Danmarks bedste og mest kreative unge fundraisere kåret
Skoleelever fra hele landet har den sidste måned kæmpet om at samle flest penge ind til anbragte børn i Danmark igennem kampagnen UNGDOMSVÆRN. I dag blev vinderprojekterne kåret under en flot prisceremoni hos Danske Bank i Odense
Der blev uddelt tre priser til afslutningsceremonien for UNGDOMSVÆRN 2013 i Odense. Foto: Nils Lund Pedersen.
Social ansvarlighed, finansiel forståelse og kreativ udvikling det er nøgleord i UNGDOMSVÆRN, der er en kampagne udviklet af hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen og koncept- og kommunikationsbureauet Fremtidsfabrik i samarbejde med Danske Bank.
Siden den 9. september har 23 skoleklasser (fra 7.-9. klasse) knoklet for at skabe det bedst omsættende og mest innovative projekt i deres lokalområde. Udgangspunktet har været et salg af Børnehjælpsdagens Årsplakat 2013 og plakater, som eleverne selv har skabt. Derfra har markedsføringen været helt op til eleverne, og resultatet er blevet et sandt overflødighedshorn af aktiviteter og kreative tiltag.
Anderledes og fedt
Hunderup Skole fra Odense fik tildelt præmien på 25.000 kroner for største omsætning per klasse og har indtjent flotte 17.851 kroner. Sønderrisskolen i Esbjerg har vundet præmien på 25.000 kroner for den mest kreative PR-strategi. Samtidig modtager Sønderrisskolen Børnehjælpsdagens specialpris på yderligere 25.000 kroner, da skolen sammenlagt har tjent flest penge hjem til kampagnen. Skolens 8. klasser er gået sammen om salgsindsatsen og har dermed indtjent hele 50.222 kroner på plakatsalget.
Det har været anderledes at arbejde på den her måde, og det har krævet, at vi skulle engagere os. Det er fedt at gå 100 procent ind for en sag. Det kan vi tage med os, og jeg har allerede lyst til at gøre det igen, fortæller Nanna Olsen fra 8B, der har været kampagneleder på Sønderrisskolen.
Unge i front for sagen
Som en del af markedsføringen har flere af klasserne lavet små kampagnefilm, der sætter fokus på de udfordringer, som de 15.000 anbragte børn og unge i Danmark står over for. Derudover er der blevet lavet alt fra velgørende løb, støttesange, talentshows, konkurrencer, loppemarkeder til events der involverer pressen, politikere og lokale virksomheder. Den brede indsats er noget der imponerer adm. direktør i Børnehjælpsdagen, Jytte Tholstrup Svendsen:
Vi har lært enormt meget af de unge igennem denne her proces, og for mig er det et tegn på, at der er fremtid i at skabe samarbejder mellem NGOer, erhvervslivet og ungdommen. Det udløser en synergieffekt og et kreativt overskud, som jeg ikke tror på, ville kunne findes, hvis man isolerede parterne.
Økonomisk sans på skemaet
Som i et rigtigt firma har eleverne haft forskellige funktioner. Nogle stod for det kreative og markedsføringsdelen, mens en mindre gruppe bevarede overblikket som direktører. Andre administrerede økonomien igennem Danske Banks styringssystem, Control Your Money. Og netop finansiel forståelse og økonomisk indsigt i at drive en kampagne, har været en central del af UNGDOMSVÆRN:
Vi vil gerne være med til at fremme den finansielle forståelse blandt børn og unge og på den måde skabe grundlag for sund økonomi i voksenlivet. Derfor er vi glade for, at de unge aktivt kan bruge vores online læringsunivers Control Your Money i kampagnen, siger Tina Obel Lope, Corporate Responsibility Manager hos Danske Bank.
Klasserne beholder selv 20 procent af deres indtægter fra plakatsalget, mens resten af overskuddet går til Børnehjælpsdagens Drømmebank, der opfylder drømme for anbragte børn og unge.
Dommerpanelets begrundelser:
Bedst sælgende klasse
Præmien går til den enkelt-klasse, der har solgt flest plakater for Børnehjælpsdagen.
Klassen, der har vundet, har lavet en flot kampagnesang på melodien Let It Be, som de har opført til en koncert med lotteri om sponsorgaver (hør sangen her: https://www.youtube.com/watch?v=KvYsva7Tl5g#t=23). Dommerpanelet kan især godt lide, at klassen har benyttet lejligheden til også at udbrede det vigtige budskab til de yngre kammerater ved at holde en koncert på skolen. Det er inspirerende og et godt eksempel. Ved en stor indsats er det lykkedes klassen at sælge plakater for i alt 17.851 kroner. Det er rigtig, rigtig flot! Stort tillykke til 7.C fra Hunderup Skole i Odense.
Mest kreative kampagne
Præmien for den mest kreative kampagne går til en skole, der har formået at skabe stor synlighed i lokalområdet. De har stablet et stort sponsorløb på benene i deres hjemby med 600 løbere, hvoraf 400 løb med et sponsormærke på trøjen. De har arrangeret spinningkonkurrence i det lokale fitness-center og en stor ballon-event. Og så har de udviklet en superflot facebookside med masser af billeder og videoer. Der er ikke noget at sige til, at den side har fået hele 324 likes!
Specialprisen
Sønderris-skolens tre 8. klasser modtager også Børnehjælpsdagens specialpris for at have solgt flest plakater - beregnet på de tre klasser tilsammen.