu større andel af grønne og miljømærkede kontorartikler:
”På den nye kontorartikel-aftale har vi skruet endnu mere på de grønne knapper, ligesom vi har haft fokus på kvaliteten af produkterne. Det afspejler sig i sortimentet, blandt andet ved endnu flere miljømærkede produkter og flere refill-produkter, der er med til at forlænge brugen af fx kuglepenne og dermed mindske behovet for at købe nyt”, siger udbuds- og ESG-direktør i SKI, Katrine Pape Huldahl i en nyhed.
Det offentlige ønsker flere miljømærkede produkter
Den større andel af miljømærkede produkter skyldes bl.a. et ønske fra de offentlige organisationer, som er blevet bakket op af ekspertgruppen af offentlige indkøbere, der har været SKI´s sparringspartner undervejs i udbudsprocessen.
”Det er en rigtig god nyhed, at der nu kommer flere miljømærkede kontorartikler at vælge imellem for det offentlige. Det har været efterspurgt længe og er bl.a. et af de produktområder, der har været tæt markedsdialog om med både producenter, leverandører og indkøbere, fortæller Rikke Dreyer, chefkonsulent offentligt indkøb, Miljømærkning Danmark.
Det bliver Papyrus A/S, der skal levere papir på paller, og Lyreco Danmark A/S der skal levere kontorartikler til 98 kommuner, fem regioner og staten.
Nogle af de nye produkter på aftalen er svanemærkede tusch- og whiteboard-penne fra Penol, som forhandles via Lyreco.
”Vi er meget glade for, at den offentlige sektor med den nye SKI-aftale får adgang til at købe vores svanemærkede produkter. Det betyder, at endnu flere kan vælge grønne alternativer uden at gå på kompromis med kvaliteten,” siger adm. direktør i Penol, Kristian Engsig.
Om SKI-aftalen for kontorartikler
Den nye aftale 50.55 Kontorartikler er en fællesoffentlig aftale og kan anvendes af de 98 kommuner, fem regioner og øvrige offentlige organisationer, som tilsluttede sig aftalen i tilslutningsperioden. Aftalen indgår i Statens Indkøbsprogram, og staten er derfor automatisk tilsluttet. Øvrige offentlige organisationer får igen mulighed for at tilslutte sig aftalen i det første år fra aftalen træder i kraft. Læs mere om aftalen her.
Sådan køber du grønt på SKI-aftaler
På alle SKI´s aftaler er det muligt kun at hente de miljømærkede produkter til jeres e-katalog. På den måde kan du sikre, at de ofte mange forskellige personer, der køber ind i din organisation, kun kan vælge fra den grønne hylde. Se her, hvordan du køber grønt på SKI-aftalerne.
