Miljø & energi i ehvervsperspektiv energi · ledelse · forskning · affald · luft · vand · jord · transport

Dato:

Vi kan gøre det, som politikerne ikke kan

FORSKNING OG NYE PRODUKTER. Opstarten på Future Climate, den 18. september i Ingeniørhuset på Kalvebod Brygge, markerede starten på en arbejdsproces, som går ud på at vise verden og deltagerne til klimatopmødet i København i 2009, at det er teknisk muligt at reducere verdens CO2-udslip betragteligt, og dermed tage trykket af den stigende globale temperatur.

Af Anette Lykke Rasmussen

Send til en ven | Kommentér | Print | Tilbage

Det er tid for politisk lederskab. Det er tid til at ”walk the talk”.

Lars Bytoft, formand for IDA
Opstarten på Future Climate, den 18. september i Ingeniørhuset på Kalvebod Brygge, markerede starten på en arbejdsproces, som går ud på at vise verden og deltagerne til klimatopmødet i København i 2009, at det er teknisk muligt at reducere verdens CO2-udslip betragteligt, og dermed tage trykket af den stigende globale temperatur. Målet er at finde løsninger, som sikrer, at den globale temperatur maksimalt stiger med to grader: Det er i sig selv en kæmpe udfordring, som kræver, at verdens samlede udledning af drivhusgasser stabiliseres senest i 2015, og derefter reduceres dramatisk.

En væsentlig inspiration til projektet kommer fra Ingeniørforeningens Energiplan 2030, hvor Ingeniørforeningen har vist, at Danmark kan reducere udledningen af CO2 med 60 procent i år 2030.

Hovedformålet er at inspirere ingeniørorganisationerne i de deltagende lande til at udvikle nationale klimaplaner. Udover at være et indspil til debatten i de enkelte lande, er det hensigten at planerne skal udgøre et samlet indspil til FN’s klimaforhandlinger.

På konferencen deltog - udover de fire initiativtagerlande - ingeniørorganisationer fra Indien, Japan, Australien, Bulgarien, Finland, England, Irland, England og USA. Og mange flere har vist positiv interesse for deltagelse.

Ingeniører i alle lande…

Formand for ingeniørforeningen IDA Lars Bytoft bød velkommen til Future Climate: ”Vi kan ikke længere overse, at den globale opvarmning er et faktum. Vi skal finde løsninger indenfor både transport, industri og i byggesektoren – alle dele af samfundet berøres. Og det er det vi ingeniører kan – vi er trænede til at finde løsningerne.” Men det kan ifølge Lars Bytoft ikke realiseres, hvis ikke politikerne for alvor begynder at handle:

”Det er tid til at vise politisk lederskab. Der er tid til at ”walk the talk”. ”Vi rækker nu politikerne en hjælpende hånd med at finde de rette løsninger. Derfor er vi her i dag. For ingeniører verden over er det her den største udfordring overhovedet.” Om projektets klimaplaner siger han:

”Vi skal være åbne overfor alle typer af tekniske løsninger. Vi skal se på udviklingsniveau, reduktionspotentiale og hvor store perspektiverne er, på alle typer af teknologier. Det er dog ikke det samme, som at vi skal finde de samme typer løsninger alle steder. Derfor har vi valgt det nationale udgangspunkt. Her i Danmark har vi satset meget på energieffektivitet i opvarmning og i vindkraft, men det er jo ikke de rigtige løsninger alle steder i verden.” Bytoft afslutter med de opmuntrende ord: ”Med kompetencer og vilje er intet umuligt!

