Årsresultat: Comwell Hotels satte omsætningsrekord i 2023

Den danskejede hotelkæde Comwell Hotels har i dag offentliggjort ESG-rapportering og årsresultat for 2023. Med en omsætning på 1.290,6 mio. kr. kan kæden skrive det ind i historien som den højeste nogensinde. Som del af årsrapporten udgiver Comwell også rapport på 2023’s ESG-mål og -aktiviteter, som afspejler et stort fokus på rejsen mod en mere bæredygtig hoteldrift på tværs af alle hoteller.

Foto: Comwell

Comwell Hotels lander et årsresultat før skat på 34,2 mio. kr. mod 72,5 mio. kr. i 2022. Det viser hotelkædens årsregnskab, der blev offentliggjort i dag. Og med en omsætning, der er steget med +6% til 1.290,6 mio. kr. mod 1.216,6 mio. kr. i 2022, sætter kæden omsætningsrekord. 

2023 bød på udfordrende omstændigheder. 

”At vi har opnået omsætningsrekord i et ellers vanskeligt marked, er vi stolte af," siger Peter Schelde, CEO for Comwell Hotels, og understreger: "Det viser styrken i vores forretningsstrategi og vores medarbejderes engagement og dedikation. At navigere i så komplekse tider samtidig med at vi arbejder benhårdt på vores forpligtelse til rejsen mod en mere bæredygtig hotelkæde, er helt afgørende for vores fortsatte succes.”

På resultatsiden opnår Comwell et lavere resultat i 2023 målt op mod året før. Resultatet er negativt påvirket af ændringer i hotelporteføljen drevet af eksekveringen af Comwells placeringsstrategi. Dette har påvirket årets resultat negativt med i alt 23,3 mio. kr. før skat.

Et begivenhedsrigt år i bæredygtighedsrejsen 

2023 var et begivenhedsrigt år for Comwells bæredygtighedsindsatser. 

”I årets løb fokuserede vi yderligere indsatsen på uddannelse og opkvalificering af medarbejderne. Det er en central del af vores strategi, som skal sikre både faglig og personlig udvikling hos vores ansatte. Det er også med til at højne trivslen, når medarbejderne kan mærke, at de rykker sig. Det er helt afgørende i en branche, hvor konkurrencen om kvalificeret arbejdskraft er benhård.” 

I 2023 vandt Comwell også to flotte priser; for femte år i træk modtog hotelkæden den europæiske bæredygtighedspris Sustainable Brand Index™ Award, som betyder, at de danske forbrugere fortsat opfatter Comwell som landets mest bæredygtige hotelkæde. Ydermere blev Comwell tildelt madspildsprisen ’Stræberen’. En pris stiftet af De Samvirkende Købmænd, som hylder mennesker og virksomheder, der gør en forskel i kampen mod madspild.

Store projekter på vej

For fortsat at styrke Comwells position på det danske hotel- og konferencemarked, har hotelkæden desuden iværksat en række større projekter i 2023. 

På årets første dag overtog Comwell nøglerne til Comwell Bygholm Park i Horsens, som efter en gennemgribende renovering, nu indgår i Comwells portefølje af hoteller i Østjylland. 

Ydermere har hotelkæden påbegyndt sit byggeprojektet af et 15 etagers hoteltårn i Aarhus som udvidelse til Comwell Aarhus. Tårnet forventes at stå klar i 2026 med skybar, yderligere restaurantfaciliteter, tagterrasse samt mødefaciliteter. Efter udvidelsen er Aarhus-hotellet således klar med totalt 401 værelser, suiter og long-stay lejligheder. 

Derudover løftede Comwell sløret for kædens nyeste hotelprojekt; et totalrenoveret hotel i hjertet af Kongens Lyngby, som – når hotellet står færdigt i 2026 – vil byde på 216 værelser, suiter og topmoderne mødefaciliteter på 12. sal. 

Forventer øget efterspørgsel fra globale markeder

Comwell forventer et positivt resultat for 2024. 

”Vi forventer, at en række forhold vil medføre stagnerende eller faldende økonomisk aktivitet i Europa, som vil påvirke den økonomiske udvikling på det danske marked. På den positive side forventer vi, at den globale møde- og rejseindustri i slutningen af 2024 vil være på et niveau svarende til 2019,” slutter Peter Schelde. 

FAKTA

  • Omsætning: 1.290,6 mio. kr. mod 1.216,6 mio. kr. i 2022
  • Resultat før skat: 34,2 mio. kr. mod 72,5 mio. kr. i 2022.
  • Koncernens egenkapital: 254,2 mio. kr. med en soliditetsgrad på 44,2%.
  • Belægningsgrad i Danmark (Comwell): 66,3% i 2023 mod 65,1% i 2022.
  • Belægningsgrad i Sverige (Comwell): 67,6% i 2023 mod 65,8% i 2022.

Læs den fulde ESG- og årsrapport her: https://comwell.com/om-comwell/aars-og-esg-rapport

07.05.2024Comwell Hotels

Sponseret

”Alderen er vores arbejdsstyrke”

02.05.2024Comwell Hotels

Sponseret

Årsresultat: Comwell Hotels satte omsætningsrekord i 2023