Fra førstehjælp til folkesundhed
Partnerskaber kan sikre den form for stabil funding, som er afgørende for at sikre overgangen fra akut nødhjælp til et bæredygtigt sundhedsvæsen. Otte år efter kampene i Mosul i Irak har Læger uden Grænser nu overdraget sit sidste projekt til de offentlige sundhedsmyndigheder.
Ayham Badr, seks år gammel, indlagt på et hospital i Mosul drevet af Læger uden Grænser. Foto: Florence Dozol/MSF
Læger uden Grænsers medicinske nødberedskab spillede en betydelig rolle, da voldsomme kampe udspillede sig mellem irakiske styrker og Islamisk Stat (IS) i Mosul. I forbindelse med kampene frem til 2017 iværksatte vi en akut nødhjælpsindsats, og i de efterfølgende år bistod vi med akut livreddende behandling og indsatser målrettet fordrevne mennesker.
En bæredygtig tilgang
I løbet af de seneste år har vi etableret felthospitaler, foretaget livreddende operationer og ydet intensiv pleje og udvidet med specialiserede ydelser som pleje efter operationer, kompleks sårbehandling, sikker fødselshjælp og infektionsforebyggelse og -kontrol. Udover den direkte medicinske indsats har vi også understøttet træning af personale, styrket patientforløb og hjulpet med at etablere evidensbaserede protokoller på de offentlige hospitaler.
”Målet var ikke alene at behandle patienter, men også at introducere en måde at arbejde på, som ville fungere, længe efter vi ikke længere var der,” siger Jackie Murezeki, vores tidligere medicinske projektkoordinator i Mosul.
Genopbygningen af sundhedssystemet i Mosul viser, hvor langstrakt og kompleks en humanitær indsats kan være. At skabe varige resultater kræver ikke kun faglighed og tilstedeværelse, når katastrofen indtræffer, men også når støvet har lagt sig og nye medicinske behov viser sig.
Behov for partnerskaber
Særligt i forbindelse med indsatser og områder, som ikke fanger mediernes opmærksomhed, kan det være en udfordring at skaffe den nødvendige økonomiske funding til at imødekomme de sundhedsmæssige behov. Her er netop erkendelsen af, at det tager tid at genopbygge det lokale sundhedsvæsen, enormt vigtig.
Hos Læger uden Grænser er vi derfor meget taknemmelige for, at det i dette tilfælde lykkedes at skaffe den nødvendige økonomiske opbakning fra bl.a. fonde og virksomheder til at holde indsatsen kørende, indtil sundhedsvæsenet igen kunne drives lokalt. Gennem partnerskaber kan vi sikre den form for stabil funding, som er afgørende for at sikre overgangen fra akut nødhjælp til et bæredygtigt sundhedsvæsen. Det er et grundlæggende skridt på vejen til at få et samfund, som har været ramt af krig eller katastrofe, på fode igen.
