Varm luft serveret i engangskopper på årets Folkemøde

Øl, kaffe og sodavand blev serveret i engangskopper på årets Folkemøde på Bornholm. Derfor kommer Plastic Change med en opfordring til arrangørerne: Kom tilbage i kampen mod engangskulturen!

En skraldespand fyldt med de genanvendelige kopper under Folkemødet..

Northside-festivalen gør det, Tivoli gør det, Roskilde Festival gør det og Klimafolkemødet gør det. Det samme gør mange andre eventsteder og festivaler. De tilbyder en vaskbar og genbrugelig kop til din fadøl, kaffe eller sodavand.

Og det manglede da bare.

For i 2023 burde det efterhånden være klart for de fleste professionelle eventaktører, at vaskbare og genbrugelige kopper er fremtiden, og den mest bæredygtige løsning – naturligvis forudsat, at vi tænker os godt om og får etableret et miljø-og klimavenligt system.

Desværre var genbrugskoppen skrottet på årets Folkemøde, som ellers dannede  rammen om hundredvis af debatter om den grønne omstilling og verdens kritiske  tilstand i forhold til klima, miljø og biodiversitet. Og som ovenikøbet afholdes på Bornholm, som har et erklæret mål om at blive affaldsfri inden 2032.

Så mens politikere, interesseorganisationer og virksomheder lagde ansigtet i de rette  alvorlige folder og drøftede behovet for akut handling og grønne målsætninger, indtog de kaffen og fadøllen i engangskopper.

Dette på trods af, at der efterhånden er utallige studier, der viser, at genbrugssystemer, hvor vi vasker og bruger vores  emballager og produkter igen, slår engangsbrug på alle parametre i forhold til at være mere bæredygtigt. Både på CO2-udledninger, vandforbrug, ressourceudvinding,  affaldsgenerering og plastikforurening og forurening generelt.

Engangskoppen floppede

Det lovede ellers godt, da Folkemødet i 2022 annoncerede, at de ville gøre op med  engangskopperne og introducerede en række vaskbare løsninger. Udfordringen i  2022 var dog, at der var lige vel mange løsninger i spil, og resultatet blev, at de  vaskbare kopper ikke blev den succes, som Folkemødet formentlig havde forventet.

I  Plastic Change roste vi initiativet og gav et konstruktivt feedforward til Folkemødet i den sikre forvisning, at Folkemødet ville lære af deres erfaringer og optimere systemet frem mod 2023.

Årsagen til, at den vaskbare kop var skrottet på årets Folkemøde, var ifølge direktør  Peter Christiansen, at systemet ikke virkede. Folkemødet havde, ifølge Peter  Christiansen, en række problemer med koppen i 2022, som gjorde, at de i stedet  valgte at samarbejde med Faerch Group og Cirrec, som skulle producere, indsamle og genanvende kopperne, som der efter skal blive til madbakker og lignende  produkter.

Men engangskoppen floppede.

Den skulle være sorteret i særlige skraldespande, men gæsterne på Folkemødet var for optaget af samtalerne om grøn omstilling til at  ramme den rigtige skraldespand.

Engangskopperne landede derfor i tilfældige skraldespande, ligesom andet blandet affald røg i genanvendelsesspanden. Og det er ikke overraskende, for adfærdsændringer er en svær størrelse. 

Derfor er det heller ikke overraskende, at den vaskbare kop havde svære vilkår i 2022. Dels fordi Folkemødet lagde flere benspænd for sig selv ved at køre med flere  systemer samtidig, og dels fordi forandring altid er vanskelig.

Men vi skylder hinanden, vores klima og vores miljø at give det en fair chance.

Vi har arbejdet på at  optimere genanvendelsen i 40 år, og Danmark ligger stadig og skraber EU´s  bundniveau for genanvendelse, men vi har ikke droppet indsatsen af den grund. 

I stedet for at læggeprojekterne med vaskbare emballager ned efter et enkelt  forkølet forsøg, skal vi tage ved lære af erfaringerne og bruge dem til at forbedre systemer og processer, ligesom vi har gjort det med genanvendelse.

Kommunerne kan med fordel understøttede private aktører

Det er hverken nemt eller billigt at introducere nye systemer, og for foreningen  Folkemødet har økonomi formentlig også spillet ind i forhold til deres fravalg af  vaskbare løsninger. Det kræver investeringer at ændre systemer, hvilket kan være  medvirkende årsag til, at projekter med vaskbare løsninger bliver skrinlagt. 

Derfor er det også oplagt, at private aktører går sammen med offentlige aktører for at  løfte denne opgave.

Ideelt havde politikerne på Christiansborg sat en national  ambition for reduktion og genbrug og drevet et marked for flere genbrugsløsninger og pilotprojekter. De valgte imidlertid i 2022 at sparke det til hjørne og afvente EU´s målsætninger.

Så meget for det der med at være foregangsland…

Tilgengæld ser vi i stigende grad kommunerne komme på banen i forsøget på at  reducere mængderne af engangsplastik. Det gælder både Aarhus, Odense og  København, hvor vaskbare løsninger til take away og kopper er i fokus og skal testes  indenfor de kommende år. 

Årets feedforward til Folkemødet

Fra Plastic Change lyder derfor en opfordring til Folkemødet om at række ud til  lokalpolitikerne på Bornholm, og gå sammen om at teste et vaskbart  emballagesystem for hele Bornholm – så Folkemøde-gæster og turister møder  samme system på hele øen, hele året.

Emballager, som vaskes på Bornholm i stedet for at blive transporteret langt væk og et system, som kan føde ind med erfaringer til landets øvrige kommuner.

Vi opfordrer Folkemødet til at komme tilbage i kampen mod engangskulturen, og vi håber, at Bornholms Kommune vil se det som en mulighed for at vise, hvordan grøn  omstilling kan se ud i praksis, frem for kun at tale om det på årets Folkemøde. 

Indlægget et bragt i Bornholms Tidende 27. juni 2023

10.12.2024Plastic Change

Sponseret

EU vil gøre op med engangsemballage, men ny lov er fyldt med huller

02.12.2024Plastic Change

Sponseret

Problematisk type af plastik bør forbydes

29.11.2024Plastic Change

Sponseret

Verdens lande misser nødvendigt opgør med plastikforurening under FN-møde

19.11.2024Plastic Change

Sponseret

167 organisationer i opfordring til verdens ledere: Plastikproduktionen skal ned!

12.11.2024Plastic Change

Sponseret

Køb IKKE plastikting og plastiktøj fra Temu, Shein og Wish

05.11.2024Plastic Change

Sponseret

Plastic Change bliver partner i europæisk projekt for at reducere affald