Kursus
Kursus: Undgå greenwashing og styrk din grønne kommunikation
Hvordan kommunikerer man ”grønne” budskaber klart, præcist og troværdigt? Hvilke konsekvenser har den nye lovgivning på området, der træder i kraft 26/9 2026? Og hvad siger Forbrugerombudsmandens kvikguide om ”bæredygtighed” i markedsføring? Bliv opdateret, når bæredygtighedskonsulent og underviser Pia R. Bødker fra Merkura gæster Dakofa den 9. september 2026.
Foto: Dakofa
Kommunikation om bæredygtighed kan føles som et farligt farvand at bevæge sig ud på. For hvordan fortæller man om grønne ambitioner, cirkulære løsninger og miljømæssige forbedringer uden at komme til at love for meget?
Det spørgsmål bliver endnu mere aktuelt nu, hvor de nye regler fra EU's direktiv ‘Empowering Consumers for the Green Transition’ (ECGT) træder i kraft d. 26. september i år. Reglerne rammer især B2C-virksomheder direkte, men vil også få indirekte betydning for deres samarbejdspartnere, leverandører og rådgivere, som i stigende grad skal kunne bidrage med præcise data, dokumentation og formuleringer.
På dette kursus om kommunikation om bæredygtighed ser vi nærmere på, hvordan man kan arbejde med grønne budskaber og samtidig overholde reglerne samt retningslinjerne fra Forbrugerombudsmanden. Med Pia R. Bødker ved vores side stiller vi skarpt på, hvordan tørre data, tekniske indsatser og strategiske ambitioner kan oversættes til fængende budskaber, som samarbejdspartnere og kunder forstår – uden at man risikerer at vildlede.
Pia R. Bødker er bæredygtighedskonsulent og arbejder med cirkulær økonomi, ansvarlig forretningsudvikling og grøn kommunikation. Hun har undervist på adskillige kurser og har erfaring med at omsætte komplekse krav og faglige indsatser til konkrete redskaber. Pia har en Mini MBA i Sustainability Management og er uddannet ingeniør indenfor forretningsudvikling og innovation. Hun har tidligere arbejdet otte år i Arla, været selvstændig og siddet i InnoFounders ekspertpanel.
På kurset bruger vi eksempler fra virkelige cases, hvor kommunikatører lykkes med at få troværdige budskaber om bæredygtighed og cirkularitet ud over kanten – og vi ser også på eksempler, hvor virksomheder er blevet dømt for vildledning og greenwashing.
Kursusdagen er målrettet offentlige og private organisationer, der ønsker at blive mere bevidste om potentialer og faldgruber, når man vil kommunikere om bæredygtighed og cirkularitet.
Kort sagt sætter kurset fokus på:
- Vurdering af troværdighed i grøn kommunikation
- Faldgruber i miljømarkedsføring – herunder greenwashing og greenhushing
- Nye EU-regler og deres betydning for virksomheder og samarbejdspartnere
- Inspiration til best practice baseret på virkelige cases
- Praktisk brug af Forbrugerombudsmandens kvikguide til miljømarkedsføring
