Cirkulært børnehus opnår licens til Svanemærket

Gladsaxe Kommune er den første kommune i Danmark med et cirkulært børnehus. Byggeriet bliver opført af materialer fra nedrivningen af den tidligere Gladsaxe Skole – og er det første byggeri af sin slags, der bliver certificeret med Svanemærket.

Børnehuset Svanen er det første cirkulære byggeri, der bliver certificeret med Svanemærket. Foto: Gladsaxe Kommune.

I Gladsaxe Kommune er man lige nu i gang med at opføre et cirkulært og svanemærket byggeri – børnehuset Svanen. Det er første gang, at et cirkulært byggeri bliver certificeret med Svanemærket.

”Svanemærket stiller flere krav til byggerier, der er med til at fremme den cirkulære økonomi, bl.a. skrappe kemikaliekrav og krav til kvaliteten. Men det er første gang, vi ser så store andele af recirkulerede materialer i et projekt, som det er tilfældet med børnehuset Svanen. Det placerer byggeriet blandt de mest innovative byggeprojekter i øjeblikket, som både vi og resten af byggebranchen kan hente brugbare erfaringer fra,” siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Til det nye børnehus bliver der anvendt materialer fra nedrivningen af den tidligere Gladsaxe Skole på grunden. På baggrund af miljøkortlægningen af Gladsaxe Skole har arkitektvirksomheden Lendager stået for at udvælge og sammensætte materialerne i samarbejde med ejendomscenteret i Gladsaxe Kommune.

”De arkitektoniske valg i børnehuset har afhængt af, hvilke typer, mængder og kvalitet af materialer som nedrivningen kunne levere. Vi har fx renset mursten og brugt dem igen. Denne tilgang er god for miljøet og er med til at tilføre børnehuset karakter frem for kun at anvende nye materialer,” siger Nikolaj Callisen Friis, arkitekt hos Lendager, og tilføjer:

”Det har været spændende for os at implementere genbrugsmaterialer i et svanemærket byggeri, idet Svanemærkets skrappe kemikaliekrav har hjulpet med at sikre, at vi ikke bygger skadelig kemi fra tidligere tider ind i byggeriet. Projektet har demonstreret, at genbrug og renhed i forhold til kemi kan lade sig gøre – og på den måde åbner det nye døre."

Kommune prioriterer svanemærkede børnehuse

Gladsaxe Kommune har allerede to færdigbyggede børnehuse med Svanemærket samt et børnehus, der har gennemgået en svanemærket renovering – og flere nye børnehuse er ved at blive opført. Kommunen har derfor opnået gode erfaringer med at bygge svanemærket.

”Vi er utrolig stolte af at være de første, der får et cirkulært byggeri certificeret med Svanemærket. Nedrivningen har krævet mere tid og større omtanke for at kunne genbruge materialer. Fra skolen genbruges der bl.a. 6.000 ton nedknust beton og 60.000 mursten, og så får vi et børnehus, der har sin helt egen fortælling fra starten af," forklarer Helen Glindvad Kristensen, arkitekt hos Gladsaxe Kommune, og uddyber:

"Fx vil forældre, der selv har gået på Gladsaxe Skole, kunne genkende uret fra skolegården i orangeriet, og kuplen fra skolens observatorium bliver et legehus på legepladsen. Og der har naturligvis været lige så meget fokus på at opnå et godt indeklima som i de første institutioner, hvor vi ved, at børnene trives.” 

Gode råd om cirkulært byggeri

Flere parter følger byggeriet af børnehuset med interesse – bl.a. Miljøstyrelsen, som via Center for Cirkulær Kemi har udgivet en ny rapport om erfaringerne med at opføre et cirkulært og miljømærket byggeri. Rapporten skal bruges til inspiration og ny viden om, hvad der skal til for at genbruge materialer og samtidig undgå miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

Ifølge rapporten demonstrerer projektet bl.a. værdien og potentialet i, at offentlige bygherrer – kommuner, regioner, staten – går forrest, stiller krav og aktivt deltager i udviklingen af byggeprojekter, der kan trække byggesektoren og markedet i en mere cirkulær, bæredygtig og ressourceeffektiv retning.

Nordisk Miljømærkning forventer at sende skærpede krav til svanemærket byggeri i høring i januar 2022, og her vil erfaringerne fra børnehuset Svanen også være tænkt ind, så kravene fremover vil være endnu stærkere i forhold til at fremme cirkulært byggeri.

KENDETEGN VED ET SVANEMÆRKET BYGGERI

  • Lavt energiforbrug
  • Godt indeklima
  • Skrappe kemikaliekrav
  • Strenge krav til bæredygtigt certificeret træ
  • Høj byggeteknisk kvalitet via kontrol af en uvildig tredjepart

God mulighed for genbrug og genanvendelse af bygningsdele

04.10.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Gratis seminar: Er din grønne kommunikation så effektfuld som du tror?

30.09.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Kæmpe stigning i antallet af svanemærkede produkter – men forbrugerne ønsker endnu flere

30.09.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Gratis seminar: Bliv klogere på forbrugeradfærd og grøn kommunikation

02.09.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Seminar: Bliv klogere på forbrugeradfærd og grøn kommunikation!

08.05.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Vælg en mere miljøvenlig bilvaskehal – nu strammer Svanemærket kravene

16.04.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes