5 råd til Dobbelt Væsentlighedsanalysen
5 råd til at reducere kompleksiteten i dobbelt væsentlighedsanalysen
En dobbelt væsentlighedsanalyse (DMA) kan give dig dyb indsigt i, hvordan din virksomhed påvirker og bliver påvirket af bæredygtighed i forhold til klima, sociale forhold, osv. Analysen giver god forretningsmæssig værdi, men lad mig sige det lige ud:
En dobbelt væsentlighedsanalyse, som er lavet efter bogen kan være en tung, krævende og kompleks størrelse.
Derfor er der god grund til at gå pragmatisk til opgaven, uden at det skal gå ud over kvaliteten. Nedenfor får du derfor 5 råd til, hvordan du reducerer kompleksiteten.
Se også mit webinar “Dobbelt væsentlighedsanalyse i Praksis”, som jeg holder den 30. april. Læs mere her.
Men tilbage til de 5 råd.
1. Interessentanalysen
Som en del af analysen skal du udarbejde en interessentanalyse, hvor du engagerer dine interessenter i bæredygtighedsspørgsmål.
Hvis du kører “efter bogen”
Udarbejd et professionelt spørgeskema, som giver dig et sikkert grundlag for at analysere svarene. Individualisér til de forskellige interessenttyper.
Derudover gennemfører du et antal 1:1 interviews.
Hvad du i stedet kan gøre
Brug et standard spørgeskema, der er skræddersyet til opgaven.
Det giver stadig give mening også at gennemføre 1:1 interviews, men istedet for at vælge dem på forhånd, så kan du udvælge dem, hvor du har behov for at få uddybet, eller der hvor du vurderer at der mangler viden, baseret på svarene.
Hvordan det reducerer kompleksiteten
Med et spørgeskema, der er målrettet opgaven, får du resultater, der automatisk bliver inkluderet i analysen de rigtige steder. Det sparer dig for en større manuel proces.
Jeg vil stadig anbefale at anvende 1:1 interviews, både fordi det kan være svært at få indhentet svar, men også fordi du kan guide dem, og få den dybere forståelse for deres vurdering af risici og forretningsmuligheder.
2. Identifikation af bæredygtigheds-emner
Hvis du kører “efter bogen”
Man kan bruge virkelig mange timer på at analysere detaljer, hvis man selv skal gøre det hele.
Hvad du i stedet kan gøre
Stop identifikationen så snart du ved, at dette har potentiale til (ikke) at blive behandlet. Tilføj det til din totalliste (kaldet “long list”).
Anvend hotspot værktøjer og industrianalyser, som eksempelvis denne, til at identificere potentielle emner.
Hvordan det reducerer kompleksiteten
Det er scoringsanalysen, der er med til at afgøre om, et emne bliver væsentligt eller ej. Ikke emnet i sig selv.
Industrianalyse og hotspot-værktøjer hjælper dig hurtigere på vej, men det er vist en blog-artikel for sig selv.
3. Tilpas analysen. Fokuser på resultat.
Analysearbejdet kan være omfattende, og som et hvert andet stykke arbejde er det nemt at komme til at bruge tid på opgaver, som aldrig kommer til at blive brugt.
Hvis du kører “efter bogen”
En klassisk vandfaldsmodel, hvor du gennemløber opgaverne fra start til slut. Det sikrer en grundig og gennemgribende analyse, som har været rundt om alle hjørner.
Hvad du i stedet kan gøre
Anvend en tilpasset (agil) tilgang, hvor du løbende afstemmer dine resultater og fremdrift.
Hvordan det reducerer kompleksiteten
Du bør løbende afstemme fremdrift og delresultater med din opgavestiller/ejer uanset, hvilken tilgang du har. Jeg anbefaler at du bruger din opgavestiller, som typisk også har budgetansvaret for opgaven, til at have medindflydelse på omfanget og vigtighed af de enkelte opgaver. Der er opgaver, hvor du kan argumentere for at de er lovpligtige og derfor skal laves, men ofte vil det være muligt at få god sparring på at få gennemført en effektiv proces.
