Sampension vil opgøre investeringernes klimaaftryk
Sampension tilslutter sig G20-landenes Task force on Climate-related Financial Disclosures og vil bl.a. anvende TCFD’s anbefalede målemetode til at opgøre investeringsporteføljernes klimaaftryk
Sampension har inkorporeret klimamål fra COP21-aftalen og vil nu opgøre klimaaftryk.
Klimarisici er et af Sampensions fokusområder i arbejdet med ansvarlige investeringer, herunder hvordan klimaforandringer kan ændre virksomheders og hele branchers forretning. Derfor har Sampension tilsluttet sig TCFD - Task force on Climate-related Financial Disclosures.
”Vi går ind i konkrete investeringer, der bidrager til en positiv udvikling inden for klima og miljø og samtidig er en god forretning, såsom købet tidligere i år af miljøobligationer for 120 mio. kr. fra Den Nordiske Investeringsbank og medejerskabet af den danske biogasproducent Nature Energy. Samtidig prioriterer vi at udvikle vores analyseværktøjer og målemetoder yderligere. Her passer TCFD ind i billedet,” siger Hasse Jørgensen, adm. direktør i Sampension.
G-20-lande står bag
Arbejdsgruppen arbejder i regi af FSB (Financial Stability Board), som er G20-landendes organ for finansiel stabilitet. Tanken bag projektet er at sikre bl.a. investorer, långivere og forsikringsselskaber konsistent information om klimarelaterede finansielle risici i de virksomheder, de investerer i og arbejder med. Fokus ligger således ikke mindst hos virksomhederne med metoder til, hvordan de kan opgøre forskellige klimascenariers påvirkning af virksomhedens drift, indtjening osv.
”Viden og specifikke målemetoder til, hvordan klimaet påvirker virksomhederne og dermed basis for vores investeringer, er en meget nyttig vej frem og giver os bedre mulighed for at fastlægge og prissætte finansielt materielle risici relateret til klimapåvirkninger. Konkret kommer vi til at tage et måleværktøj i brug fra TCFD til at opgøre klimaaftrykket – det man kalder carbon footprint – af vores investeringsporteføljer,” siger Hasse Jørgensen.
Sampension er det femte danske pensionsselskab, der har tilsluttet sig klimaorganisationen. Læs mere på www.fsb-tcfd.org.