Arbejdstøj bliver til stilhed med nyt samarbejde
Som en del af Bygmas Take Back-ordninger kan man nu aflevere gammelt arbejdstøj, som HAACK Recycling bruger i produktionen af akustikplader.
I Danmark bliver der årligt smidt mere end 100.000 tons tekstilaffald ud om året. I et nyt samarbejde vil den største danskejede leverandør af byggematerialer i form af Bygma og HAACK Recycling nedbringe det tal. Bygmas kunder i kan nemlig nu indlevere udtjent arbejdstøj, der efterfølgende bliver nedbrudt og genanvendt for at blive til akustikprodukter – og det er ved sidstnævnte man finder hele humlen i samarbejdet.
“Samarbejdet med HAACK Recycling udspringer af vores nye take back-ordninger, og vi er meget glade for, at det er indgået. Vi ser det som vores ansvar at sætte ind over for det store spild af ressourcer der, hvor vi kan," siger regionsdirektør Morten Kvist fra Bygma.
Han bliver suppleret af bæredygtighedskonsulent i Bygma, Søren Rasmussen.
“Der hvor partnerskabet for alvor kommer til gode er afsættelsen af og omdannelsen af arbejdstøjet. Det skaber en efterspørgsel og et marked, der er vigtigt. Vi kan have høje tanker om indsamling og genanvendelse, hvilket vi også er rigtig gode til. Men der hvor der er stor værdi, er når produkterne bliver afsat,” lyder det.
Bygma har for nylig lanceret virksomhedens Take Back-ordninger på de tunge fraktioner i byggeriet. Her man indgået en række strategiske partnerskaber for at spare miljøet for unødvendig CO2 og hjælpe kunderne med at optjene point til certificerede projekter.
Et samarbejde med kunderne og miljøet for øje
For stifter af HAACK Recycling, Christina Haack, er et samarbejde som dette afgørende for, at virksomhedens mission om at udvikle metoder til at afsætte tekstilaffald kan lykkes. Når man sammen tager ansvar, og bidrager med ens kompetencer, er chancerne gode.
“For en nystartet virksomhed som vores er det vigtigt at have en stor spiller som Bygma med på vores rejse. Det er det en fornøjelse, at Bygma tager ansvar for den store udfordring, som mængden af tekstilaffald er. Det er med til at gøre en stor forskel,” siger Christina Haack.
Hun bliver suppleret af Morten Kvist, der peger på, at samarbejdet ikke kun kommer til gode for miljøet – kunderne kommer også til at nyde godt af det.
“Med samarbejdet sikrer vi, at vores kunder kan styrke deres grønne profil både i deres ESG-rapportering og i deres egen markedsføring. Samtidig har kunderne styr på arbejdstøjet, så medarbejdere eller tidligere medarbejdere ikke benytter det i en anden kontekst,” lyder det fra Morten Kvist.
Flere arbejdspladser og mindre transport
I HAACK Recycling gør de en dyd ud af holde de indleverede tekstiler i Danmark. Det er godt for lokale arbejdspladser og en lavere grad af transport.
'Vi gør meget ud af at genanvende tekstilaffaldet lokalt og transparant. Det betyder at vi, og resten af værdikæden ved, hvad der sker med det. I mange af løsningerne der findes i dag, bliver tøjet sendt til lande som Tyskland eller Holland. Men vi holder det i Danmark for at skabe arbejdspladser og minimere transporten," siger Christina Haack.
Afslutningsvis peger Morten Kvist på, at Bygma hele tiden ser på, hvordan man kan udvikle løsninger og bidrage positivt til branchen.
“Som en stor dansk virksomhed har vi et ansvar for at udvikle løsninger og skabe partnerskaber til fordel for omverdenen. Det er vores Take Back ordninger og partnerskabet med HAACK Recycling et fremragende eksempel på – og vi har hele tiden fingeren på pulsen,” lyder det fra Morten Kvist.
- EHS