Med ønsket om god frygt

Som repræsentant for virksomhederne var direktøren for Grontmij | Carl Bro Birgit Nørgaard inviteret til at tale til åbnings-seancen. Birgit Nørgaard var naturligvis berørt af de dystre klimaudsigter på det rent professionelle plan, men også på det menneskelige plan, da hun selv for nyligt har besøgt Grønland: ”Jeg stod og så på, mens isen smeltede for øjnene af os. Vi må nu indse, at selv de værste scenarier fra IPPC (FN's Klimapanel) har været for optimistiske.” Og forandringerne for vidtrækkende konsekvenser: ”Der er ikke ét område af alt det, som vi arbejder med i Grontmij | Carl Bro, som ikke bliver påvirket af klimaforandringerne. Vi skal huske på, at det ikke kun er et spørgsmål om, hvordan vi reducerer udslippet af CO2 og andre drivhusgasser. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi tilpasser os de nuværende og fremtidige klimaforandringer. Og det bliver ikke billigt.” Også Birgit Nørgaard efterlyser politisk handlingsvilje:

”Men alt det her sker ikke af sig selv. Politiske rammer er nødvendige. Analyser viser, at det er indenfor transport og energibesparende byggeri, at de rigtigt store gevinster ligger gemt. Men her er det jo ikke nok, at politikere udstikker krav til alt nybyggeri. Nej, det skal også gælde for alle de gamle huse ellers går der 2000 år inden alt er udskiftet, og så længe kan vi altså ikke vente!”

Birgit Nørgaard afslutter sit indlæg med ordene: ”Der findes god frygt og dårlig frygt. Den gode frygt er f.eks. hvis du ryger og frygter for dit liv. Så kan du gøre noget ved det og stoppe. Den dårlige frygt, er den, du ikke kan gøre noget ved. Det gode ved at være ingeniør er, at man bruger så meget tid på den gode frygt. At finde løsninger på problemer, der kan gøres noget konkret ved. Så derfor ønsker jeg jer masser af god frygt fremover!”

Det videre arbejde

Efter denne launch af projektet den 18. september arbejdes der kontinuerligt med de nationale handlingsplaner frem mod den 3-4. september 2009. Her præsenteres de nationale planer med konkrete projekt-anbefalinger på en afslutningskonference.

Til at styre det internationale samarbejde vil en international rådgivnings-komité blive etableret. Denne komité består af eksperter fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Indien og Japan. Eksperterne vil lave kvalitetskontrol på projektet og yde professionel konsulentbistand til konferencer og andre beslutninger i relation til de nationale klimaplaner. Komitéen består af:

Prof. Dr Georg Erdmann, Berlins Tekniske Universitet

Jürgen-Friedrich Hake, Chef for Systemanalyse og Teknologi-evaluering på Forskningscenter Zürich

Professor Henrik Lund, Aalborg Universitet

Seniorforsker Kirsten Halsnæs, Risø

M.Sc.Eng, Seniorforsker Rolf Hagman, Institut for Transportøkonomi, Norges Center for Transportforskning

Professor Erik Dahlquist, Mälardalen Universitet

Seniorrådgiver Jørgen Henningsen, European Policy Centre

Professor Tomohiko Sakao, Tokyo Universitet/Linköbing Universitet

Professor Narendra Kumar Bansal, Shri Mata Vaishno Devi Universitet

Følg løbende med i projektet på www.futureclimate.dk

Hent ”Energiplan 2030” på: http://ida.dk/News/Documents/Energiplan%202030-Hovedrapportsamlet.pdf

www.miljohorisont.dk/forskning

Annonce
Fakta

I midten af september gik startskuddet til ingeniørernes bidrag op mod klimakonferencen i København næste år. ”Future Climate” hedder det ambitiøse projekt, hvis mål er at vise verden, at det er teknisk muligt at reducere verdens C02-udslip betragteligt. Projektet organiseres af Ingeniørforeningen IDA i samarbejde med foreningens norske, svenske og tyske søsterorganisationer.

Skriv en kommentar

Send en e-mail til mig, når andre kommenterer dette indlæg

Horisont Gruppen a/s    Horisont Gruppen a/s | © 2012 | Center Boulevard 5 | 2300 København S
info@horisontgruppen.dk | Tlf 32473230 | Fax 32473239 | Alle artikler er beskyttet af ophavsret - læs mere her