Semler Gruppen certificeret som læse- og skrivevenlig arbejdsplads
Som en del af sin ESG-indsats arbejder Semler Gruppen målrettet på at forbedre mulighederne for de af deres medarbejdere, der kæmper med ordblindhed eller andre læse- og skrivevanskeligheder. Og virksomheden har netop fået papir på sin indsats og er blevet certificeret som læse- og skrivevenlig arbejdsplads af Vitec MV.
Danmarks største leverandør af mobilitetsydelser, Semler Gruppen, er medlem af Ordblindeforeningen og tilbyder det digitale hjælpeværktøj IntoWords til alle sine medarbejdere og deres familier.
IntoWords giver læse- og skrivestøtte til mennesker med ordblindhed eller andre læse- og skriveudfordringer. Programmet fungerer på alle platforme og enheder. Dermed har medarbejderne altid værktøjet lige ved hånden, uanset om de befinder sig på kontoret, på værkstedet eller i direkte kontakt med en kunde.
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet var 17 % af de elever, der gik i 9. klasse i skoleåret 2022/2023, enten ordblinde eller usikre afkodere. Givet, at dette tal kan overføres til befolkningen generelt, svarer det til, at omkring 500 af Semler Gruppens mere end 3000 medarbejdere kan få glæde af det nye hjælpeværktøj i hverdagen.
”Vi arbejder på mange fronter i forhold til at sikre gode og lige vilkår for alle vores medarbejdere. Ordblindeindsatsen er således én blandt flere indsatser i vores arbejde med ESG, hvor vi ønsker at understøtte en rummelig kultur med plads til alle. Med certificeringen som læse- og skrivevenlig arbejdsplads har vi forpligtet os til at arbejde aktivt med at vise, at ordblindhed og andre læse- og skriveudfordringer ikke er en hindring for udvikling og ambitioner”, udtaler Maria Kofod Larsen, EVP for People, Communications & ESG.
Opgør med et tabu
Med mere end 3000 medarbejdere og flere end 40 selskaber er arbejdsopgaverne og stillingerne vidt forskellige på tværs af koncernen, men fælles for dem alle er, at det er så godt som umuligt at begå sig uden at skulle læse eller skrive i løbet af en arbejdsdag. Derfor glæder det også Maria Kofod Larsen, at denne del nu bliver nemmere for en lang række kolleger:
”Vi ved, at ordblindhed kan være forbundet med skam for den enkelte og usikkerhed i forhold til at begå sig på lige fod med kollegerne. Det vil vi med dette tiltag gerne gøre op med, så vi i stedet får større arbejdsglæde og produktivitet. Derfor tilbyder vi IntoWords til alle vores medarbejdere og faktisk også til deres familier. Det har vi valgt at prioritere både, fordi det er et faktum, at ordblindhed kan være arveligt, og fordi mange af programmets funktioner også kan gøre hverdagen nemmere for enhver, der ikke har skrivning som sin primære opgave. Vi håber, at det samtidig kan være med til at rykke bare en lille smule ved tabuet omkring ordblindhed, så ingen behøver føle, at det er pinligt at have svært ved at læse eller skrive.”
Kontakt
Ved yderligere spørgsmål, kan kontakt rettes til Maria Kofod Larsen, EVP for People, Communications & ESG i Semler Gruppen, på makol@semler.dk eller 52371902