Elis støtter 23 ferielejre med nyvaskede tekstiler
Når Ungdommens Røde Kors denne sommer sender børn og unge på ferielejr, bidrager Elis med nyvasket sengetøj og håndklæder, og hjælper med at skabe trygge rammer for fællesskab, oplevelser og minder for livet
Sammen med de mange frivillige skabes der oplevelser, der styrker både selvtillid og sociale relationer – og som for mange af børnene bliver minder, de bærer med sig længe efter sommeren er slut. Foto: Ungdommens Røde Kors
For de fleste børn er sommerferien fyldt med forventninger om rejser, hygge og oplevelser. Men for nogle børn og unge ser virkeligheden anderledes ud. Sociale, familiære eller økonomiske udfordringer kan betyde, at sommerferien bliver lang, ensom og uden de oplevelser, som mange af os tager for givet. Derfor gør Ungdommens Røde Kors hvert år en helt særlig indsats med deres ferielejre for børn og unge i udsatte positioner.
Elis er glade for igen i år at kunne bidrage til denne indsats ved at levere nyvaskede tekstiler til alle 23 ferielejre, som afholdes i uge 28, 29, 30 og 31.
Mere end en ferieuge
På ferielejrene får børn og unge mulighed for at opleve fællesskab, nærvær og nye venskaber. Sammen med de mange frivillige skabes der oplevelser, der styrker både selvtillid og sociale relationer – og som for mange af børnene bliver minder, de bærer med sig længe efter sommeren er slut.
Et samarbejde, der gør en forskel
Som en del af det mangeårige samarbejde med Ungdommens Røde Kors leverer Elis nyvasket sengetøj og håndklæder til lejrene. Det giver de frivillige mulighed for at fokusere på det vigtigste: at skabe en tryg og uforglemmelig ferieoplevelse for børnene.
For Elis handler indsatsen ikke kun om tekstiler og vasketøj. Det handler om at være med til at skabe de bedste rammer for fællesskab, omsorg og gode oplevelser.
Når vi støtter ferielejrene, støtter vi ikke bare en ferieuge. Vi støtter fællesskab, tryghed og minder, som kan gøre en reel forskel i et barns liv. Det er vi stolte af at være en del af.
Christina Saxkjær, Bæredygtighedschef i Elis
Fakta om Elis' støtte til ferielejrene
- 1450 børn og unge får en ferie hvert år med Ungdommens Røde Kors' ferielejre
- 1000 frivillige er hvert år med på ferielejr og med til at skabe trygge og uforglemmelige sommeroplevelser
- Ferielejrene er for børn og unge, som har brug for et positivt fællesskab og gode ferieoplevelser
- Lejrene afholdes i uge 28, 29, 30 og 31
- Elis leverer nyvasket sengetøj og håndklæder til de 23 ferielejre
Elis ønsker alle deltagere og frivillige en fantastisk sommer, og takker Ungdommens Røde Kors for deres store engagement i at skabe minder for livet for udsatte børn og unge.
