Din næste firmabil kører måske på benzin
Benzinmotorerne kører længere og længere på literen og går nemmere uden om miljøbeskatningens søgelys. Nordanias indkøbschef giver her et bud på, hvorfor også firmabilsbrugere får gode grunde til at kigge en ekstra gang på benzinbilen i 2014.
Det er svært at spå. Især om benzinbiler. Men Michael Nordahl Petersen, der er indkøbschef i Nordania, ser alligevel så klare tegn i krystalkuglen, at han godt tør løfte sløret for en tendens, der kan blive begyndelsen på en mindre omvæltning i 2014:
Michael Nordahl Petersen, indkøbschef i Nordania.
Når vi sidder på bilfabrikkernes kontorer, mærker vi en klar vilje til at satse på benzinmotorerne. Det skyldes, at evnen til at få det maksimale ud af brændstoffet er accelereret meget, og det giver benzinbilerne en fordel, når valget står mellem diesel og benzin, siger han.
Mazda6 viser vejen
Hos Nordania vælger kun 15 procent af firmabilsbrugerne normalt en benzinbil. Men den magtbalance er så småt ved at tippe. Det ser vi f.eks. med den nye Mazda6, der er Nordanias sjette mest leasede bil i de første tre kvartaler i 2013. Her har 65 procent valgt udgaven med en benzinmotor, siger Michael Nordahl Petersen.
Billige og rene motorer
Selvom dieselbilen stadig er attraktiv for firmabilsbrugerne, er der to øvrige faktorer, der giver benzinmotorerne et ekstra lod i vægtskålen. De er nemlig billigere at producere, hvilket betyder, at beskatningen på en Mazda6, der kører på benzin, er cirka 40.000 kroner lavere end dieseludgaven.
Derudover medfører den stadigt mere effektive forbrænding i benzinmotorerne, at de ikke har været så hårdt ramt af de seneste stigninger i miljøbeskatningen.
Nye biler i 2014
Hvad angår nye modeller, nævner Michael Nordahl Petersen VW Passat og Ford Mondeo, der bliver lanceret i slutningen af det nye år. Mercedes' nye C-Klasse kommer allerede her til foråret. De er traditionelle, populære firmabiler, som også i 2014 vil spille en central rolle på leasingmarkedet, spår han.
Fortsat svært for el-biler
Det er ikke sikkert, om de nye modeller vil blive ligeså benzin-efterspurgte som Mazda6. Sikkert er det dog, at de kommer til at køre på en eller anden form for brændstof. Selvom f.eks. VW og BMW kommer med mere seriøse bud på el-biler, er der nemlig stadig et stykke vej til det kørselsbehov, firmabilsbrugere har.
Endelig er der farven. Her vælger Nordanias kunder, som altid, næsten udelukkende sølv, koks, brun metal samt sort og hvid.