4. Find datapunkter til rapportering.
En af formålene med en dobbelt væsentlighedsanalyse er at afgrænse, hvor meget du skal rapportere på, hvis du er underlagt CSRD – EU’s rapporteringsdirektiv indenfor bæredygtighed. EFRAG har udgivet identifikation af datapunkter, som hvis du tæller dem fra ende til anden udgør de 1.231 datapunkter.
Hvis du kører “efter bogen”
Så er det manuelt arbejde at identificere alle punkterne som du skal rapportere på - og dermed også en tidskrævende proces.
Hvad du i stedet kan gøre
Brug digitale værktøjer til at understøtte og lette processen.
Hvordan det reducerer kompleksiteten
De digitale værktøjer kan generere de relevante datapunkter, baseret på resultatet af analysen.
5. Det vi vælger at handle på
Hvis du kører “efter bogen”
Vi gør alt det, analysen afdækker som væsentligt.
Hvad du i stedet kan gøre
Transparens er nøglen her. Det kan være OK at vælge ting fra, som er væsentlige set fra et analytisk udgangspunkt, men ud fra et organisatorisk ikke er overkommeligt. Så længe I er åbne omkring det og har en plan.
Hvordan det reducerer kompleksiteten
Lad en forretningsvurdering afgøre, hvad der kan lade sig gøre. Vi kan ikke alt på en gang, så lav et roadmap, en prioriteret plan, tilpas din tilgang og sæt kræfterne ind på de få vigtigste områder og giv styregruppen mandat til løbende at tage flere emner ind, hvis der er kræfter til det.
Find troværdighedsbalancen
Ovenstående liste – og der findes sikkert andre gode idéer til at reducere kompleksitet – stiller dog analytikeren overfor et dilemma:
Hvis vi kommer for let hen over et emne, så risikerer vi at overse væsentlige forhold. Og hvis der efterfølgende kommer kritik af valg af emner, fordi netop det emne er overset, så har vi balladen.
Så det er naturligt, at vi som analytikere ønsker en tilbundsgående analyse.
Det er et dilemma, men løsningen hedder igen åbenhed (transparens), og det faktum at alle famler i øjeblikket. Det er altså OK her i de indledende år at blive klogere, men det kræver, at vi er åbne om, hvad vi har gjort, og om grundlaget, vi har haft for at tage vores beslutning.
Digitale værktøjer letter arbejdet
Når du skal lave en dobbelt væsentlighedsanalyse, kan du gøre rigtig meget med Excel og Word, men det bliver hurtigt noget rod, og du skal klare det hele manuelt.
I det kommende webinar vil jeg derfor også vise, hvordan du kan understøtte processen digitalt. Når jeg taler om en digitalt understøttet proces, så mener jeg brug af værktøjer, som:
- Understøtter spørgeskemaer til indsamling af (anonymiseret) feedback fra interessenter, og som føder resultaterne direkte ind i din analyse.
- Understøtter analyse af hele værdikæden.
- Understøtter dokumentation af jeres bæredygtighedsemner, samt scoring af dem.
- Grafisk fremstilling af analysen, samt valg af væsentlige emner.
- Værktøjer der skaber sammenhæng, så man ikke skal flytte data fra et system til et andet.
- Værktøjer der sikrer, at der ikke bliver pillet ved data, uden at der efterlades spor.
- Værktøjer, der har standardtekster, som kan bruges til inspiration, når rapporten skal udarbejdes.
Ved at bruge digitale værktøjer, opnår du en række fordele i forhold til både interessenthåndtering, analyseopgaven og generel støtte i processen.
På webinaret den 30. april viser jeg, hvordan viser jeg også, hvordan processen kan understøttes digitalt, uden at lægge sig fast på en bestemt tilgang.
Overvejer du en DMA, så ræk ud eller deltag i webinaret. Du kan registrere dig her: Link til registrering.
Bachs bæredygtige bryg, som min blog hedder, handler mindre og mindre om bryggen, men som gode kokke ved, så laves en god sovs ved at reducere, reducere og så lige reducere endnu mere for at nå ind til essensen og den gode smag.
God fornøjelse
Ole