Kursus
Masterclass 2: Konfliktforebyggelse og konstruktiv konflikthåndtering i byggebranchen – København
Hvordan kan jurister og advokater hjælpe med at forebygge konflikter i bygge- og anlægsbranchen? Og hvordan kan de konkret bidrage til de gode løsninger, når det er gået galt?
Foto: Byggeriets Samfundsansvar
Denne masterclass handler om, hvordan tvisteforebyggende aftaler, proaktiv relationsstyring og contract management, mediation og mægling kan styrke samarbejdet og mindske juridiske tvister i bygge- og anlægssektoren. Gennem diskussioner, praksiseksempler og cases fra danske og internationale byggeprojekter undersøger vi, hvordan jurister og advokater i praksis kan spille en central rolle i at skabe bedre dialog og reducere behovet for ressourcekrævende voldgifts- og retssager.
Du lærer blandt andet om:
- Tvisteforebyggende aftaler om dokumentation og håndtering af ekstraarbejder
- Contract management på byggeprojekter
- Relationsstyring på byggeprojekter
- Mediation og mægling i praksis
Dagens progam:
9:00 – 9:15: Ankomst
9:15 – 9:30: Intro til Samarbejdsløftet 2.0
9:30 – 10:15: Contract management på byggeprojekter
Hvordan bliver kontrakterne et aktiv i byggeprocessen? Hvordan kan de bruges til at fremme tillid, samarbejde og øge værdiskabelsen undervejs i projektet? Og hvordan bruges kontrakterne aktivt til at forebygge- og løse konflikter under opsejling. Hør eksperter fra byggebranchen dele deres erfaringer med contract management som disciplin på byggeprojekterne.
Oplægsholdere:
- René Guldtfeldt Søgaard og Kristoffer Kiilsholm, Rambøll Management Consulting
- Christa Krell-Jørgensen, Wicotek Kirkebjerg
10:15 – 11:00: Relationsstyring på byggeprojekter
Skaber man bedre resultater og mere sammenhængende teams når man investerer i relationer? Og er det de teams, der bedst omfavner forandringer, rummer forskelligheder og sammen bygger en kultur, hvor alle trives og præsterer deres bedste? Hør hvordan relationsstyring på RegionH’s hospitalsbyggerier har udmøntet sig i praksis, og hvilke erfaringer RegionH som bygherre har taget med sig.
Oplægsholdere:
- Lasse Krebs Manniche og Benny Frost Jensen, Center for Ejendomme, RegionH
- Marie Louise Pind, Njord Law Firm
11.00 – 11.15: Pause
11:15 – 12:00: Workshop – Hvad kan vi tage med os fra contract management og relationsstyring?
12:00 – 13:00: Frokost
13:00 – 13:45: Tvisteforebyggende aftaler – en vejledning til god praksis for dokumentation og ekstraarbejder
Hvornår er dokumentationen for ekstraarbejder tilstrækkelig for bygherre? Hvordan undgår man, at dokumentationskravet bliver unødigt byrdefuldt for entreprenøren? Og hvordan opnår man den hurtigste og mest hensigtsmæssige behandling af krav for ekstraarbejder? Hør nogle af penneførerne bag aftalen mellem Banedanmark og organisationen Dansk Infrastruktur fortælle om erfaringerne med parternes fælles vejledning fra efteråret 2024. En vejledning, der skal sikre rene linjer, når der er ekstraarbejder på anlægsprojekter.
Oplægsholdere:
- Marlene Sønderby Kristensen, BaneDanmark
- Jakob Lund, Aarsleff Rail
13:45 – 14:30: Den gode forberedelse af mediation og mægling – en diskussion
Med et ønske om at byggeriets konflikter blev løst hurtigt, billigt og helst af parterne selv blev mediation og mægling indført i AB18 som første stop i byggetvisterne. Men hvordan forbereder man sig bedst muligt på en proces, hvor parterne selv skal nå til enighed? Og hvordan rådgiver man sin klient mest optimalt før, under og efter mediations- eller mæglingsmødet? Hør eksperterne give deres bedste bud, og deltag i debatten:
Panel:
- Henrik Ingeman Nielsen, Enemærke & Petersen
- Frederik Lyngbye-Rasmussen, Kaveat advokatfirma
- Alexandre Latif Schleimann-Jensen, DLA Piper
- Casper Nordby Albertsen, Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg
Moderator: Thomas Samsø Bloch, CPH Mediation & Negotiation
14.30 – 15.00: Pause med kaffe og kage
15:00 – 15:45: Workshop – Hvordan tilrettelægger vi tvistløsning og konflikthåndering mest optimalt?
15:45 – 16:00: Opsamling
16:00: Tak for i dag
Hvad får du ud af at deltage?
- En praktisk vinkel – en virkelighedsnær tilgang til samarbejde i byggeprojekter
- Best practice – Indsigt i koncepter, viden og metoder, der styrker det gode samarbejde
- Hands-on – Viden og værktøjer til at arbejde proaktivt med konflikthåndtering, du kan bruge fra dag ét
- Vidensdeling med eksperterne – Sparring med eksperter og deltagere fra forskellige dele af branchen
Forløbet er tilrettelagt, så du straks kan implementere den nyeste viden i dine projekter og se konkrete resultater.
Masterclassen forventes at kunne godkendes som obligatorisk efteruddannelse for advokater med 7 lektioner (point).
Deltager du i både masterclass 1 og 2, vil du blive nævnt på Samarbejdsløftets liste over jurister og advokater, der har gennemført samarbejdsløftets masterclass-forløb. Nåede du ikke med på masterclass 1 i København, afholder vi den igen i Aarhus den 7. oktober.
Pris per modul: 4.000 DKK excl. moms
Tilmeldingsfrist: 8. september 2025