Pisk og gulerod i ny handlingsplan for samfundsansvar

Den danske regering har offentliggjort en ny handlingsplan for virksomheders samfundsansvar. Handlingsplanen er blevet kritiseret for at indeholde mekanismer, der begrænser den fri konkurrence.

I denne kommentar understreger Pia Justesen, at markedet har brug for hjælp og regulering til at skabe de gode rammer for danske virksomheder og deres samfundsansvar.

Mange danske virksomheder tager ansvar for både mennesker og miljø, når de driver forretning. De er samfundsansvarlige virksomheder. Nogle virksomheder er desuden aktive med at kommunikere deres samfundsansvar til omverdenen.


Jeg tror ikke på, at markedet og den fri konkurrence alene kan skabe de gode rammer for danske virksomheder og deres samfundsansvar. Detaljeret regulering kan heller ikke. Men overordnede regler kan udgøre en ramme for virksomhedsadfærd, som skaber den gode udvikling for både virksomhed og samfund. Sådanne regler kan være gulerødder og sende kraftige signaler om det officielle Danmarks forventninger og på den måde fremme den "gode adfærd". Hvis reglerne sanktioneres med straf eller erstatningsansvar, kan de herudover udgøre så meget pisk, at de i endnu højere grad får virksomheder til at ændre adfærd.

På området for samfundsansvar har den danske stat indtil nu primært brugt gulerods reguleringer kombineret med ganske bløde pisk. De 1100 største danske virksomheder er efter årsregnskabsloven forpligtet til at forholde sig til samfundsansvar. Den stadigt relativt nye paragraf 99a i årsregnskabsloven har virket - men ikke fyldestgørende. Fx er det i dag godt nok, hvis virksomhederne siger, at de ikke ønsker at arbejde med samfundsansvar. De sidste års erfaringer viser da også, at danske virksomheder ikke i tilstrækkeligt omfang har arbejdet med og rapporteret seriøst om samfundsansvar. I hvert fald ikke hvis danske virksomheder i international sammenhæng ønsker at være i front med samfundsansvar.

Den danske regering giver udtryk for en ambition om, at danske virksomheder skal være en del af førerfeltet på området for samfundsansvar. Derfor er det både udfordrende og spændende, at regeringen i sin nye handlingsplan for virksomheders samfundsansvar 2012-2015 planlægger etablering af en ny mæglings- og klageinstans for ansvarlig virksomhedsadfærd. Planen er også, at virksomheder fremover udtrykkeligt skal fortælle om deres arbejde med at respektere menneskerettighederne og reducere deres klimapåvirkning.

Der er ingen tvivl om, at de nye tiltag vil få danske virksomheder til at se endnu stærkere ud i udlandet. Periodisk rapportering med pålidelige data er med til at skabe stor og vedvarende troværdighed hos omgivelserne. Det gør enkeltstående historier om gode gerninger ikke. Så jo - jeg tror også på markedskræfterne. Men de har brug for hjælp og gode rammer, som den nye handlingsplan for virksomheders samfundsansvar er udtryk for.

24.04.2012CSR Nordic ApS

Sponseret

Pisk og gulerod i ny handlingsplan for samfundsansvar